Hvad siger Bibelen om udfordrende billeder?

Vis spørgsmål

Mig og den her dreng har noget.

Jeg synes, det er lidt sjovt at pirre ham lidt ved at vise lidt hud på billeder. Jeg har ikke vist mig selv i undertøj eller nøgen, bare løftet lidt op i trøjen. 

Er det forkert?

Og hvad siger Bibelen? 

T, 16 år


SVAR:

Kære T

Tak for dit spørgsmål, som jo er ret kort, så jeg håber, jeg forstår dig godt nok. Som jeg læser det, du skriver, har du lært en dreng at kende, som du ikke mødes med, men har snakket/skrevet med og sendt billeder til af dig selv. I mit svar til dig går jeg altså ud fra, at I ikke er kærester, men måske kunne blive det.

Kærester, ægteskab og sex

Bibelens vejledning er, at seksualiteten er Guds gave og ægteskabet mellem mand og kvinde er den ramme der gives om den mest intime form for sex: samlejet.
Men forud for ægteskab kommer jo alt det med at få en kæreste og derefter være kærester og blive forlovet og til sidst ægteskab. Jo længere man kommer ad den vej, jo mere intim kan man blive med hinanden. I er måske ved at overveje, om I skal begynde på den vej.

Flirt er beskrevet i Bibelen

Det korte svar er, at det ikke er forkert at flirte eller pirre en dreng ved at vise lidt hud. Det er nu engang en af de måder, hvor der kan skabes en gnist mellem en ung mand og en ung kvinde på. I Bibelen kan du fx læse Højsangen, hvor der bruges meget poetiske udtryk for de følelser, man kan sætte i gang hos hinanden.

Pas godt på jer begge

Det lidt længere svar er, at det er vigtigt for dig selv og din ven at træde varsomt og undgå at komme til såre hinanden. Når man som I ikke er kærester (endnu), så er mit råd, at du ikke skal vise ham billeder af mere, end du ville vise nogle, som du gik forbi på gaden en sommerdag. Det er både for ikke at komme til udlevere dig selv og for at undgå, at han (måske) ville kunne finde på at vise dine billeder til andre og måske lægge dem ud på nettet. Hvis det ikke er en, du har mødt eller kender særlig godt, så skal du passe på dig selv.

Leg ikke med hans følelser

Du skal også være varsom med, om du kommer til at lege med hans følelser, hvis han nu lægger mere i det end dig. Altså om du kommer til at pirre ham sådan, at han tror, I er ved at blive kærester, mens du slet ikke er interesseret i det. Den bibelske vejledning fra Matthæusevangeliet kapitel 7 vers 12 om at være overfor andre, som man vil, de skal være overfor en selv, gælder også her og betyder: Lad være med at vække hans begær, så du viser billeder af noget hud, hvis du bare gør det for sjov, mens han måske er blevet forelsket.

Og den anden vej: Lad ham ikke presse dig til at vise billeder af dig selv, som overskrider dine grænser. Hold fast ved ikke at vise ham billeder af dig selv i undertøj eller nøgen.

Hvis du har lyst til at læse lidt mere af, hvad vi ellers har skrevet om emnet, vil jeg anbefale, at du kigger på temaet Bibelen og sex. Især tror jeg, du vil få noget ud af artiklerne Sex i Bibelen – på den gode måde, Hvornår er sex sex – ifølge Bibelen? og Flirt – den vilde jagt efter en kæreste.

Venlig hilsen
Brian Christensen


Brian Christensen

Skrevet af:

Brian Christensen

landssekretær i ELN, præst

adamogeva.dk

Annoncer