Hvordan får jeg lyst til sex med min mand?

Vis spørgsmål

Jeg er en kvinde, som i en længere periode ikke har haft ret meget lyst til sex med min mand. Jeg har her på siden set sensualitetstræning anbefalet og vi har tænkt at forsøge dette.

Men jeg har det meget svært med at blive rørt på brysterne - synes det er enormt ubehageligt og bliver vred og irriteret. Er det nødvendigt at gøre dette som en del af træningen - jeg bliver anspændt bare ved tanken - eller er det ok at springe over?


SVAR:

Kære dig

Du kommer med et kort og konkret spørgsmål. Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke kender så meget til sensualitetstræning. Jeg ved, hvad ordet betyder, men slet ikke, hvordan man vil forholde sig til, at du ønsker ikke at blive rørt på brysterne. Så det kan jeg ikke svare dig på.

At I overvejer at prøve sensualitetstræning, læser jeg på den måde, at I holder af hinanden og vil prøve at få det bedre sammen, også seksuelt. Men det lyder, som om du ikke selv har store forventninger til, at det kan hjælpe dig. Dit problem stikker måske dybere, sådan at du vil have brug for at snakke med en, der kan hjælpe dig med at forstå hvorfor, det er sådan at være dig.

Hjælp til at forstå dig selv

Som psykolog bliver jeg også bekymret, når jeg hører, at du oplever, det at blive rørt på brystet så væmmeligt, at det gør dig både vred og irriteret. Derudover har du i lang tid ikke har haft lyst til at være sammen med din mand, så det er mere end det at blive rørt på brysterne, der er dig imod. Det tror jeg, er vigtigt, at du finder frem til.

Hvis man er deprimeret eller for stresset, kan det for nogle kvinder være svært at have lyst eller energi til sex. Om dette gælder dig, ved jeg ikke.

Men under alle omstændigheder synes jeg, du skal prøve at få hjælp til at forstå, hvorfor du er så vred og irriteret når din mand har lyst til at kærtegne dig. Sex er en nærhed, der indebærer at man er helt tryg og kan give og tage imod gennem fysisk kontakt.

Jeg vil varmt opfordre dig til, at du finder en psykolog, som du (evt. også sammen med din mand) kan tale med dette om. Det vil være godt for dig og godt for jer begge.

Godt at du skrev, det er en start, og jeg håber, du tager imod denne opmuntring og lille ”puf” til at søge hjælp.

vh Birgithe


Birgithe Bennetzen

Skrevet af:

Birgithe Bennetzen

psykolog

adamogeva.dk

Annoncer