Hvordan kan jeg få hendes hjerte?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er vildt forelsket i en pige, som er 23 år, men hun har en kæreste, som bor meget langt væk, så de ser ikke tit hinanden. Men det gør vi, for vi bor kun 20 km fra hinanden.

Hvordan kan jeg få hendes hjerte og få hende til at slå op med ham, hun har?

PS Hun ved, at jeg elsker hende.

Mvh H, 43 år


SVAR:

Kære H

Tak for dit spørgsmål.

Det er vildt dejligt at være forelsket, så jeg kan godt sætte mig ind dit ønske om, at hun må afslutte forholdet til sin kæreste, han står jo i vejen for jeres lykke – set fra din side. Jeg ved ikke, om jeg kan opfylde dit ønske om at give dig hjælp til at vinde din udkårnes hjerte, men jeg vil gerne dele nogle tanker, jeg fik, da jeg læste dit brev.

Hendes følelser

Jeg går ud fra, du har fortalt hende, at du elsker hende. Hvad svarede hun, og hvad gjorde hun? Ud fra dit spørgsmål tænker jeg, hun ikke svarede positivt tilbage på din kærlighedserklæring, fordi:

1) hun har en fast kæreste, som hun elsker – trods afstanden og at de ikke ses ofte

2) hun har ikke følelser for dig

3) noget helt tredje

Ulykkelig kærlighed

Når man er forelsket, og det ikke gengældes, gør det ondt, og det kan tage nogen tid at komme overens med det. Måske vil det være bedst for dig at stoppe kontakten med hende, så du ikke giver næring til dine følelser og drømme.

Du kan læse flere svar til andre på AdamogEva.dk om ulykkelig forelskelse (du er ikke den eneste i klubben):
Ulykkelig kærlighed – han har en anden – hvad gør jeg?
Ulykkelig kærlighed har ødelagt mig – hvad gør jeg?

Find selv flere svar. Du kan også læse om forskellen på forelskelse og kærlighed i vores artikel Kærlighed og forelskelse.

Kærlighed kender ingen alder – og dog

Dernæst vil jeg udfordre dig til at tænke på aldersforskellen mellem jer: 20 år. Da du var konfirmeret, kørte knallert, fik kørekort og din første bil, hørte høj og larmende musik, var hun endnu ikke født. Hun så Bamse og Kylling, da du var i 20’erne. Så der vil være rigtig mange ting, du har oplevet og kan huske, som kun kan blive fortidshistorie for hende. Det behøver ikke have skelsættende betydning, men det vil forudsætte, at I begge er ihærdige efter at forstå den andens verdensbillede og oplevelser.

Prøv at forestille dig, at det var en på 63 år, du var forelsket i – hvilke tanker giver det dig?

Kærlighed er en gave

Kærlighed kan kun gives fra et andet menneske – det er ikke noget, man kan tage selv. Vil man vinde en andens kærlighed, skal man være sig selv, være autentisk, når man ses. Hun har valgt at give den gave til sin kæreste og ikke til dig, og det må du respektere – du har for mig at se ikke andet valg.

Det er nok ikke det svar, du ønsker, men jeg kan ikke give dig “en tryllestav”, som får hende til at få følelser for dig.

Jeg ønsker dig alt godt i din fremtid.

Kærlig hilsen
Birgit Rahbek


Birgit Rahbek

Skrevet af:

Birgit Rahbek

diakon, psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer