Hvordan håndterer jeg mit nye crush?

Vis spørgsmål

Nice side - tak for det!

 

Jeg går egentlig bare og tumler med nogle følelses-drenge-kæreste-ting som så mange andre!

Mit problem (hvis man kan kalde det det?) er, at jeg egentlig går og opstiller kæreste-potientiale-fantasier, når jeg møder nye drenge. Jeg er startet på gymnasiet her i år, og har i den forbindelse også mødt en heeel masse nye folk (lækkert nok - især fordi ca. 30 af de 700 er i KFS).

Nå, men generelt har det egentlig længe (en del år, ved ikke hvor længe) været sådan, at jeg crusher lidt i perioder på forskellige drenge. Men hvorfor?

Jeg ved ikke, om jeg er lidt trygheds-desperat eller andet, og jeg søger egentlig bare en forklaring på, hvordan det kan være at jeg opstiller det ene drømme-scenarie efter det andet, når min opmærksomhed fanges af en ny? Jeg kan godt høre, når jeg skriver det her, at det måske lyder ok normalt, men det er egentlig bare lidt belastende, når jeg har det så fint med at være mig, alene og single (som jeg altid har været - ingen kærester her).

Lige for tiden er det en fra KFS. (Det plejer nu heldigvis altid at være en kristen, som er mit 'offer', for på et eller andet plan måtte det jo gerne være realistisk). Jeg synes, at jeg bruger alt alt for meget tid på at tænke på ham, uden at gøre noget ved det.
Et forhold er på en og samme tid min største drøm og en irriterende gå-nu-væk-agtig tanke, som jeg bare skal af med hurtigst muligt...

 

Jeg er stærkt overbevist om, at det er trygheden jeg ønsker, samtidig med en som jeg ville turde lade vide alt om mig. Jeg er nemlig generelt bange for at være irriterende og/eller til ballast og besvær overfor mine omgivelser. Ikke fordi jeg er stille og indadvendt - nogle gange tværtimod - men jeg mangler bare en person, overfor hvem jeg ikke ville frygte det, og som jeg kunne stole på ville fortælle mig det med det samme, hvis det var... (...det lyder vist lidt som om jeg søger et ægteskab, der kører på fyretyvende år).

 

Netop på grund af min helt basale (og i mit tilfælde: overdrevne) frygt for at blive afvist/set ned på/bagtalt/gjort nar af, frygter jeg lidt at være 100% den glade, entusiastiske person, jeg egentlig er - Ikke fordi jeg lægger låg på det, bare fordi det ikke kommer til udtryk i samme grad, som det gør i vante selskaber!

På mange måder har jeg virkelig lyst til at kaste mig hovedkulds ud i det, og er ofte ved det, men stopper altid ved tanken om, at de ville sidde en gruppe drenge og grine af mig, fordi jeg 'virkelig troede jeg havde en chance' eller 'bare er for meget' eller de siger: 'Hvor er det mærkeligt - kender du hende overhovedet?'

Jeg ville i det omvendte tilfælde blive smigret (går jeg ud fra - det er egentlig ikke noget, der rigtig forekommer), men jeg ved også fra mig selv, at jeg ville synes, det var vildt underligt, hvis en, jeg ikke selv fandt attraktiv/interessant bare i normal grad, (oversat ærligt: en som jeg fandt kikset sammenlignet med mig selv) lige pludselig begyndte at vise interesse. Jeg ved, at hvis det var tilfældet, ville jeg selv dele det med mine veninder, og vi kunne da godt komme til at grine lidt af det.
Det er netop dén (kiksede) person, jeg er bange for at være ift. andre (der så i skrækscenariet ville agere som jeg, i visse og få tilfælde, selv kunne finde på)...

 

Man hører altid, at drenge ville være vilde med opmærksomhed fra piger, samtidig med at jeg virkelig bare gerne ville have en, som ville dedikere en helt urimelig grad af opmærksomhed til mig, inden jeg ville turde give igen!

Tak! 

Pige, 17 år


SVAR:

Kære du

Tak for dit spørgsmål. Der ligger vist flere spørgsmål gemt i din mail, så jeg prøver at ramme lidt af det hele, og så må du skrive igen, hvis du mangler at få svar på noget!

Dine tanker og følelser er helt normale

Allerførst bliver jeg nød til at fortælle dig, at det, du oplever, er helt normalt for en 17-årig pige. Vi er alle forskellige, men der er rigtig mange piger, som bruger deres teenage-år på at drømme om den rigtige fyr, og som ligesom dig går og "crusher" på forskellige drenge.
I puberteten vågner kroppen og sanserne til den (til tider irriterende og distraherende) tiltrækningskraft, som er mellem mænd og kvinder. Det er det, du oplever - på samme tid skønt og frustrerende!
Følelserne kan godt virke overvældende, og vi prøver at holde dem i ave med lidt fornufts-tænkning, men følelser lytter jo sjældent til fornuften, og derfor kan du på en og samme tid tænke ét og føle det komplet modsatte. Så tillykke med, at du er helt, som du skal være!

Vi opfører os forskelligt i forskellige relationer

Det andet, jeg vil kommentere på, er, at du skriver, at du er bange for at "være irriterende og/eller til balast og besvær" overfor dine omgivelser, og derfor holder du lidt på dig selv, og føler ikke du kan være 100% den entusiastiske, åbne pige, du ellers er.
De fleste mennesker plejer at være lidt tilbageholdende, når de lærer nye mennesker at kende, og så åbner man gradvist op, efterhånden som man får mere tillid til hinanden. Så det er normalt at være lidt mere selvbevidst, når man møder nye mennesker - det kan vi vist ikke undgå.
Men det er rigtig vigtigt, at du har nogle venner og veninder, hvor du kan få lov at være dig selv, med alt hvad du er. Hvor du ikke skal holde dig tilbage, men oplever at du er accepteret, for den du er. Det betyder også, at du i dine nye venskaber (for eksempel i KFS-gruppen) ligeså stille bliver nødt til at vise dem, mere af hvem du er. Du må passe på, at du ikke bliver hængende i den første tids tilbageholdenhed. Du kan tage små skridt, som at fortælle ting om dig selv efterhånden som muligheden byder sig og spørge ind til dine nye bekendte, så de får tillid til dig.

Du er en spændende kvinde, skabt præcis som Gud har tænkt dig - og du kan bruge denne tid af dit liv på at lære at stole på, at du er et menneske, som er værd at lære at kende, og som er dejlig at være sammen med. Eller sagt med andre ord: Du kan bruge denne tid af dit liv på at bygge din selvtillid op, og gøre dig det behageligt i den personlighed, som du nu engang har fået.
Det vil gøre det meget, meget nemmere, når du engang får en kæreste, at du allerede i forvejen har det godt med dig selv, så kæresten ikke bliver en selvtillids-krykke, men derimod en ligestillet partner, og I kan opbygge hinanden.

Du kan evt. læse mere her: Hvad er jeg værd?

Skal du handle på forelskelsen?

Jeg kan høre, at du står i et dilemma omkring, hvad du skal gøre ved din forelskelse og den fyr, du går og drømmer om.
Hvis du søger lidt rundt her på siden, vil du se, at du langtfra er den eneste, som står i den situation. Skal man bare blive siddende i den trælse/fantastiske forelskelse, eller skal man gøre noget ved den? Jeg kan desværre ikke give dig et standard svar, for der er mange muligheder, og ingen af dem er uden frustrationer.

Du kan vælge, at blive i forelskelsen og se, om den går i sig selv, hvis du ignorerer den længe nok. Du risikerer ikke afslag, men skal stå i en masse frustrerende følelser.
Du kan vælge at snakke med dit crush om dine følelser - så får du i hvert fald afklaring, men risikerer at han ikke har det på samme måde, og det kan gøre ondt. Vælger du denne vej, skal du bare huske, at det ikke er, fordi du er "kikset", at du får et nej. Det er fordi, fyren ikke har de samme følelser for dig, og I måske bare ikke passer sammen. Mind dig selv på at du tilhører Gud og er en stjerne i Hans verden, skabt præcis som du skal være - så kommer en enkelt fyrs mening lidt i perspektiv. Og husk at du også kan risikere et ja, så du skal være sikker på, at du faktisk er interesseret.
Men der er også en middel vej - hvor du lige så stille lærer fyren bedre at kende, og finder måder at være sammen med ham på, f.eks. sætter dig ved hans bord til KFS. Jo bedre I lærer hinanden at kende som venner, jo bedre har I mulighed for at vurdere, om I faktisk passer sammen som kærester, eller om det bare var et lille crush.

Du er på rette vej

Jeg synes, det er fedt at høre, at du ikke bare leder efter en hvem-som-helst, men en fyr som kender Gud, og som vil give dig særlig opmærksomhed og behandle dig som noget særligt. Du siger, det lyder som et ægteskab på fyrretyvende år, men selv den slags forhold starter ligeså stille med tvivl, forelskelse og frustrationer. Så du er på rette vej!

Ting ta'r tid - og du er i en fase, hvor du både må håndtere de mange forelskelses-følelser, du går rundt med, og de usikkerheder du har på dig selv. Så du må være god ved dig selv, og tålmodig med dig selv.
Dine bedste redskaber til sådan en fase er tid med Gud - fortæl Ham præcis hvad du går igennem og del stort og småt. Og læs Bibelen eller bøger om hvordan Han ser på dig, så du hele tiden husker, hvor fantastisk skabt og elsket du er. Et andet redskab er nære veninder, som du kan dele dine tanker med, så du bliver mindet om, at du ikke går igennem denne fase af dit liv alene.

Du kan sikkert få glæde af at læse i vores tema Fra venner til kærester, hvor du bl.a. kan finde disse artikler:
Slå koldt vand i blodet og Kærestepotentiale... eller en god ven?

Jeg ønsker dig Guds fred over din vandring!

Venlig hilsen Maria


Maria Swartz Pfrogner

Skrevet af:

Maria Swartz Pfrogner

musikterapeut

adamogeva.dk

Annoncer