Hvordan beviser man, at man er jomfru?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg vil gerne vide, hvordan en dreng kan vide om man er jomfru eller ikke er jomfru.

Hvilke tegn kan bevise, at man er jomfru?

Og hvad gør, at en dreng kan se, at man IKKE er jomfru ...

Håber I kan give mig et svar, for er virkelig nysgerrig.

A 15 år

SVAR:

Kære A

Tak for dit spørgsmål. Det er rigtig vigtigt spørgsmål, som skaber store problemer for mange, så jeg vil gerne svare - og samtidig henvise til nogle flere svar vi har liggende.

Jeg kan ikke se på dit spørgsmål, om du er en dreng, der er nysgerrig efter at vide, hvilke tegn der kan vise, om du er jomfru eller ikke jomfru, eller om du er en pige, der har brug for at bevise din jomfru-stand over for en dreng.

Ærlighed og tillid

Hvad enten du er en dreng eller pige, så er du jomfru, hvis du ikke har haft samleje. Så det vil du selv kunne vide med 100% sikkerhed. Hvorvidt en anden kan være sikker på det, er først og fremmest et spørgsmål om ærlighed og gensidig tillid. Hvis du er sammen med den dreng eller pige du elsker, og vil dele dit liv med, så bør det fuldt ud være nok, hvis du ærligt fortæller, om du har været i seng med nogen eller om du ikke har.

Hvis du ikke er jomfru, skal du ikke foregive at være det. Ærlighed er meget afgørende for et trygt og sundt forhold - og alt afgørende for et ligeværdigt og trygt sexliv.

Hvis der bliver forlangt beviser, så er det et udtryk for mistillid, det er ydmygende og mangel på respekt. To der elsker hinanden og vil hinanden, skal kunne være ærlige og føle sig accepteret og godtaget med det man er, og den historie man nu har.

Den uværdige bevisførelse

Der er i bestemte kulturer tradition for, at en pige skal kunne bevise sin jomfru-stand. Det er en meget ulykkelig og uværdig skik. For det første fordi det er er udtryk for mistillid. For det andet er det et udtryk for manglende respekt for kvinden, da det samme krav ikke stilles til mænd. Endelig er det slet ikke muligt at hænge en kvindes jomfru-stand op på det helt konkrete bevis, der traditionelt forlanges, fordi det ikke er en fair og holdbar bevisførelse. Det vil jeg kort forklare.

Virkelighedens mangel på bevis

Det som traditionelt har været krævet som bevis for en kvindes jomfrustand, er en blodplet ved første samleje. Det skal bevise at jomfruhinden for første gang bliver brudt, og derved bløder. Jomfruhinden er i virkeligheden ikke en hinde, der sidder og dækker over hele passagen oppe i skeden, men en kant, der sidder nogle få centimeter oppe i skeden. Den varierer fra kvinde til kvinde i tykkelse og sejhed. For nogle kvinder tager det lidt tid inden den kant giver sig, revner og flosser, og ofte bløder lidt. I andre tilfælde er den tyndere, og generer ikke passagen noget særlig, og bløder heller ikke.

Mangel på blod er ikke et reelt tegn på, at man tidligere har haft samleje. Desuden oplever mange kvinder, at deres jomfruhinde er revnet og flosset længe før de har gennemført samleje. Det kan ske ved brug af tampon, eller forskellige former for sport, eller for nogle gælder det også, at de slet ikke har en tydelig jomfruhinde. Derfor er det dybt ulykkeligt, at den lille "fordømte blodplet" skal tages som afsløring for, om en kvinde er jomfru eller ej. Om din jomfruhinde er intakt eller ej gør dig hverken til mere eller mindre jomfru. Om ham du vælger at dele dit liv med og have sex med kan se blod på lagenet eller ej, siger ikke noget om, hvorvidt han kan regne med, at han er din første. Du er jomfru, hvis du ikke har haft samleje. Han skal kunne tage dig på ordet. Det har du krav på, ellers sætter jeg spørgsmål ved det ligeværdige i jeres forhold.

Søg støtte og viden

Du kan læse lidt mere her på siden. Det er vigtigt at søge viden, så du ikke går ind på krav om dårlig uværdig bevisførelse, hvad enten du er dreng eller pige. 

Jeg vil også anbefale hjemmesiden etniskung.dk, som blandt andet vil støtte kvinder, der er presset til at bevise deres jomfrustand.

De bedste ønsker for dig - og skriv endelig igen, hvis der er mere, vi kan hjælpe dig med.

Benna

Annoncer