Hvor høj kan jeg regne med at blive?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg er en dreng på 14 år og 172 cm. Jeg er lige stoppet med vækstspurten for et år siden og er vokset 6 cm siden (i vækstspurten voksede jeg 10 cm. om året).

Jeg vil lige høre, om I ca. ved, hvor meget I tror, jeg vokser det næste år og måske også det næste år igen. Det betyder rigtigt meget for mig, at jeg ikke bliver for lav. Min far er 184, og min mor er 170.

Hvis I ikke ved det helt præcist, så bare kom med et godt bud.

Tak på forhånd :)


SVAR:

Kære anonyme dreng

Tusind tak for spørgsmålet.

Forventet sluthøjde

Ens forventede sluthøjde kan regnes ud nogenlunde præcist, dog plus/minus 8,5 cm!

Man regner ud fra formlen:
Drengs sluthøjde: ((mors højde + 13 cm) + fars højde)/2
Det vil sige, at ifølge formlen kan du forvente at blive:
((170 cm + 13 cm) + 184 cm)/2 = 182,5 cm (Plus/minus 8,5 cm.) Det vil sige et sted mellem 174 cm og 191 cm.

Normal vækstspurt

Hvis du afsluttede din vækstspurt som 13-årig og siden er vokset 6 cm pr. år fra 13-14 årsalderen, følger du normen rigtig fint. De næste år vil du sikkert kun vokse 2 cm om året i 14-15 årsalderen og 1 cm om året i 15-16 årsalderen.
Gennemsnitligt ligger afslutningen af vækstspurten for drenge som 14-årig, men der er også nogle, hvor den ligger lidt før. Har man vækstspurten tidligt, ender man som regel med en lidt lavere sluthøjde end ellers. Det vigtige er, at man følger sin egen vækstkurve.

Hvis det er meget vigtigt for dig at få en helt præcis udregning af din mulige sluthøjde, kan din læge tjekke det for dig ved at plotte dine højder fra de seneste år ind på en kurve. Ifølge det, du har oplyst, virker det dog til, at alt er helt normalt, og jeg tror, du ender et sted mellem 174 cm og 191 cm.

Hvis du har lyst til at læse mere, kan du læse artiklen Fra dreng til mand og svaret Dreng 16 år – hvor høj kan jeg nå at blive?

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at jeg ikke har gjort dig mere forvirret.

Venlig hilsen
Heidi Fhær


Heidi Fhær Larsen

Skrevet af:

Heidi Fhær Larsen

Læge

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK