Hvordan bliver jeg mere end en ven for en pige?

Vis spørgsmål

Hej Adam og Eva

Jeg er en dreng på 17 år. Jeg har nogle problemer, når det gælder piger, da jeg altid ender som ven. Jeg er stille og rolig, åben og tolerant, jeg tænker ikke på sex, som mange andre drenge gør. Jeg tænder mere på personligheden end udseende, ikke fordi udseende ikke betyder noget, men personligheden er bare vigtigst for mig.

Hver gang, jeg kan lide en pige eller prøver stille og roligt at score én, så ender jeg altid som ven. Jeg er 17 og bange for, at jeg ender alene, da jeg altid har fået at vide, at jeg er mærkelig og skør og til tider, at jeg er klam, og det sidder dybt i mig. Men det som sidder dybest er, at jeg utallige gange har fået at vide, at jeg aldrig vil få en kæreste.

Fornylig har jeg været interesseret i en pige og prøvet stille og roligt at score hende, men fik at vide, at hun hellere vil være min ven. Det sker hver gang!

Hvad skal jeg gøre for IKKE at ende i friendzonen? Og vil piger helst have dem, som er lidt bad ass? Håber I kan give mig nogle gode svar og råd, da jeg helst ikke vil ende alene.

Kh ham som altid ender i friendzonen


SVAR:

Hej med dig!

Du spørger, hvad du skal gøre for ikke at ende i friendzonen. Min umiddelbare holdning er, at det må være et bedre sted at være end i hatezonen.

Du har god tid

Du lyder som en rigtig rar fyr, og det er de rare fyre, pigerne gerne vil være venner med og i sidste ende være kæreste med. Jeg kan dog godt forstå, du indimellem savner at blive valgt som kæreste, men du har god tid. Mange finder ikke en rigtig kæreste, før de er i 20’erne eller senere. Når den rette kommer, så er det tid, men ingen ved hvornår. For nogle er det, når de er 14, for andre er det, når de er 30. Det hjælper ikke noget at give op.

Teenagere siger dumme ting

Jeg kan forstå, at du har fået nogle kommentarer undervejs, og det trøster mig, at det måske er andre teenagere, der har sagt de dumme ting. Teenagere siger mange skøre ting uden at tænke sig om eller tænke over, hvad ordene gør ved et andet menneske. Ord kan bygge op og ord skal slå ihjel. Jo mere du selv er med til at bekræfte de negative ord, jo mere rigtige oplever du dem, og det er ikke godt for dig.

Du ER en god ven

Du VED, at du er en god ven. Hold fast i det. Og når den rigtige dukker op, så sker det, og kærligheden kommer til dig også. Men indtil det sker, så glæd dig over, at du ikke er alene. Du HAR venner. Du er nogens ven. Du er hverken den første heller den sidste, der bliver forelsket i en ven, som ikke gengælder det. Det er hårdt og svært, men du kan ikke tvinge den anden til at få kærlighedsfølelser for dig.

Bad ass eller rar dreng

Så til dit spørgsmål om pigerne hellere vil have en “bad ass”. Jeg har lavet lidt research blandt pigerne i mit netværk (15-19 årige piger). Der er ingen af dem, hverken dem der er single, eller dem der har en kæreste, som siger, at de foretrækker en bad ass fyr som kæreste. Det kan godt være, de vender sig efter en bad ass fyr, men de ønsker ikke et længere kæresteforhold med sådan én. Nogle gange kan de lave forestillinger om, at de gerne vil “redde” ham, men det lykkes som regel aldrig. Der er forskel på, hvad vi fascineres af, og hvad der holder på den lange bane.

Du skal nok nå at finde hende, som du skal være sammen med, men det er ikke sikkert, der sker noget i den retning allerede i år. Jeg håber du må finde lidt mere tålmodighed og nyde dit liv, som det er nu. Måske kan du få noget ud af at læse artiklerne Den eneste ene og Slå koldt vand i blodet. Eller kig under temaet Fra venner til kærester.

Held og lykke med kærligheden, når den kommer til dig.

Kærlig hilsen
Anja


Anja Kaas

Skrevet af:

Anja Kaas

Psyko- og familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer