Hvor udviklet skal man være for at få menstruation?

Vis spørgsmål

Kære Adamogeva. Ros til denne side!:-) Mit spørgsmål er egentlig meget simpelt og går på: Kan man godt få menstruation, når ens bryster er små, og der er ikke er helt dækket til med hår ved underlivet?

- Min mor fortalte mig nemlig, at hun troede, at jeg snart fik mens. Hun sagde, hun også var 13, da hun fik det, og lignede lidt mig.

Men jeg tvivler på, om jeg er udviklet nok? Jeg vejer 39-40 kilo, men hvis jeg kommer til at veje 42-44, tror I så jeg får mens?

Jeg har ikke hår under armene, men jeg har hår ved underlivet.

Jeg tror, det er udflåd, jeg har, når der altid er sådan fugtigt i skeden, og der er altid gule/hvide pletter på mine underbukser. Det har jeg haft i ret lang tid ca 1-1½ år.

Tror I det er udflåd?

Min mor og jeg snakker rigtig tit om pubertet (når jeg tør), og hun har stor erfaring med teenagere, fordi jeg har to storebrødre.

Kan man godt komme igennem denne fase uden at være sur på sine forældre?? Selvom jeg nogle gange synes, hun er irriterende, så kan jeg ikke få mig selv til at fortælle det eller blive sur, fordi hun altid er så hjælpsom. Men så kan jeg godt føle, at jeg ikke er teenager, når hun altid skal være så sød! Det er til at blive gal over..!

På forhånd Tak.

Dejlig hjemmeside:)

Kh. C..... (13 år)


SVAR:

Hej C!

Tak for dine fine spørgsmål. Godt du er glad for hjemmesiden.

Lidt om menstruation

Det er sådan med menstruation, at det ikke bare kommer fra den ene dag til den anden heldigvis! Selvom du måske ligner din mor, og hun fik mens. da hun var 13, er der stadig flere ting, der spiller ind.

Der går ca. to år fra man begynder at få bryster, til man får menstruation.

Hvad angår vægten, så skal de fleste nok op og veje omkring 50 kg før kroppen er klar til mens., så ud fra, hvad du fortæller, kan der godt gå lidt tid endnu.

Er det udflåd?

Det du beskriver med pletter i underbukserne, lyder meget som udflåd. Det er helt normalt, og begynder når man som pige begynder at gå i pubertet. Selvom det måske kan virke underligt, er det faktisk sundt at have udflåd, da det bla., holder underlivet fri for farlige bakterier.

En ”rigtig” teenager

Hvor er det dejligt, at du har sådan et godt forhold til din mor. Nej man SKAL ikke være sur på alt og alle for at være en rigtig teenager!! Det at være teenager handler meget om, at man er midt imellem at være barn og voksen. Nogle gange er man super sej og har styr på alting. Fem minutter efter kan man slet ikke finde ud af noget som helst og alle omkring en er bare irriterende. Man er på vej til at blive voksen og i gang med at finde ”sine egne ben”. Dvs. gå fra at være et barn, der er helt afhængig af sine forældre til at være en ung, der kan klare mange ting selv, for til sidst at blive voksen og kunne klare det meste selv.

Du begynder langsomt at se anderledes på din mor, og have nogle andre holdninger til mange ting end hende, og det er helt naturligt. Du er jo lige nu langsomt ved at finde dine egne ben og gøre dig mere uafhængig af dine forældre.

Sig det som det er

Når du oplever, at du bliver irriteret, så sig det til din mor, som du har det, at du er uenig, at du synes hun er urimelig, overdriver, er pinlig eller hvad det nu er. Du behøver jo ikke sige det på en ”grim” måde. Jeg er sikker på, at din mor allerhelst vil have en ”ærlig” teenagedatter frem for en datter, der går med de irriterende følelser indeni. Hvis du er ærlig og åben, er det meget lettere for dine forældre at finde ud af, hvordan du har det. Du får det også bedre med dig selv, hvis du er ”ligeud af posen”.

Det er netop hjemme, hvor man er tryg og ved, at der er nogen, der elsker en lige som man er, at man kan være helt sig selv. Hvis man lærer at være sig selv og bliver accepteret for det, er det også nemmere at være sig selv overfor venner og i skolen.

Håber du kan bruge mit svar – og du er velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen Marianne


Marianne Martinsen

Skrevet af:

Marianne Martinsen

Sundhedsplejerske

adamogeva.dk

Annoncer