Hvad siger Bibelen om nyt ægteskab efter skilsmisse?

Vis spørgsmål

Hej

Mit spørgsmål går på: Hvad siger Bibelen konkret om nye forhold og nyt ægteskab efter skilsmisse?

Jeg oplever desværre, at flere og flere omkring mig bliver skilt. Nogle gifter sig igen/får ny kæreste. Jeg selv har det sådan, at ægteskab gælder, til døden skiller os ad, også selv om man bliver skilt. Så er det forkert, at man går hen og bliver kæreste med en ny/gifter sig igen? Er jeg helt forkert på den?

Jeg synes, det er svært, når det kommer tæt på. Hvordan forholder jeg mig overfor venner, som jeg holder af og meget gerne vil støtte og vejlede den rigtige vej?

Hilsen G


SVAR:

Hej G

Jeg kan forstå på dit spørgsmål, at du regner Bibelen for at være den øverste autoritet. Det er jeg enig med dig i og vil svare ud fra den forudsætning.

Jeg tænker, jeg kan opdele dit spørgsmål i to:

  • Det ene er, om du er helt forkert på den, når du mener, at et ægteskab varer, indtil døden skiller de to. Og at man derfor ikke efter en skilsmisse kan finde en anden at gifte sig med.
  • Det andet spørgsmål er, hvordan du skal forholde dig til dem i din omgangskreds, der handler anderledes på dette område, end du selv ville have gjort.

Hvad Bibelen konkret siger

Det kræver en lidt lang udredning, så her vil jeg vove at henvise til et svar, jeg tidligere gav på jesusnet.dk til en person, der havde lidt de samme spørgsmål som dig: Hvordan forholde sig til gengifte?

Konklusionen i dette svar er, at du ikke er helt forkert på den. Det har op gennem historien været langt den mest udbredte forståelse af Bibelens udsagn om ægteskab, skilsmisse og det at blive gift igen. Så hold endelig fast i det! Samtidig er det bibelske materiale måske åbent for undtagelser. Her er der uenighed blandt kristne, og det er bl.a. det, du kan læse om i det svar, jeg henviser til. Det korte er, at nogle kristne mener, det under særlige omstændigheder vil være ok at gifte sig igen efter en skilsmisse, selv om ens eks stadig lever, og døden således ikke har skilt de to ad.

Hvad gør jeg?

Men uanset om man mener, det aldrig er Guds vilje, at man gifter sig igen, så længe døden ikke har skilt en fra sin eks, eller man mener, det undtagelsesvis kan være Guds vilje, så står spørgsmålet tilbage: Hvordan skal vi takle relationerne til dem, som efter vores opfattelse handler forkert ud fra Bibelens opfattelse af ægteskab og kærlighed?

Ingen straf

Vi kan begynde med at slå fast, at Gud ikke vejleder os til at afstraffe dem. I sine strafferetslove for Guds oprindelige folk, jøderne, er der ganske vist nogle paragraffer om den slags. Men det er lysende klart, at disse strafferetsregler ikke gælder for os kristne. Det mest kendte eksempel er den situation, hvor Jesus netop konfronteres med denne strafferet: En kvinde er grebet i at bryde ægteskabet ved at have sex med en anden mand end sin ægtemand. Loven kræver dødsstraf. Hvad siger Jesus? Han indfører den nye lovgivning: Gud betragter det uforandret som en handling, der ødelægger kærligheden og er imod hans vilje. Her er ingen ændring. Men sanktionen er ikke mere straf, men tilgivelse og en klar opfordring til ikke at fortsætte med eller gentage den ukærlige adfærd. (Læs beretningen i Johannes evangeliet kapitel 8 vers 1-11).

Kærlighed og tilgivelse

Men hvad vejleder Gud os egentlig til? Her er svaret for det meste helt generelt: Vi er alle syndere, og derfor skal vi behandle alle ens. Også dem, vi mener følger en gal vej, skal vi behandle med kærlighed. Men hvad er kærligt i disse situationer? Her gives vist ikke generelle svar, der passer ind i alle situationer. De fleste af os lever her i den svære spænding mellem, at vi på den ene side naturligvis ønsker at bevare den kærlige relation til dem som venner, kollegaer, familiemedlemmer, menighedsmedlemmer, eller hvad det nu er. De skal ikke fryses ud. Vi skal ikke isolere os fra dem. På den anden side er mennesker heller ikke tjent med, at vi ikke prøver at advare dem, hvis vi mener, de er på vej ud i noget forkert. Men hvordan få det sagt, så man ikke selv fremstår som “syndfri og bedrevidende” – det kræver bøn og eftertanke at finde ud af. Personligt tror jeg, det er bedst at sige tingene ligeud. Både sige at jeg mener, det og det er imod Guds vilje, og at jeg gerne vil vedblive med at være jeres ven, uanset hvad I vælger.

Et særligt ansvar

Det eneste helt konkrete, Bibelen siger om dette, er i forhold til at besætte posterne som ledere i vores menigheder. Her gælder det, at man skal leve op til det ansvar som forbillede, der ligger i at være leder. Og her taler Bibelen om, at ledere skal være “én kvindes mand” – 1 Timoteusbrev 3,2 og 3,12 (eller for den sags skyld vel “én mands kvinde” da vers 12 omtaler “menighedstjenere”, der også kan være kvinder). Det er i hele kirkens historie blevet forstået sådan, at en kristen leder, der bliver skilt og gifter sig igen, mens hans/hendes eks stadig lever, bør give afkald på sin lederposition. Ikke som en straf, men som en konstatering af, at forbilledet spiller en stor rolle: “Hvis vores leder kan, så kan vi da også …” Formålet er at støtte de ægteskaber, der er i krise, og som kæmper for at genfinde kærligheden. Hvis de gang på gang ser, at andre kristne tilsyneladende “finder den store lykke” i ægteskab nummer to, så fristes de til at opgive kampen og begynde at dagdrømme om et urealistisk vidunderligt ægteskab nummer to – og det kan intet virkeligt ægteskab jo konkurrere med! Nu svarer Bibelens ledertitler ikke til dem, vi har i dag. Men vi går nok ikke helt galt i byen, hvis vi regner i hvert fald præster og formænd for ledelsesråd (fx menighedsråd) med til “ledere”.

Rent praktisk kan man altså sige, at hvis man har indflydelse på valget af lederne i sin menighed, kan man fremhæve dette ansvar som forbillede. Helst i en dialog og åben debat – men også med frimodighed til at stå fast på det fundament, der gælder for enhver menighed, nemlig hvad Gud siger i Bibelen.

Venlig hilsen
Sprint


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

Undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK