Hvorfor ikke have sex før ægteskabet?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på 20 og har haft en kæreste i halvandet år og vi har et rigtig godt og åbent forhold. Vi er begge kristne og er af den "klassiske" overbevisning.

Vi kæmper for ikke at have sex før ægteskabet. Vi har talt om emner, som tanker omkring fysiske grænser for kærtegn, sex-før eller efter ægteskab osv. mange gange, men må næsten hver gang ende samtalen med en tung konklusion: "Vi må også tage os sammen", da vi virkelig har svært ved at udleve vores mission om at holde os på måtten.

Problematikken:

1) Vi har ikke haft sex, men det er nok også det eneste, vi mangler. Vi har bare gradvist flyttet os og nu er det bare SÅ svært og SÅ langt tilbage til "bikini-grænsen". Hvad kan vi gøre?

2) Vi er meget sikre på, at det skal være os to, men vi er slet ikke klar til at blive gift. "Hvis kærligheden er ægte, hvorfor så ikke have sex?" Det er et spørgsmål, der provokerer mig! Jeg synes, at mange artikler om sex og ægteskab bunder i, at kærligheden skal være ægte og helt reel, før man har sex - men hvad nu hvis man føler denne stærke kærlighed nu og det bare er et spørgsmål om et par år, før man bliver gift? Det er jo ikke bare et tilfældigt samleje? Det er fordi, vi virkelig elsker hinanden og ikke kan lade være. Lige på dette punkt bliver jeg bare så usikker. Hvorfor er det så, at vi skal vente?

Jeg/vi har brug for en opmuntring og et godt input til hvordan vi skal forholde os.

Pige, 20 år


SVAR:

Kære Pige

Stort tillykke med dit forhold. Det lyder som om, I har det rigtig godt sammen.

Det er en svær situation, I er i. I elsker hinanden og føler jer fysisk tiltrukket af hinanden. På det punkt ligner I langt de fleste kærestepar. Og som mange andre før jer, føler I jer derfor fristede til at have sex, selvom I på den anden side ønsker at leve i overensstemmelse med Guds ord. Og Guds ord siger, at sex hører til i ægteskabet. Guds vilje i forhold til sex og ægteskab provokerer dig. For hvorfor må I ikke have sex, når I nu virkelig elsker hinanden? Det helt rigtige svar på det spørgsmål, har kun Gud. Derfor vil mit svar kun være mit bud på, hvorfor Gud vil ”gemme” sex til ægteskabet.

Gud vil os det bedste

Når Guds bud og forbud provokerer os, synes jeg, det kan være en hjælp at tænke på, at Gud er kærlighed, og at Han ønsker os alt det bedste. Når Han derfor forbyder os eller fraråder os bestemte ting – i dette tilfælde sex udenfor ægteskabet – så gør Han det af kærlighed til os. Han gør det, fordi Han ved, at det er det bedste for os. Du må komme med din frustration til Gud. Også når Hans bud provokerer dig.

Jeres plan er, at I skal giftes om et par år. Men med fare for at lyde for pessimistisk (mere pessimistisk end jeg tror, der er grund til i jeres tilfælde), så må jeg minde om, at så længe I ikke er gift, er intet sikkert. Det er desværre før set, at par, som sammen havde planer om ægteskab, alligevel ikke bliver gift men i stedet vælger at gå fra hinanden. Hvis det skulle ske for jer (hvilket vi ikke håber, det gør), hvordan ville I så hver især have det, hvis I havde haft sex sammen? Ville I fortryde, at I havde delt dette sammen?

Du skriver også, at I ikke er klar til ægteskab endnu. Og med din unge alder taget i betragtning, har du nok ret. Men hvad er det, som du ikke føler, I er klar til? At vågne op sammen hver morgen resten af livet? At påtage jer de forpligtelser, der følger med, når man stifter hjem? Eller?

På den anden side føler du, at I er klar til sex. Men er I klar til de eventuelle konsekvenser af sex? Med andre ord, føler I jer klar til at blive forældre, hvis du bliver gravid? Ingen form for prævention er 100% sikker, så jeg synes, det er vigtigt, at I gør jer denne overvejelse, inden I har sex.

Forsøg at flytte fokus i jeres samvær

Når jeg læser din henvendelse, får jeg det indtryk, at I allerede har været mere intime, end hvad I på en måde ønsker. I kan ikke skrue tiden tilbage. Sket er sket. Men i fremtiden kan I forsøge at begrænse situationer, som kan friste jer. Fristelserne vil ofte være størst, når I er alene sammen. Så overnat ikke alene sammen. Begræns i det hele taget tiden alene sammen. Selvfølgelig skal I have tid alene sammen som par, men det er lettere at begrænse kærtegnene, hvis der også er andre i hjemmet. Tid sammen som par kan også være en gåtur i skoven, en tur på café, en tur i biografen eller lignende, hvor I er sammen samtidig med, at I også er omgivet af andre.

Sidst men ikke mindst vil jeg også minde om, at Gud har lovet at velsigne dem, der holder Hans bud. Derfor må vi som kristne også stole på, at der er velsignelse i at vente med sex til ægteskabet. Sex er værd at vente på!

Hent mere inspiration

Måske vil I også kunne bruge nogen af de andre svar og artikler på AdamogEva.dk. Som en start kan I fx læse

Værd at vente på, som er en artikel om det at vente med sex, eller Ægteskabet og Bibelen, som er en artikel om ægteskabet.

Hent også inspiration i svar til andre i lidt samme situation:

Vi ønsker at vente med sex, har I konkrete råd?

Hvor sætter vi grænsen for sex kort før brylluppet?

Hvordan klarer vi at vente med sex til ægteskabet?

Hvor går grænsen, når vi ikke ønsker samleje før vi er gift?

Jeg håber, svaret kan være jer til hjælp. Må Gud velsigne jeres forhold.

Jette


Jette Bak Pedersen

Skrevet af:

Jette Bak Pedersen

Psykolog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK