Hvordan får jeg min kæreste til at tage initiativ til sex?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva

Jeg har været sammen med min kæreste on/off de sidste 7 år – stabilt de sidste 4 år.

Men siden vi blev rigtig stabile, har vi haft et problem i forholdet, hvertfald et problem for mig. Han tager sjældent initiativ til sex, nogle perioder bedre end andre. Generelt har vi det godt og har en masse fælles og for sig. Vi kan have nogle konflikter ift. huslige pligter m.m., men hvem har ikke det ...

Jeg har det enormt svært ved han ikke tager mere initiativ; det rammer mig som kvinde. Jeg føler mig kedelig. Jeg føler, vi er som et gammelt ægtepar allerede.

Jeg synes ikke mit behov er vildt stort – men da gerne en gang i ugen. Jeg elsker at føle mig tæt på ham og følelsen efter. Men han lægger måske op MAX 1 gang i måneden.

Og han ved, jeg har det sådan, vi har talt emnet til døde ... Han siger bare, at det ikke fylder så meget hos ham mere. Og han har lidt svært ved, at jeg har svært ved at få orgasme, selvom vi nu har succes hver gang med hjælp af vibrator. Det skal lige siges, at han aldrig afviser mig og er altid total klar og ikke kedelig i sengen.

Nu er jeg nået dertil, at jeg simpelthen ikke tager initiativ længere – lidt i protest. Så må han komme ud af starthullet. Men det er jo heller ikke en holdbar løsning og specielt ikke, når vi prøver at blive gravide.

Håber du har det gyldne svar til mig!! 

C, 24 år

SVAR:

Kære C

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtig godt, at du søger svar, når der er noget, der frustrerer dig, særligt når det kommer til parforhold. Det bliver et lidt længere svar, så jeg håber, du hænger på.
Som jeg forstår det, du skriver, har du en dejlig kæreste, som du er glad for og han for dig, men du savner, at han tager mere initiativ til sex.

Dine følelser er helt normale

Først har jeg lyst til at sige, at jeg godt kan forstå, du føler dig ramt som kvinde, når han ikke tager initiativ. At have sex sammen er jo netop en kærlighedserklæring og bekræftelse til hinanden på, at I elsker hinanden. Det er i hvert fald én af de måder, I kan vise kærlighed til hinanden på. Der er også mange andre måder, og jeg vil foreslå, at I læser bogen Kærlighedens 5 sprog af Gary Chapman. For en hurtig gennemgang af de fem kærlighedssprog, kan du læse artiklen fra hjemmesiden kærlighedssprog.dk.
De fleste kvinder har det sådan, at når vores kæreste/mand begærer os seksuelt, føler vi os smukke, og vi føler os ønsket af ham. Det er to meget grundlæggende og naturlige længsler hos kvinder.

Sex i trygge rammer

Når man har sex, inden man bliver gift, bliver sex nemt til en slags “markedsføring”, forstået på den måde, at man oftere føler, man skal præstere noget for at mærke, at man stadig vil hinanden og har et bånd. Så længe man ikke har lovet hinanden, at man bliver sammen, uanset hvad, er forholdet mere skrøbeligt, og hvis han så ikke lægger op til sex, kan det være endnu mere forvirrende at finde ud af, hvor I har hinanden.
Jeg siger ikke det her, fordi jeg ikke tror, din kæreste elsker dig og vil dig. Jeg siger det, fordi jeg tror, du savner mere og andet end initiativ til sex. Jeg tror, du savner tryghed og sikkerhed i dit forhold. Det tror jeg fordi, du skriver, I har været sammen on/off i 7 år, hvor I har været stabile i 4 år. Den ustabilitet I har haft, kan godt sætte spor og give utryghed.

Ægteskab som mulighed

Jeg ved ikke, hvad du tænker om ægteskab, men her på AdamogEva.dk tror vi, at Gud har givet os ordningen med ægteskabet for at sætte en god og tryg ramme om sex og familieliv. I ægteskabet vælger vi at forpligte os over for hinanden, og det er det, der skaber trygheden. Vi lover simpelthen hinanden, at vi vil blive sammen uanset hvad og arbejde på, at vi har et så godt forhold som overhovedet muligt.
Mange begår desværre den fejl at tro, at når man gifter sig, kører parforholdet bare af sig selv. Det er helt forkert; hvis man vil have et godt ægteskab, skal man arbejde for det løbende. Der er ingen ægteskaber, som bare kører af sig selv.
Du kan læse mere om, hvad vi tænker om ægteskab og sex i artiklerne Ægteskabet og Bibelen og Vejen til god sex.

Et trygt parforhold

Du skriver, at din kæreste aldrig afviser dig og bestemt ikke er kedelig i sengen. Ud fra det hører jeg, at han elsker dig og vil dig. Jeg tror, det kunne være godt for jer at tage en snak, om I måske skulle vælge forpligtelsen over for hinanden, altså gifte jer, inden I får børn. Hvis I gifter jer, vil det være med til at skabe en tryggere base for jeres forhold, og give dig den bekræftelse, at det skal være jer to resten af jeres liv. Derved bliver sex til en tryg kærlighedserklæring og ikke en måde at holde hinanden i skak på.

Orgasme

Du skriver også, du har svært ved at få orgasme, og at det fylder noget for din kæreste. Det kan nemt være sådan, at han ikke føler, han kan tilfredsstille dig ordentligt, når du ikke får orgasme og altså ikke leve op til det, han skal som mand. Det kan godt ramme ham som mand. Jeg kan ikke sige, om det er det han tænker, men det kan være et bud på det. Det kan være en rigtig god idé at snakke om det.
At kunne få orgasme kan også blive nemmere, jo mere tryg jeres sex bliver. Sex i trygge rammer, altså hvor man ved, at man vil hinanden og bliver sammen, gør det nemmere at have tillid til hinanden og gør det nemmere at slappe af. At være tryg og kunne slappe af er en vigtig faktor for at kunne få orgasme.
Dernæst vil jeg også fremhæve lidt fakta om orgasme: Nogle undersøgelser viser, at 1/3 af ALLE kvinder ALDRIG har oplevet en orgasme. 1/3 kan KUN opnå orgasme, når de er alene med sig selv, og det er i langt de fleste tilfælde en klitorisorgasme. Den sidste tredjedel kan få orgasme både alene og sammen med deres partner på en eller anden måde. Så det er ikke spor unormalt, at du ikke kan få orgasme. Men alle kan lære det. Det med at bruge vibrator kan være med til at med til at få klitoris til at føles ufølsom, så læg vibratoren på hylden. I forhold til det mere tekniske omkring orgasme og sex vil jeg foreslå, at du taler med en læge eller sexolog, hvis du bliver ved med at opleve problemer. Men jeg tror som sagt ikke, at “problemerne” ligger I det tekniske for jer, men snarere i det følelsesmæssige.

God sex tager tid

Jeg vil også sige, at det er helt naturligt, I ikke har sex så ofte som i starten, hvor det hele var nyt og spændende, men det behøver ikke at betyde, at sex bliver dårligere, eller at I får mindre og mindre af det. Det kan variere i perioder af livet.
Det at få børn gør for mange, at de ikke har sex så ofte. Mange kvinder oplever i graviditeten at blive mere tørre og ømme i skeden og derfor har mindre lyst til sex. Når man lige har født, venter de fleste 8 uger efter fødslen, før de har sex igen (efter 8 uger skal man til gynækologisk undersøgelse for at se, om alt er, som det skal være efter fødslen). At få et barn gør jer begge mere trætte, fordi I er oppe om natten, og det gør det sværere at finde tid og ro til sex. Alt det her fortæller jeg ikke for at afskrække jer fra at få børn, men bare for at forberede dig og din kæreste på, hvad der kan komme til at ske. Læs gerne artiklen Sexlivet under graviditeten og efter fødslen.
Men det jeg egentlig ville frem til er, at god sex tager tid. Jo bedre I kender hinanden på det følelsesmæssige og intellektuelle plan, jo mere trygge bliver I ved hinanden. Og jo bedre I kender hinanden og stoler på hinanden, jo bedre bliver sex også. Det er ikke en skrøne, at sex bliver bedre med tiden.

Jeg håber, mit svar var til hjælp, ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Jeg ved godt, at jeg ikke svarede konkret på dit spørgsmål om at få ham til at tage mere initiativ, men jeg håber, at det her hjælper dig/jer bedre.

Jeg ønsker jer alt det bedste.

Guds fred
Anne Marie Holmberg Nielsen

Annoncer