Hvilke kropsidealer og forventninger kan vi ifølge Bibelen tillade os at have til hinanden?

Vis spørgsmål

Hej! Mig og min kæreste havde en diskussion den anden dag, om hvad vi som kristent kærestepar kan forvente af hinanden kropsmæssigt. Min kæreste er et par centimeter højere end mig, måske 3-4 cm. Og det er en gang imellem blevet lidt følsomt mellem os, fordi man vel i verden har et mandeideal, krop a la Schwaznegger (eller i hvert fald en krop, der muliggør, at manden kan beskytte kvinden dvs. fortrinsvis høj og med muskler).

Og man kan jo også sige, der er noget bibelsk i det (Ef 5 om manden som kvindens hoved og dermed leder). Men omvendt kan man vel også sige, at det at mænd skal have muskler er fuldstændig parallelt med de forventninger nogle mænd har til kvinder, om at de skal have en smal talje og generelt lav vægt (fordi så er de jo mere sårbare og mere beskyttelsesværdige). Så begge krav er lige forkerte? Eller hvordan?

Min kæreste synes, de ikke er helt parallelle, da hendes smalle talje ikke ville give mig mere selvværd, men det ville mine større muskler, fordi så er hun feminin. Men så kan man jo svare igen, at så er der noget galt med den måde, hun får selvværd på, hvis hun bygger det på, hvordan hun og hendes kæreste ser ud.

Indrømmet, jeg synes om smalle taljer, og ja, jeg ville også have det bedre, alt andet lige, med større muskler, men jeg synes ikke, det bør spille den store rolle.

Vi er forvirrede og ville meget gerne have jeres kyndige, bibelske vejledning om, hvilke forventninger vi kan tillade os at have til hinanden.

Jeg tænkte lige, der var nogle informationer, der var relevante, hvis I skulle give vejledning til vores præcise forhold. Jeg har kæmpet med onani og pornografi i nogle år nu, og det gør jo også, at hun bliver usikker på sig selv og sin krop. Det er også blevet værre af, at hun engang spurgte, om jeg synes, hun var smukkere, da hun var lidt tyndere, og da svarede jeg ja, men nuancerede det også med at sige, at det ikke betød det store (var det i øvrigt forkert af mig, at synes at hun var smukkere da? Det burde jo ikke være, hvordan vi ser ud, der bestemmer, hvordan vi har det med os selv?).

Guds fred

Karsten, 23 år


SVAR:

Tak for din henvendelse

Din kæreste og du har diskuteret, hvad I kan forvente af hinanden angående jeres kroppes udseende.

Et emne, som egner sig dårligt til en diskussion

Diskussionen var – sådan som jeg læser din henvendelse – ikke særlig behagelig for nogen af jer. Vores forhold til vores krop er væsentlig med hensyn til vores selvopfattelse (- ikke mindst for en kvinde), og derfor er det, at diskutere hinandens kroppes udseende, et meget følsomt emne for et kærestepar, hvor I meget let kommer til at såre hinanden dybt.

Som jeg forstår det, du skriver, så er du et par centimeter lavere end din kæreste og hun har knap så smal en talje, som hun tidligere har haft. Hun så, for sin del gerne, at du havde flere muskler på kroppen og eventuelt var lidt højere - og du ville, for din del gerne, at hun havde en smallere talje.

Motionscenter og slankekur!

Jeg er sikker på, at løsningen på jeres problem ikke er, at du køber sæsonkort til det lokale motionscenter og giver den fuld skrue dér i et par år – eller at din kæreste pålægger sig selv en slankekur og taber sig nogle kilo. Det ville naturligvis være helt i orden at gøre det, hvis I hver især har lyst til at gøre det. Men selv om det ville lykkes for jer, henholdsvis at få flere muskler og få en smallere talje, ville det ikke løse jeres fælles problem!

For løsningen findes et helt andet sted end i muskler og taljemål!

I er underfuldt skabte!

I har ikke selv valgt jeres kroppe – jeres højde og mål forskellige steder på den. Derimod er I skabt og formet af Gud, sådan som han ville ha´ at I hver især skulle være – både jeres kroppe, jeres forskellige personlighed og jeres sind.

Det er svært at sige, hvad syndefaldet, som er beskrevet i 1.Mosebog kap.3, har betydet for den menneskelige krops udseende (- personligt tror jeg ikke, det er her syndefaldet indebar de største ændringer). Derimod giver syndefaldsberetningen os forklaringer på, hvorfor vi nogle gange hverken ser på os selv eller på vores medmenneske/kæreste som de underfulde skabninger vi er – og hvorfor vi mennesker så ofte kommer til at såre hinanden dybt.

Vi kan ændre på nogle småting

Fra Skaberens hånd er vi alle underfuldt skabte, sådan som Kong David fryder sig over det i sin Salme 139 vers 14 (i Bibelen), hvor han skriver: ”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger”. Nogle af os har han skabt, så at vi bliver 2 meter høje – andre så de bliver 1,60 meter. Nogle har han skabt, så vi får brede hofter og smal talje – andre har han skabt, så vi får mere runde former.

Grundlæggende kan vi ikke ændre det helt store på vores egen krop (hvis vi da ikke kaster os ud i en række kostbare og risikable kirurgiske indgreb!). Kun i småtingsafdelingen kan vi ændre en smule. Vi kan ved at spise med fornuft tabe os nogle kilo, og vi kan ved at træne vores krop gøre den mere spændstig og muskuløs. Men vores højde og vores hofters bredde kan vi ikke gøre noget ved.

Manden er kvindens beskytter

En af forskellene mellem mænd og kvinder er, at mænds kroppe generelt er større og stærkere end kvinders. Desuden har det til alle tider ligget dybt i manden, at han vil beskytte kvinden og sørge for hende. Derfor drog mænd i svundne tider i kamp mod fjenden, for at beskytte deres kvinder og børn i landsbyen mod fjendtlige angreb. Og derfor drog mænd på jagt med bue op pil, for at skaffe kød på bordet.

Nu om stunder er mænd ikke mere nødvendige til den slags, for nu kan den teknologi, som er en væsentlig del af moderne krigsførelse, lige så vel betjenes af kvinder som af mænd - og vores kød til middagsbordet finder vi i supermarkedernes kølediske.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at mænd har en medfødt trang til at beskytte og kæmpe for deres kvinde – ligesom det er en dyb længsel hos kvinden, at blive kæmpet for og at blive beskyttet af deres mand.

Men det er ikke først og fremmest på en mands muskelmasse, vi skal aflæse hans evne til at beskytte og værne om kvinden, men i langt højere grad i mod og vilje til at ville beskytte og værne og kæmpe for. - At han er rede til at sætte sit eget til side, for at komme sin kvinde til hjælp - ja, er villig til at sætte livet på spil for at beskytte hende.

Tilsvarende ligger der en dyb længsel i kvinden efter at blive beskyttet af manden. Men jeg er helt sikker på, at det ikke (som du antyder det) er en kvindes vægt eller kropsform, som afgør om hun er ”beskyttelsesværdig” eller afgør om hun længes efter, at manden sætter noget til side for at beskytte og værne om hende. Denne længsel ligger nemlig ikke gemt i hverken smal talje eller lav vægt, men i hendes kvindehjerte.

Tak din Skaber for, at du er underfuld skabt!

Det er ikke at være selvfed, at gøre dét!

Kong David gjorde det som sagt, og dermed udtrykker han to ting.

For det første, at han anser sig selv for at være underfuld skabt (det betyder imidlertid ikke, at han, når han så på sig selv, så en perfekt krop - og en perfekt personlighed, hvis han så indad….).

Og for det andet udtrykker han en erkendelse af, at han ikke er, hvad han er i kraft af sig selv. Hvad han er, er han i kraft af, at Gud har skabt ham underfuld.

Sådan så Kong David på sig selv. Og netop denne måde at se på sig selv på, gjorde det muligt for ham, også at se på andre mennesker som ”underfuldt skabte”.

Onani og pornografi

Du skriver, at du i flere år har kæmpet med onani og pornografi og - som jeg forstår det – véd din kæreste det. Ud fra det, du skriver, kan jeg ikke sige noget konkret om, hvilken indvirkning det har på jeres fælles problem. Du skriver dog selv, at din praksis vedrørende onani og pornografi, har betydet, at din kæreste er blevet mere usikker på sig selv og på sin krop.

”Det betyder meget for mig, hvordan du synes om mig”

Du skriver, at det tillige har gjort din kæreste mere usikker på sig selv og på sin krop, at hun engang spurgte dig, om du syntes, hun var smukkere, da hun var lidt tyndere, og du svarede hende med et ”ja”.

Du spørger i den forbindelse, om det var forkert af dig at synes, at hun var smukkere, da hun var lidt tyndere – og du skriver videre at ”det burde jo ikke være sådan, at det er, hvordan vi ser ud, der bestemmer, hvordan vi har det med os selv?”.

Det er vigtigt for os alle, hvordan vi har det med vores krop – om vi er tilfredse med dens udseende eller ikke, og for et kærestepar som jer, betyder det meget, at I hver især synes om hinandens kroppe. Og at den anden véd det.

Det indebærer vel at mærke ikke, at I begge skal have perfekte kroppe. Desuden er det meget forskelligt fra person til person, hvordan vi tænker os, at den perfekte krop ser ud.

Ikke mindst i et parforhold er vi sårbare i forhold til, hvad vores partner synes om vores krop. Vores forhold til vores krop betyder noget angående vores opfattelse af os selv. Og ligeledes betyder det noget, hvordan vores partner har det med vores krop.

Du spørger, om det var forkert af dig – på din kærestes direkte spørgsmål – at svare hende, at du syntes, hun var smukkere, da hun var lidt tyndere. Til det vil jeg svare, at det aldrig er forkert at svare i overensstemmelse med det, som er sandheden. Samtidig er det vigtigt, at du i besvarelsen af et spørgsmål af den karakter, er bevidst om, hvor sårbar din kæreste derned vælger at gøre sig i forhold til dig, og hvor vigtigt det svar, som du giver, er for hende. Ikke mindst for en kvinde er det vigtigt at vide, at hun er dejlig i sin kærestes øjne.

Du skriver, at ”det burde jo ikke være, hvordan vi ser ud der bestemmer, hvordan vi har det med os selv”.

Det kan du have ret i. Men det betyder til gengæld rigtig meget hvordan vi har det med vores udseende – og også hvordan vores kæreste har det med den.

Hvad kan I gøre?

For at komme godt videre, fra hvor I er nu med hensyn til jeres problematik, vil jeg opfordre jer til at tale sammen, om hvordan I hver især har det, og hvilke tanker, I går og tumler med. I kan eventuel begynde med at fortælle hinanden om følgende:

  • Fortæl hinanden om, hvad det er ved den anden, som I sætter pris på.
  • Fortæl hinanden om, hvad af det den anden siger eller gør, som gør jer glade - og om, hvad I hver især godt kunne tænke jer, at den anden sagde eller gjorde endnu mere.
  • Fortæl hinanden om, hvordan I har det med jeres egen krop, og hvad det betyder for jer, at I ved, at den anden synes godt om jeres krop.

Hvordan ville det f.eks. være for dig, at høre din kæreste sige: ”Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, men jeg har bare altid haft det sådan, at jeg helst ville ha´, at min kæreste skulle være højere end mig selv…. Måske er det fordi jeg altid har tænkt om mig selv, at jeg er lidt for høj…. Måske er det derfor jeg godt kunne tænke mig, hvis du havde været lidt højere…. Egentlig har det vel ikke så meget med dig at gøre, men mere om mit forhold til den måde jeg nu er skabt på…”

Og så kunne du for din del fortælle sin kæreste noget om dine tanker om, hvorfor du gerne ville have større muskler, om hvad onani og pornografi gør ved dig og om, hvad det gør ved dig, at I stiller de forventninger til hinanden, som I gør….

Jeg er sikker på, at en sådan samtale vil kunne knytte jer sammen og være med til at eliminere de problemer, du skriver om. Hvis I oplever, det er svært at komme i gang med en samtale om disse emner – eller hvis I igen og igen oplever, at samtalen kører af sporet, så jeres samtale ikke opbygger, men slider på jeres parforhold, så tøv ikke med at spørge en terapeut om at være jer til hjælp.

Hvad kan I forvente af hinanden kropsmæssigt?

Du begynder din henvendelse med at stille spørgsmålet: ”Hvad kan vi – som kristent kærestepar – forvente af hinanden kropsmæssigt”

Jeg må indrømme, at jeg har det lidt mærkeligt med dit spørgsmål.

- For det første, fordi min oplevelse er, at ordet ”forventning” meget let – i lyset af det, du i øvrigt skriver - kommer til at lyde som ”krav” og trang til at lave om på hinanden (Nu, hvor I hver især er skabt i selveste Guds billede, ville det være kikset, hvis I her bagefter forsøgte at omskabe hinanden til jeres eget billede af, hvordan I hver især synes den anden med fordel kunne være….).

- For det andet fordi spørgsmålet – i mine ører – har meget mere fokus på det I hver især selv kan få ud af jeres parforhold - og hinandens kroppe, frem for at have fokus på, hvad I hver især kan gøre, for at give jeres kæreste noget (i ord og handling), som kan gøre jeres kæreste glad og føle sig værdsat og dejlig.

- For det tredje tror jeg, at en samtale mellem jer om det spørgsmål, du stiller, meget let kan ende et sted, som ingen af jer ønsker, og som ikke er frugtbar for jeres forhold til hinanden.

Flemming Harpøth Møller, præst og psykoterapeut


Flemming Harpøth Møller

Skrevet af:

Flemming Harpøth Møller

Psykoterapeut, præst

adamogeva.dk

Annoncer