Hvordan forklarer jeg kærligt mit syn på homoseksualitet?

Vis spørgsmål

Hvordan forklarer man andre på en kærlig og god måde, at homoseksualitet er forkert ifølge kristendommen? Jeg er selv kristen, og mange af mine venner spørger, men jeg har svært ved at forklare det, uden det lyder konservativt og fyldt med fordomme.

Jeg vil gerne vise folk, at de alle er elsket af Gud – homoseksuelle eller voldsforbrydere eller ...

Men det er så svært at få det sagt, så ikke-kristne forstår det. De forstår det, som at vores Gud er ond, fordi homoseksuelle ikke skal giftes i kirken, men paradokset er jo netop, at Gud elsker alle. Men hvordan får man det sagt?

Hjælp:)

18 år


SVAR:

Kære unge kristne ven

Tak for din ærlighed. Det er godt at mærke, du ønsker at tale sandt og kærligt i dit forsvar for det, du tror på.

Bibelens vejledning og mig selv

Når vi står i den situation, at vi skal tale om en problemstilling, som ikke er vores egen, og hvor Bibelen har en klar vejledning, der ikke er velset, er der et par ting, som vi har brug for at forstå.
Først og fremmest at Bibelens vejledning er for mennesker, som ønsker at leve med Gud. Det er hvert menneskes eget valg, om det vil rette sit liv ind efter hans kærlige vilje og hensigt.
Dernæst er det vigtigt, at hvis vi skal tale i kærlighed, skal vi kunne leve os ind i problemstillingen. Vi oplever selv ting, hvor vi gang på gang kommer til kort over for vores svagheder. Så vores venner må mærke, at vi selv har en stor ydmyghed over for den kærlighed, Gud viser os på trods af vores synd.

Hvad Bibelen siger om homoseksualitet

Bibelen forbyder ikke homoseksuelle følelser, men taler imod at praktisere en homoseksuel livsstil – altså om det at have homoseksuel sex. Derfor skal vi også passe på vores ordvalg, så det ikke lyder, som om Gud er imod de homoseksuelle.
Bibelen taler klart om, at sex udelukkende hører til i ægteskabet mellem mand og kvinde. Den taler ikke mere negativt om sex mellem homoseksuelle end om sex mellem heteroseksuelle, hvor det foregår uden for ægteskabet, fx løse seksuelle forbindelser, sidespring, osv. Det kalder Bibelen utugt og ægteskabsbrud.

Vi står alle lige

Jeg vil foreslå dig at læse de bibelske tekster, hvor homoseksualitet er nævnt. For det kan godt være,  vores svagheder er anderledes end den homoseksuelles, men for Gud er vi alle skyldige. Jeg tror ikke, der er mange, der kan læse disse tekster uden at føle sig ramt.
I de bibelske tekster om homoseksualitet står homoseksuel synd sammen med en række andre syndige handlinger – utroskab, ondskabsfulde, selviske, jaloux, voldelige, stride, uhæderlige, feje, løgn, tale ondt om andre, arrogante og overlegne, oprør mod forældre, praleri af deres bedrifter, tåbelige, illoyale, ubarmhjertige, tyveknægte, griske mennesker, drankere, spottere, svindlere. Ordene er opsamlet fra Romerbrevet kapitel 1 vers 18-32 og Første Korintherbrev kapitel 6 vers 9-20. Endelig står der i den sidste nytestamentlige tekst, hvor homoseksualitet er nævnt: “De vil gerne undervise i Guds lov, men de ved ikke, hvad de snakker om, og de forstår ikke baggrunden for det, de har så travlt med at udtale sig om.” (Første Timotheusbrev kapitel 1 vers 7.)

Gud ske tak, fordi der er tilgivelse for vore synder. Hvis vi skal vejlede nogen, må det være tydeligt, at over for Gud står vi lige – sammen med de mennesker, for hvem homoseksualitet er et stort problem. Så glem ikke vores fælles vilkår – vi er alle syndere.
Der er ingen, som går fortabt, fordi de er homoseksuelle. Fortabelsen har alene sin grund i, at mennesker ikke ønsker at have Jesus som Herre. Det er ikke de homoseksuelle følelser, Gud tager afstand fra, men det at have homoseksuel sex.

Kærlig vejledning

Hvis du skal forklare Bibelens holdning til en homoseksuel livsstil på en måde, så kærligheden skinner igennem, så lad det mærkes at:

  • du ved, dit liv også rummer synd og svaghed
  • du har omsorg for den, der har homoseksuelle følelser og kæmper en ofte smertefuld kamp for at finde fred med sig selv

Gør det også klart for dig selv, hvorfor du gerne vil forklare:
Tænker du, at du må forsvare Gud? Det behøver vi ikke, og det kan vi ikke.
Er det for at hjælpe en bror eller søster i troen, som har et ærligt spørgsmål i forhold til sit eget eller en andens liv? Her er det vigtigt, vi tør være ærlige på en kærlig og forstående måde.
Er det for at vise, at vi selv har de rigtige holdninger og ønsker at overbevise de andre om, at vi har ret? Ofte er det spild af energi.

Når jeg selv bliver spurgt, siger jeg ofte noget i retning af: Jeg har stor respekt for homoseksuelle, hvad enten de vælger at leve deres homoseksualitet ud eller vælger at finde ud af, hvordan de kan leve i overensstemmelse med det, Bibelen siger.

Respekt og værdighed

Det er godt, vi har et samfund, hvor homoseksuelle kan få lov til at leve deres liv, som de selv vil, uden de bliver forfulgt, drillet eller skal føle sig udstødt. Bibelen respekterer menneskers valg. Det må vi også. I Bibelen står der: “Derfor har Gud ladet dem følge deres egne lyster ...” Romerbrevet kapitel 1 vers 24. Det betyder, at Gud ikke tvinger mennesker. Men vi må selv tage ansvaret og bære konsekvenserne af vores valg.
Vi lever i et samfund, der tillader homoseksuelt samliv. Derfor må vi også sørge for, at de er sikret retsmæssigt – også de børn, der må være en del af disse forhold.

Kirkelig vielse

Du ønsker også at kunne forklare, hvorfor du er imod en kirkelig vielse, og er måske også selv lidt i tvivl om, hvad du skal mene. En kirkelig vielse indebærer, at kirken velsigner noget, der strider imod Guds bud. Hvilke konsekvenser det vil få for kirkens budskab er svært at overskue. Men for mig betyder det, at evangeliet mister sin kraft. Evangeliet handler om, at jeg er en synder, der har brug for nåde. Uden synd, ingen nåde.

Kære ven. Jeg synes, det er rigtig dejligt at mærke dit ønske om at gøre det rigtige. Tak fordi du ønsker at handle i kærlighed. Jeg håber, du kan bruge det her svar til noget, og at jeg har formået at give det i respekt og kærlighed.
Læs også vores artikel: Hvad er homoseksualitet?

Må Gud velsigne dit ønske om at møde dine venners spørgsmål med respekt og kærlighed.

Kærlig hilsen
Gunhild Aaen Madsen


Gunhild Aaen Madsen

Skrevet af:

Gunhild Aaen Madsen

psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer