Hvad får en ung mand til at føle sig mandig?

Vis spørgsmål

Hej!

Jeg vil gerne stille spørgsmålet til en mand.

Min kæreste og jeg er begge 20 år gamle. Vi har været kærester i fem måneder. Min kæreste var ret hurtigt i vores forhold ærlig om, at han i en længere periode af sit liv har været afhængig af porno. Han har gennem tiden fået meget hjælp og bliver nu sjældent fristet af porno. Det sker dog en gang imellem, og når det sker, skriver han en sms, hvor der står noget i stil med “Hjælp! Fristet til at se porno!” hvorefter vi så ringer og snakker lidt eller bare skriver sammen. Det hjælper ham til at komme over det. Jeg har også oplevet en enkelt gang, hvor han skrev efter, han havde set porno og ikke kunne modstå fristelsen – hvor han havde brug for at være ærlig og fortælle det ...

Det er enormt fedt og sejt af ham, at han frimodigt står frem med det og er ærlig om det. Men parallelt med at han gør det, giver han også meget udtryk for, at han synes, det er smerteligt og pinligt hver gang, han skal dele det. Han siger, han føler sig umandig overfor mig, når det sker, og at han kan føle sig som en ussel og pervers stodder.

Jeg synes, det er svært at høre, at hans forhold til porno får ham til at føle sig umandig og klam overfor mig. I mine øjne er han den sejeste for at dele det med mig og tale ærligt om det, selvom han synes, det er pinligt. Når jeg spørger ham, hvad han har brug for, jeg gør ift., det, svarer han, at det hjælper at skrive eller ringe med mig, når fristelsen er der.

Jeg vil så gerne udtrykke for ham, at han for mig er vanvittig mandig og ansvarsfuld, men jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal vise ham det. Vi er generelt gode til at kommunikere og har ikke svært ved at tale om de tungere emner. Så det er ikke fordi, jeg har svært ved at sige det; jeg har også fortalt ham, at det ikke ændrer noget ved hans mandighed i mine øjne. Men det opleves lidt, som om han ikke griber det helt. Så egentlig går mit spørgsmål på: Hvad får en (ung) mand til at føle sig mandig – og hvordan kan jeg som hans kæreste hjælpe ham på allerbedste måde til at rejse sig igen, efter han falder og ser porno?

Jeg håber, spørgsmålet giver mening og er til at besvare!? Tak for hjælp! :-) 

L, 20 år


SVAR:

Hej L

Tak for dit spørgsmål. Det har været opløftende at læse dit spørgsmål og læse om det forhold, du og din kæreste har til hinanden. Den ærlighed, der er mellem jer, er noget særligt. I har dermed et solidt fundament for et sundt og godt forhold.

Kamp mod porno

Din kærestes kamp mod porno er en lang og svær proces, som mange er i. I kan læse mere om det i AdamogEva.dk’s nye rapport om kristne unges brug af porno og onani. Du kan læse rapporten på vores hjemmeside under fanen Ressourcer.

Et af de meste kendte våben i kampen mod at se porno er at have en allieret, man kan fortælle om sine behov og handlinger. Herved bliver det ikke en lukket kamp mod ens egen psyke og tanker, som er svær at argumentere mod, men derimod en kamp i det åbenlyse, hvor ufornuftige tanker mister deres kraft, fordi de bliver sagt højt. Jeg fremhæver det, fordi du er din kærestes allieret i kampen mod at se porno.

Samtidig er din kæreste også din allieret i de kampe, du kan stå med i dit liv. Din kæreste kan nemt komme til at opleve, at hans egen kamp er alt overskyggende og ikke sammenlignelig med det, andre kæmper med i deres hverdag.

Dine kampe i livet

Her ligger en del af svaret på dit spørgsmål om, hvordan du kan få din kæreste til at føle sig mandig: Når du oplever, din kæreste hjælper dig med et problem eller en udfordring, du står i, så gør det tydeligt for ham, hvor stor en hjælp han har været til, at du fandt en løsning. Fortæl ham, hvad problemet gjorde ved dig, da du ikke kunne overskue det. Fortæl ham, hvad han konkret gjorde, for at du overvandt udfordringen. Var det måden, han lyttede på? Var der en særlig idé, han præsenterede dig for? Eller kom han med bud på nye måder at anskue problemet på? Til sidst kan du beskrive, hvad det har gjort ved dig, at dit problem eller udfordring er overvundet – hvad har du lært af nu at stå på den anden side af udfordringen? Hvad er det vigtigste, din kæreste har været med til at støtte dig i? Kernen i dette er, at din kæreste skal se hans bidrag til din hverdag, og vigtigheden af de bidrag for din hverdag.

Bevis på din kærestes mandighed

Til sidst vil jeg opfordre dig til at læse dit spørgsmål til brevkassen højt for din kæreste. Fordi du her fortæller en anden (mig) om, hvordan du oplever ham, og hvor mandig du ser ham. Herved får han et bevis på din oplevelse af ham som mandig. Han ser, du mener det så meget, at du fortæller det til andre, og herved bliver det en tydeligere sandhed.

Jeg vil ønske dig og din kæreste held og lykke i jeres forhold.

De bedste hilsner
Filip Smidt


Filip Smidt

Skrevet af:

Filip Smidt

Socialpædagog, familie- og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer