Hvem har noget at sige til os, som er faldet i seksuelt?

Vis spørgsmål

Jeg er en ung pige, der desværre begik den fejl at være i seng med min kæreste på trods af, at vi begge er kristne og mener, det skal vente til ægteskabet. For mig har det altid været en selvfølge, at han, jeg skulle giftes med, også skulle være den første. Jeg har haft en god kristen opvækst, men alligevel blev fristelsen for stor, og vi var muligvis også alt for unge.

Det er nu efterhånden længe siden, men problemet er der stadig. Ikke i så kraftig grad længere, men fristelsen bliver blot større og større. Jeg har efterhånden gået til adskillige seminarer og bibelundervisning, der handler om sex og afholdenhed osv.

Problemet er bare, at jeg i dag ikke synes, undervisningen er god nok. Jeg vil gerne høre, hvornår vi rent faktisk får noget undervisning, vi kan bruge til noget. Ved godt det muligvis er en hård kritik, men ønsker bare, der bliver gjort noget ved problemet. Jeg har snakket om dette med flere kristne, der også er faldet i på dette punkt, og nogle er helt enige med mig. Meget undervisning i dag går ud på porno, homofili og hvordan man “holder sig på måtten”. Problemet er bare, at sex er et stigende problem, og flere og flere er faldet i. Vi får ikke noget ud af at høre, vi skal holde os til bikinigrænsen og ellers bare sidde og kigge sødt på hinanden.

Jeg har brug for at vide, hvordan jeg slipper af med den selvforagt, jeg har til mig selv. Jeg har brug for at høre, hvordan jeg lever med den skyld at have bragt den person, jeg elsker mest i denne verden til fald, ved at gå i seng sammen. Jeg har brug for at høre, hvordan man finder oprejsning i hinanden og i Gud SAMMEN. Jeg har brug for at høre om nåden, om frelsen. Jeg har brug for at høre, hvordan jeg lever med mig selv dag efter dag i lyset af, at jeg har svigtet Gud.

Et stort problem indenfor dette ser jeg også i, at de undervisere, der så kommer ud alle har “holdt sig på måtten”. Det er helt kanon for nogle, men for os, der er faldet i, er det det sidste, vi har brug for at høre. Du hører heller ikke en, der aldrig har været narkoman, fortælle om stoffer og afhængighed. Du finder en tidligere narkoman, der taler af erfaringer og følelser, som om det var det mest centrale og den største befrielse i hans liv. Vi har brug for at høre om nogen, der er faldet i og som rejser sig. Vi har brug for at blive forstået og forstå.

Mit spørgsmål er: Hvornår kommer der en undervisning om sex, der handler om at oprejse sig fra faldet efter et fuldbyrdet samleje og den skyld og det had, man har til sig selv? Hvornår møder vi en undervisning, der fortæller mig, hvad jeg skal føle, HVAD jeg føler, HVORFOR jeg føler det, og hvad jeg skal gøre med de følelser, fordi et er sikkert: Jesus Kristus er død for min skyld, og igennem ham er jeg frelst. På trods af alle mine synder. Hvornår kan jeg gå til et seminar om sex og rent faktisk ikke føle mig som mindre værd?

Pige, 19 år


SVAR:

Kære pige på 19 år!

Tak for dit indlæg og dit spørgsmål her til AdamogEva.dk!

Hvor jeg dog forstår dit anliggende! Jeg tror, jeg kunne have skrevet et lignende brev, da jeg var omkring de 20. Jeg husker også, hvordan jeg sad med en oplevelse af, at talere snakkede udenom eller ikke havde livserfaring nok til at kunne formidle seksuelle emner til os unge kristne på en måde, som var relevant for mig. Det er vel den slags oplevelser, som ligger bag, at vi har en hjemmeside som AdamogEva.dk. Og hvem ved, måske er der også nogle, som synes, at vi her rammer ved siden af.

Jeg kan ikke svare på dit spørgsmål om, hvornår der kommer relevante konferencer og seminarer – også fordi jeg ikke ved, hvad du allerede har deltaget i, og hvilken kristen sammenhæng, du hører til i. Men dit brev får os til endnu engang at besinde os på nødvendigheden af, at vi som kristne tør være ærlige om både vores fald og vores sejre. At vi vælger ikke blot at fremstille en overflade af virkelighed, men vælger selve virkeligheden, som ofte er langt mere nuanceret. Og kompliceret.

De gode forbilleder kender også faldet

Noget af den største hjælp, jeg fik som ung, var at høre beretninger fra kristne, som havde været der selv. Jeg kunne spejle mig i deres fristelser og fald – og historierne om Guds genoprettelse og hjælp blev pejlemærker videre i min egen vandring. De blev forbilleder og eksempler. Jeg fandt dem i udlandet, fordi jeg ikke kunne finde dem i Danmark, men i vores globale verden kan vi gøre brug af Kristi Legeme på den måde.

Du efterlyser ærlige forbilleder. Jeg tror, der er mange grunde til, at de, som har erfaringen, tøver med at fortælle de virkelige historier. For eksempel er Danmark så lille et land, at alle kender alle, og der dannes let rygter. Der er også hensynet at vise til de mennesker, som er involveret i ens fald, hvis vi fx taler om sex med vores kæreste eller ekskæreste eller utroskab. Vi har et ansvar for de mennesker, som måske med vores halvoffentlige bekendelser vil føle sig såret og svigtet. Nogle tier, fordi man er bange for at blive hængt ud i medierne (det gælder fx kristne med en vandring ud af en homoseksuel livsstil). Og så har vi en grad af privathed, hvor det, som er dyrebart for en selv, ikke skal deles med folk, som ikke vil kunne forstå det.

Derudover er der skammen og tilbøjeligheden til i mange sammenhænge at ville fremstå som “perfekte kristne”. Nogle tøver med at udtale sig, fordi man føler, at man har mistet retten til fx at tale om afholdenhed før ægteskabet, fordi man ikke selv kunne stå distancen. Og andre af os er forsigtige med, hvad vi siger, fordi vi ikke synes, generationen før os lykkedes i det de sagde, og så vil vi ikke gøre det på deres måde – vi har bare ikke fundet ud af, hvordan vi selv skal tale troværdigt i stedet.

Forbillederne er der. Vi skal bare opfordre hinanden til at vove at bruge vidnesbyrdet. Der er kristne, som har været, hvor du er, og som kan berette om Guds berøring midt i det hele. Når de historier, vi så hører, bliver historier fra fx folk, der har siddet fast i pornografi til op over begge ører, så er det bl.a. fordi deres situation er så tydelig. Men kunne der ikke også være en form for håb i det, at når de kan finde tilgivelse eller genoprettelse hos Gud, så kan alle andre vel også?

Stil de relevante spørgsmål

Når du synes, man rammer ved siden af ved seminarerne, kan det også skyldes, at der svares på andre spørgsmål end dem, tilhørerne sidder med. Hver generation står med sine udfordringer, og de spørgsmål, som generationen før os besvarer, er måske ikke de spørgsmål, vi sidder med. Kunne man finde en vej frem ved, at du og andre vovede at stille spørgsmålene, sådan som du gør det her? Så ville svarene måske ramme mere plet. Bliv ved med at minde os om, at I gerne vil høre om fald og fejltagelser. Om snavs og skam og alt det andet, som også er der. Og om hvor Jesus er midt i det hele!

Hvad stiller du op med skyld og selvforagt?

Et fælles problem for alle generationer er, hvad man stiller op med skylden og selvforagten. Man kunne selvfølgelig ændre sine værdier, så man ikke længere behøvede at føle nogen skyld. Men der er jo ikke nødvendigvis noget i vejen med værdierne, selvom man ikke formåede at leve op til dem. Skyld handler om ansvar, og om at man er ansvarlig for det, man har gjort. Den sande skyld (modsat den neurotisk indbildte skyld) er en god ting – den hjælper os til at tage ansvar for vores liv, og som kristne leder den os til Kristus.

Det bedste, man kan gøre med sin skyld, er at tage den på sig. Med det mener jeg, at man vedgår overfor Gud og hinanden, at man har fejlet og svigtet. Man ser sig selv i øjnene på både godt og ondt. Og i den ærlighed kan man se Kristus i øjnene. Det er alene ham, som da kan bære synden for os. Når han kalder os til at følge sig, så står han også på vores side i fristelserne og kampene. Overvej, om du ser ham som din ven eller din modstander og dommer?

I min egen vandring med skyld over seksuelle fald og svigt har det været en uvurderlig hjælp at have et frirum hos Jesus, hvor jeg kunne bekende min synd. Den bedste hjælp har været, når en uvildig person lyttede på, så jeg vidste, at min synd var kommet frem i lyset, jeg var kendt af andre, og det var ikke var mig selv, der havde tilsagt mig syndernes forladelse. Brug en præst, sjælesørger eller en anden, du har tillid til, og som har tavshedspligt.

Min egen vej til frihed og genoprettelse er gået gennem andre mennesker, der trofast har vandret sammen med mig og har lyttet til mine kampe og fristelser. Ud over at det giver en frihed at være kendt – giver det også en støtte, at der er andre, man står til regnskab overfor i de områder, hvor man bliver fristet.

Selvforagten over at have svigtet kan det også være godt at vende med en anden person. Vi kan ofte være langt hårdere dommere over os selv, end Jesus er det. Har du vist dig selv nåde? Det kan man bl.a. gøre ved at blive ved med at minde sig selv om Guds nåde, indtil man tror på den. Helt konkret kan du jo i din bøn fortælle Jesus, hvordan du har det med dig selv. Og så kan du jo spørge: Sådan ser jeg på mig selv – er det sådan du ser mig? Skriv de ord og tanker ned, som da kommer til dig.

Længslen efter sex med din kæreste er naturlig og sund

Det lyder godt og positivt, at du og din kæreste har lyst til hinanden seksuelt. Jeg ville faktisk være mere bekymret for jeres forhold, hvis I slet ikke længtes efter hinanden. Den seksuelle længsel er en del af jeres skabthed og uden denne længsel, ville vi aldrig finde sammen som mænd og kvinder. Det er en drivkraft mod hinanden, som er værd at glæde sig over.

Hvordan skal I så klare tiden, indtil I bliver gift? Tal åbent med hinanden. Brug frustrationerne som en anledning til at finde vej ind i en dybere samtale med hinanden. Fortæl om jeres grænser, jeres længsler. Og lad være med at lave mere drama end nødvendigt.

Fristelse

Jeg vil slutte med at sige lidt om fristelser. Ingen undgår at blive fristet. Det er et vilkår for mennesker, at vi bliver fristet, og som sådan er der ikke noget galt i at blive fristet – Jesus selv blev fristet ligesom os.

Fristelser kommer oftest i de områder, hvor det hænger sammen med længsler og ønsker i os. Man kan ikke undgå at blive fristet, men man kan begrænse mulighederne for at blive fristet. Det handler til dels om livsstil og evnen til at sige nej og sætte grænser. Det er her “hold-jer-til-bikini-grænsen” kommer ind som et mere eller mindre vellykket forslag :-). Men i bund og grund handler det om, at man finder ud af, hvor den grænse er, hvor man ikke længere magter at sige stop (the point of no return). Det er alt andet lige lettere at stoppe, medens tøjet er på, end når man først har taget tøjet af. Det er lettere at stoppe, når man ikke er ophidset seksuelt, end når man er helt oppe at køre. Jeres grænser er sikkert forskellige – men har I ønsket om ikke at falde igen, så forsøg med en “low-risk-lifestyle”, og hvordan den ser ud, det ved I bedst selv.

I mange år fik jeg stor hjælp af, at jeg inden, jeg ville befinde mig i en situation, som indebar en fristelse, havde fortalt det til min åndelige vejleder og havde aftalt, at jeg bagefter ville fortælle, hvordan det var gået. Det hjalp mig til at sætte nogle grænser, som reducerede muligheden for at falde.

Måske I kunne have et andet par eller en “medvandrer”, som I kunne snakke med om, hvordan det går jer?

Håber du kan bruge dette til noget. Brevkasseformen begrænser, hvor langt og præcist indholdet kan blive.

Må Gud være med dig og din kæreste i jeres vandring med hinanden i kærligheden og længslen!

Og så må vi se at få arrangeret nogle seminarer, hvor ingen føler sig mindreværdige!

Mvh Ole B.M.


Ole Backer Mogensen

Skrevet af:

Ole Backer Mogensen

Sognepræst

adamogeva.dk

Annoncer