Hvad skal jeg skrive for at score ham?

Vis spørgsmål

Hejsa, jeg er en pige på 17 år. Jeg har mødt en rigtig sød dreng til nogle fester, men ser ham ikke så ofte. Jeg har hans facebook, men ved slet ikke, hvad jeg skal skrive til ham, for at det ikke skal blive alt for kikset.

Håber i kan hjælpe mig

Kærlig hilsen Maria.

SVAR:

Kære Maria

Tak for dit spørgsmål, jeg håber, at du stadig kan bruge mit svar, selvom det er lidt forsinket af julen.

Dejligt at du har mødt en sød fyr, som du har lyst til at lære nærmere at kende, det er et rigtig godt udgangspunkt.

"Net-kontakt" kan være sårbart

Du skriver, at du er bange for at lyde for kikset, og det er det svære ved det at skrive til hinanden, at det er svært at vide, hvornår noget er kikset i den andens øjne. Når man snakker sammen ”face to face” kan du som regel fornemme, hvordan det, du siger, bliver modtaget, men når du skriver, ved du ikke, hvor og hvornår det bliver læst, og hvordan vedkommende reagerer på det, du skriver.

Derfor vil jeg også opfordre dig til at være forsigtig med, hvad du skriver. Det betyder, at du ikke skal udlevere for meget af dig selv og de sårbare følelser, du har for ham.

Sats først på kendskabet

Jeg synes, dit udgangspunkt skal være at lære ham lidt bedre at kende, f.eks. ved at spørge til, hvad han interesserer sig for, eller hvad han synes om den sidste fest, I var til. Almindelig ”smalltalk” er rigtig godt til at skabe en god forbindelse mellem jer, for så kan du også få afprøvet, om han overhovedet er interesseret i at svare og snakke med dig.

...dernæst venskabet

Hvis det går godt, og du har en god fornemmelse af ham, kan du bedre gå videre til at snakke om dybere ting, som f.eks., hvad I synes om jeres klasse, hvordan I har det i klassen, derhjemme, og blandt vennerne.

Hvis der er en god kontakt, vil det også være en god ide at foreslå, at I mødes, evt. på en cafe, eller i biografen, det er godt at lave ting sammen, så man også på den måde kan lære hinanden at kende.

Som du nok kan fornemme, synes jeg, det er vigtigt at gå forsigtigt til værks, og det er fordi, du nemt kan bliver såret, hvis du åbner dig for meget for ham. Som jeg fornemmer det, er det en fyr, du ikke kender særlig godt, og du kan ikke helt vide, om han vil modtage din henvendelse positiv.

I et af svarene her på siden, er der en, der taler om en ”trappemodel” – måske kan du hente inspiration her: Betyder 6 års aldersforskel noget for en forelskelse?

Jeg har lagt andre link fra vores brevkasse ind, som måske kan inspirere dig og du kan selv finde flere:

Pigevenner og drengevenner

Forelsket i drømmepige - hvordan gør jeg hende til min pige?

Kan han lide mig, eller er det bare noget jeg bilder mig ind?

Er forelsket - hvordan fortæller jeg hende det?

Held og lykke med det

m.v.h. Kirsten Kirk Christensen

Annoncer