Hvordan kan jeg lade være med at være så jaloux?

Vis spørgsmål

Hej!

Min kæreste og jeg har været sammen i snart halvandet år.

Her for nogle måneder siden fandt jeg ud af, at min kæreste modtog beskeder af en pige, som flirtede med ham; han forklarede selv, at han ingen anelse havde om det. Jeg troede på ham og fik derfor fik ham til at boykutte deres samtale og venskab.

Vi snakker rigtig godt sammen, men problemet er, at jeg bliver så hurtigt jaloux. Bare det han tager i byen, gør mig jaloux. Jeg vil vildt gerne slippe af med at være jaloux, eftersom det gør mig rigtig ked af det. Det påvirker også min kæreste rigtig meget, eftersom han siger, at jeg ikke skal være jaloux og overtænke. Han siger, hvis det fortsætter, så ved han ikke, hvor lang tid han kan blive i dette her forhold.

Derfor gør det mig rigtig ked af det.

Er det normalt at blive så jaloux? Jeg er også jaloux, når jeg kan se, at han står og snakker med en anden pige.

Det påvirker vores forhold rigtig meget. Jeg er også bange for, at snakke med min kæreste om det, fordi han ikke kan lide det. Det får ham til at føle, at det er ham, der gør alting forkert.

Jeg føler heller ikke, at han giver mig så meget opmærksomhed, som jeg giver ham. Jeg føler også tit, at jeg elsker ham meget mere, end han gør, men jeg ved, han elsker mig utroligt højt.

Mvh. A, 17 år 

SVAR:

Hej A

Tusind tak for dit brev! Det er et emne, som jeg tror mange kæmper med, og derfor er det rigtig godt, du bringer det på banen og selv er bevidst om problemstillingen. Jeg håber, du vil få noget ud af mit svar, og at det vil gavne dit og din kærestes forhold.

Frygt for at miste

Jalousi er, som du selv har bemærket, hverken særlig rart for den, der oplever at være jaloux eller for den, som har en jaloux kæreste. Det at være jaloux hænger ofte sammen med en frygt for at miste en, man holder rigtig meget af. Der opstår et behov for at holde personen tæt til sig, så man har mere kontrol over den, man er bange for at miste. Problemet er, at det er utrolig tyngende for et parforhold, og man bør i højere grad forsøge at opbygge tillid og kærlighed til hinanden, hvor man giver hinanden plads til at være og opføre sig, som den man er eller ønsker at være.

Begrænsninger og kontrol

Du fortæller om en episode, hvor din kæreste skriver med en pige, der flirter med ham, uden at han gengælder det, og at du i den forbindelse har fået ham til at droppe kontakten og blokere hende. Det er som udgangspunkt ikke en særlig god idé, at man kontrollerer og begrænser hinanden i, hvad man laver, og hvem man er sammen eller skriver med – uanset om det er personer af det andet køn, familie, venner osv. Det er selvfølgelig helt okay, du er utryg ved, at en anden pige flirter med ham, og du gjorde det rigtige ved at tale med ham om det.

Men det er også vigtigt, at du giver din kæreste plads til at håndtere situationen på sin måde, og at du stoler på hans dømmekraft i situationen. Din reaktion bunder naturligvis i, at du er bange for at miste ham, men det er vigtigt, du viser ham tillid og giver ham mulighed for at reagere på sin måde. Det vil på langt sigt gavne både ham og jeres forhold.

Opmærksomhed

Du skriver også, at du ikke føler, han giver dig så meget opmærksomhed, som du giver ham. Her tror jeg, det er din jalousi, der taler. Det er klart, at når man har været kærester i så lang tid, som I har, så er man kommet til et stadie, hvor ens forhold bliver meget hverdag, og hvor man godt kan glemme hinanden lidt. Hvis du føler, han giver dig for lidt opmærksomhed, må du tale med ham om det.

Men det er også vigtigt, at du er opmærksom på, hvorfor du føler, som du gør, og hvad du forventer at få ud af det. At I taler om det bør fx ikke nødvendigvis resultere i, at han bruger mindre tid med sine venner, for så er det ikke opmærksomhed, du ønsker, men snarere at have ham for dig selv. Måske kan du få noget ud af at læse artiklerne Kærlighed og forelskelse og Kærlighed i praksis.

Kærlighed er at give plads

Jalousi er ikke en naturlig konsekvens, når man elsker hinanden – tværtimod. Kærlighed er netop at give hinanden plads, mulighed og rum til at udvikle og finde sig selv i enhver situation. Jeg vil anbefale dig at læse vores artikel Jalousi og kærestesorg. Her kan du læse en meget god gennemgang af, hvorfor man oplever jalousi, og hvad du kan gøre ved det helt konkret for at forbedre det.

Du er god nok

En årsag, der ofte kan hænge sammen med jalousi er, at man er usikker på sig selv og måske ikke føler sig tilstrækkelig. Det har ikke noget at gøre med, om man faktisk ER tilstrækkelig for sin kæreste, men mere at man frygter, man ikke er. Jalousi er derfor noget, der først og fremmest starter hos dig selv. Jeg vil råde dig til at begynde at arbejde med dig selv og se på, hvor denne jalousi udspringer fra, og om du føler dig utilstrækkelig. Her kan artiklen Hvad er jeg værd? være en rigtig stor hjælp, for den kan sætte gang i nogle tanker om, hvem du er som person, hvilken kæreste du gerne vil være, og hvilke konsekvenser det kan få for dit parforhold.

Jeg håber, du har kunnet bruge mit svar til noget, og du er mere end velkommen til at henvende dig igen.

Med venlig hilsen
Johanna Nyborg Bendtsen

Annoncer