Hvordan få hjælp, så jeg stopper med at slå min kæreste?

Vis spørgsmål

Jeg har brug for hjælp nu, da jeg slår min kæreste. Hun vil ikke finde sig i det mere, da vi har to børn og det har stået på i 3 år og vi har været sammen i snart 5 år. På forhånd tak

Niclas, 27 år


SVAR:

Hej Niclas!

Tak for din mail til AdamogEva.dk, hvor du spørger om hjælp, da du slår din kæreste. Du giver ikke så mange oplysninger og skriver heller ikke i hvilket omfang, du slår din kæreste, men jeg vil prøve at svare så godt som muligt på din henvendelse. Det er rigtig godt, at du skriver til os, for du har helt ret – du har brug for hjælp, og du kan betragte dette som det første skridt af mange. Jeg vil gerne rose dig for at skrive til os, da det kan være svært at spørge om hjælp. Desuden er vold i familien et meget tabu-belagt emne, så det kan være svært at snakke med nogen om det. Godt at du skriver til os!

Tag jeres situation alvorligt  

Til at begynde med vil jeg gerne sige, at du skal tage den situation, jeres familie er i, alvorligt. Jeg synes, det er rigtig godt for jer alle, at din kæreste siger stop nu, og så er det op til dig at tage ansvar for, at det stopper. 

Vold i familien er meget skadeligt, og det nytter ikke noget at tænke, ”jeg kan ikke styre det” eller ”det er bare sådan jeg er”. Volden vil på sigt ødelægge din kæreste, jeres familie og dig selv, da den er med til at dræbe kærligheden og ømheden i dig selv. Et sundt forhold bygger på gensidig tillid, intimitet og samhørighed. Når du slår din kæreste, sætter du alle disse faktorer på spil.

Desuden har vold blandt forældre store konsekvenser for børnene i familien. Selv om du ikke slår direkte på børnene, så kan de alligevel tage alvorlig skade af at opleve, at du slår deres mor. Derfor mener jeg det af hele mit hjerte, når jeg skriver, at volden mod din kæreste skal stoppe, og den skal stoppe nu!

Hvorfor vil du gerne have, at det stopper?

Når jeg læser din mail til mig, bliver jeg lidt i tvivl om, hvorfor du ønsker at stoppe med at slå din kæreste. Vil du gerne ændre din adfærd, fordi du selv reelt synes, at det er et problem, eller vil du gerne stoppe med at slå hende, fordi hun nu ikke vil finde sig i det længere? Bliver du først opmærksom på problemet nu, hvor hun siger fra, eller har du længe syntes, at det var et problem? Jeg synes, det er en vigtig skelnen, da jeg mener, at det er helt afgørende for den videre proces, at du selv har indset, at det er skadeligt og forkert at slå et andet menneske.

Hvorfor slår du?

Som det næste vil jeg spørge dig, hvorfor du i sin tid begyndte at slå din kæreste? Når man benytter vold, har det ofte vidt forskellige årsager. Det kan være, at du har oplevet vold blandt dine egne forældre og derfor viderefører mønsteret i din egen familie? Det kan være, at du har svært ved at udtrykke dig med ord og derfor bliver frustreret og griber til vold? Det kan være, at du og din kæreste skændes meget og har brug for hjælp til at kommunikere? Det kan også være, at der er en helt tredje forklaring, men uanset grunden vil jeg opfordre dig til at tænke efter og komme frem til et par forklaringer, der giver mening for dig. Måske er det netop her, du skal sætte ind?

Søg professionel hjælp

At bryde med et mønster man har haft i årevis kræver en stor indsats. At skrive til os her på AdamogEva.dk er første skridt, men det er ikke nok at spørge os til råds. Min helt klare opfordring til dig vil være at søge professionel hjælp i form af en psykolog eller en terapeut. Mange professionelle har speciale i at hjælpe folk med at styre deres vrede, hvilket også vidner om, at du ikke er den eneste, der kæmper med dette problem.

Du har også den mulighed, at du kan tage kontakt til socialforvaltningen i den kommune, du bor i, for at høre om de kan hjælpe dig. De sociale myndigheder i kommunen kan yde akut og længerevarende hjælp til familier med vold i familien, både til den, der er udsat for vold og til den, der udøver vold. I mange kommuner findes der Familiehuse eller lignende, hvor man som forælder kan søge hjælp. Du kan ringe til jeres kommune og spørge, hvor du konkret skal henvende dig for at få den nødvendige hjælp. Hvis det er for svært, kan du også bede din egen læge om hjælp til at få skabt en kontakt.

Sig undskyld!

Hvis du ønsker, at dit forhold til din kæreste skal overleve, er det afgørende, at du beder din kæreste om tilgivelse. Du har gentagne gange såret hende, og det kræver tid og tilgivelse at genopbygge tilliden imellem jer. Jeg vil opfordre dig til at vise din kæreste så meget respekt, at du fortæller hende, at du nu vil tage ansvar for at få hjælp til ikke at slå mere. Måske er det også nødvendigt, at du for en tid finder et andet sted at bo, indtil du har fået hjælp til at ændre din adfærd. Det, at du bor et andet sted midlertidigt, kan være nødvendigt, for at sikre, at det ikke sker igen. I kan stadig være sammen, hvis I begge har lyst, sådan at I kun har de gode timer sammen. Skulle det i samværet ske, at du mærker, det trækker op til konflikt, hvor du kan risikere ikke at kunne styre dig, så har du muligheden for at gå.

Til sidst vil jeg ønske dig held og lykke med den proces, du skal i gang med. Jeg vil slutte af med et citat fra Bibelen, hvor Jesus tilgiver en kvinde, der har syndet. Efterfølgende siger han: ”Gå, og synd fra nu af ikke mere”. Jeg håber også, at du vil søge tilgivelse og tage imod denne befaling, så du konkret viser, at du ikke gør det mere.

Kærlig hilsen Niels Peter Nielsen


Niels Peter Nielsen

Skrevet af:

Niels Peter Nielsen

Psykolog

adamogeva.dk

Annoncer