Hvordan finder vi vished om det skal være os to?

Vis spørgsmål

Jeg er en pige på snart 26 år.

Min kæreste (26 år) og jeg har nu været kærester i over 2 år, og vores venner begynder at tage os som et fast par. De forventer, at vi skal giftes engang. Det har vi dog ikke bestemt endnu.

I stedet gør disse forventninger, at vi får endnu sværere ved at træffe valget, om det skal være os. Min kæreste giver udtryk for, at han er i tvivl om mange ting, men han ved ikke, hva det er, der gør ham i tvivl. Han bliver også bange for at tage det næste skridt. Denne tvivl gør mig sommetider lidt usikker på, hvor jeg har ham.

Nu er det, så jeg vil spørge om jeres hjælp. Hvordan kan vi finde ud af, om vi skal giftes? Hvad kan vi gøre for at nå ind til kernen i min kærestes tvivl? Nogle gange lyder det som om, at alle andre har så let ved at træffe det valg. Kan det virkelig være rigtigt?

Håber I kan hjælpe mig. Tak for alt jeres arbejde med denne side.

Venlig hilsen

Den forvirrede


SVAR:

Kære forvirrede

Det er dejligt at være kærester, at være glade for hinanden og nyde hinandens fællesskab. Men det kan godt være anstrengende at leve op til de forventninger andre har til jer som par. Det er vigtigt, at andres forventninger og snak ikke kommer til at sætte dagsordenen for jer. Det må du gøre klart både for dig selv og i snakken med din kæreste. Der er ingen andre der kan sige, hvornår/om I er klar til ægteskab, kun jer selv.

Tal om mulige grunde til usikkerheden

Men hvordan finder I så ud det – og hvordan kan det være, at din kæreste tvivler og virker usikker? Der kan være flere grunde til din kærestes usikkerhed, og det er en god idé at tale om det.

- Måske er han ikke klar til at binde sig. Ægteskab er et mere forpligtende forhold end det at være kærester, og det er sundt at gøre sig tanker om, hvorvidt man er klar til denne forpligtelse og det ansvar. Det betyder ikke, at han er mindre glad for dig, end du er for ham – men det betyder, at han ikke er klar til at aflægge løfte og binde sig og brænde broerne bag sig.

Det er ok at have det sådan, og det kan faktisk være en rigtig god anledning for jer til at tale om, hvad ægteskab for jer betyder.

Det er jo ikke sikkert I gør jer helt de samme tanker. Tænk højt sammen, og snak om, hvad I forventer – og prøv at være realistiske og ærlige. Det kan også være en god idé at læse noget om det og snakke med andre om det.

- Det kan også være, at hans usikkerhed bunder i en angst for ikke at kunne levere det, som der efter hans forestillinger forventes, når man er gift – måske endda en slags præstations angst. Det er endnu en grund til, at det er godt at tale om, hvad I forestiller jer om et ægteskab – det kan godt være en afklarende snak I har, som ikke handler om planlægning og fastsættelser af tidspunkt (hvilket vil være at presse ham og højst sandsynligt vil blive ødelæggende for jeres forhold).

- Måske er han betænkelig ved om jeres kærlighed stærk nok? Det må I også snakke om, og det er også en god anledning til at snakke om, hvad I mener Kærlighed er. Hvordan kan man vide, om man nu elsker nok, om kærligheden er stærk og holdbar? Jeg tror man må sige, at der aldrig kan gives nogen garanti. Den rigtige kærlighed er ikke en følelse med en holdbarhedsdato der hedder: hele livet. Kærlighed er noget levende, som skal holdes i live, ligesom en blomst der skal plejes og passes. Jeres løfte og garanti om kærlighed og troskab er ikke et udtryk for hvor stærk jeres følelser er, men et udtryk for, at I vælger at gå ind livet som ansvarlige ”gartnere” for den kærlighedsplante, I har sat i jorden. 

Kærligheden i et ægteskab, skal til stadighed passes og plejes. Den bliver aldrig en selvfølge eller et automatisk resultat af en vielsesattest. Det er der mange der forestiller sig… men hver eneste dag, skal du vælge at behandle din ægtefælle med respekt og kærlighed, vise omsorg og finde veje til at glæde ham/hende på. Nogen gange er det let, andre gange er det svært.

Uanset hvad hans usikkerhed bunder i, så tror jeg I skal gribe den anledning hans udmelding gi´r til at tage en snak om det. Der er desværre mange kærestepar, der springer de samtaler om tvivl og usikkerhed over. Jeg er sikker på, at de samtaler vil komme til at virke afklarende for jer.

Gud vil hjælpe

Hvis I begge lever med en tro på Gud og har tillid til, at han har omsorg for jer, så vil I helt sikkert også finde hjælp og afklaring ved at bede sammen. Gud er med i alle ting, og kender vores behov, længsler, drømme, tvivl og usikkerhed. I kommer også tættere på hinanden ved at bede til Gud om klarhed og tryghed i forholdet. At være ærlige over for hinanden og sammen åbne sig for Guds omsorg og vejledning er en kæmpe styrke for kristne par.

Et godt tilbud

Indre Mission som står bag AdamogEva.dk, har også et tilbud der hedder ”Parat til start”, der handler om førægteskabelig rådgivning. Læs mere på parattilstart.com Mange kærestepar ville gå bedre rustet ind i et ægteskab, hvis man som din kæreste tager tvivl, usikkerhed og betænkeligheder seriøst. Så se på hans ærlighed som noget positivt, og udnyt de anledninger det gi´r jeres forhold nu.

De bedste ønsker fra Benna


Benna Asmussen Hørlück

Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

Journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK