Hvordan bli’r jeg bedre til sex?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg er en pige på 14 år, som gerne vil have svar på nogle ting om sex.

Jeg startede lidt hurtigt med at ha’ sex (‘min første gang’ var som 12-årig) Og jeg vil gerne vide, hvordan jeg kan give min kæreste den bedste oplevelse med hans ‘første gang’?

Jeg vil meget gerne tilfredsstille ham. Så jeg vil rigtig gerne vide, hvordan jeg kan give ham den bedste orgasme eller lignende ...

Hvad kan drenge egentlig bedst lide ved sex? Hvordan får man dem tændt bedst? Hvordan kan man ‘hjælpe' dem, så pigen også kan få en god oplevelse? Hvordan får piger en god orgasme?

Hilsen H ...


SVAR:

Kære H

Tak for dit brev til AdamogEva.dk

Jeg kan ikke vejlede dig til en bedre teknik, så du kan blive rigtig god i sengen. For det første fordi du er så ung, som du er. Min holdning er ganske enkelt, at det er alt for tidligt. I øvrigt har vi også en lovgivning, der sætter 15 år som den seksuelle lavalder, men selv som 15-årig er det nok de færreste, der er klar til at rumme betydningen og værdien af at være sammen seksuelt med et andet menneske.

Sex er et kærlighedssprog

På AdamogEva.dk er vores etik, at sex er et kærlighedssprog, som to mennesker udvikler sammen, i gensidig tillid og tryghed i hinanden. Sex gør os sårbare; vi blotter ikke bare vores legemer for hinanden, men også nogle af vores inderste følelser og behov. Derfor er sex også langt mere forpligtende, end mange måske lige tænker i første omgang.

Sex er lidt som at dele en privat hemmelighed med hinanden. At blive betroet en andens hemmelighed forpligter også, så vi ikke “lækker” noget, men tager det ansvar på os, som den tillid indebærer. Når vi har sex, har vi også delt noget kostbart og intimt med hinanden. Vi binder os til hinanden med nogle bånd, der ikke sådan bliver hevet fra hinanden, uden at noget går i stykker. Den forståelse af sex er desværre ikke altid lige tydelig. Ofte får man det indtryk, at sex bare er sådan en “hygge-aktivitet”, man kan hygge sig med, hvis stemning og lyst inviterer til det – på linje med en isdessert eller en “feel-good-film”. Men sex er noget meget dybere end det.

Pas godt på dig selv

Så det jeg skriver her, skriver jeg, fordi jeg håber, du vil overveje, hvordan du passer godt på dig selv – og din kæreste. Jeg synes bestemt, du lyder omsorgsfuld og kærlig, fordi du gerne vil gøre sex til en god oplevelse for din kæreste.

Men udgangspunktet for god sex handler om at finde ind i et trygt og sundt forhold, hvor du tør tro på kærligheden og ikke “føle dig på prøve” eller har behov for at bevise noget. De rammer får forholdet, når to lover hinanden kærlighed i medgang og modgang. Når man er dér, er det ikke ensbetydende med, at sex bare fungerer af sig selv. Det kan godt være, man skal have hjælp, og det kan man få. Men man er der, hvor de trygge rammer er sat.

Jeg vil foreslå dig, at du læser disse artikler her. Og så ville jeg opfordre dig til at tænke over, hvordan du gerne vil have, at dit sexliv skal blive fremover.
Pas godt på dit sexliv
Sex og følelser
Vejen til god sex

De bedste hilsner fra
Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

Journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK