Hvad risikerer vi ved at have sex?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg har en kæreste, og vi er begge 13 år. Vi kan ikke vente med at dyrke sex, til vi bliver 15. Kan man blive gravid hvis man ikke bruger p-piller, men kondom?

Og.. Kan man blive gravid, hvis man bare prøver at føre penis ind, men uden kondom? Hvor stor chance er der for, at man bliver gravid?

Hilsen den bange og nervøse.


SVAR:

Kære bange og nervøs / 13 år

Grundig vejledning og information er nødvendig

Ja, uden beskyttelse risikerer man en graviditet. Valg af præventions middel er også noget, der skal overvejes grundigt. For at sikkerheden kan være optimal må man have modtaget grundig vejledning. 100% sikker bliver man ikke, men tæt på, hvis man er velinformeret og omhyggelig. Men… I har et helt andet problem, der er langt alvorligere.

Sex er ulovlig for alle under 15 år - en vigtig beskyttelse

Det er ulovligt at dyrke sex, når man er under 15 år. Det er det, fordi sex simpelthen er for voldsomt, og påvirker jer mere end I er i stand til at kapere. Når man har sex overskrider man hinandens mest private grænser, og det kræver at man har opnået en vis fortrolig med sin seksualitet og identitet, og det er ikke sandsynligt, at det er tilfældet, når man kun er f.eks. 13 år. Det kræver også en vis modenhed og ansvarlighed at gøre sig så sårbar for hinanden, som man gør når man har sex. Du siger, at I ikke kan vente, men det er altså ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt I føler jer klar eller ej, har lyst eller ej. Vi har en lovgivning – og hvad enten det lige er til at forstå eller ej, så er den lavet for at beskytte børn mod oplevelser og erfaringer, der risikerer at skade dem. Den risiko er langt højere for jer, end risikoen for en graviditet.

Vær kærester på en sjov måde

Jeg bliver ked af det på jeres vegne, når jeg læser dit spørgsmål, for jeg synes det er synd for jer, at I er sammen på den måde. Der er mange andre måder, I kan glæde jer over hinanden og være sammen på, på en hyggelig og fortrolig måde, der skaber tryghed og tillid. Sex er en meget intim og privat ting at dele, og det er ikke det samme som lidt hyggelig kæleri. Hvis I vil vise modenhed og ansvarlighed, så sætter I nogle grænser for, hvor langt I vil gå. F.eks. at I ikke tager tøjet af, men nøjes med at kramme og kysse og vise hinanden glæde ved hinanden på den måde.

Pas godt på jer selv og hinanden

Det er desværre sådan, at det på film, reklamer og plakater kan se ud som om , sex er den mest selvfølgelige og ukomplicerede måde at vise, at man er kærester på. Men sådan er virkeligheden ikke. Det kan tage lang tid før man i et forhold er parat til at give så meget af sig selv, som man gør ved at være sammen seksuelt. Der skal bygges en tryghed og tillid op, en gensidig forståelse og respekt for hinanden, som skal sikre, at sex-oplevelserne ikke i stedet bliver erfaringer, der kommer til at gøre rigtig rigtig ondt senere hen. For da kan det blive meget svært at finde hvile i et trygt sexliv med det menneske du allerhelst vil dele dit liv med.

Jeg synes, du skal læse denne artikel på vores side Pas godt på dit sexliv og så tænk dig rigtig godt om. Din seksualitet er i fuld udvikling. Du skal passe rigtig godt på, at du ikke ødelægger noget for dig selv, som du skal leve med resten af dit liv. – og du skal også passe godt på din kæreste, så hun ikke får oplevelser der kommer til at skade hende senere hen.

Jeg er glad for at du har skrevet, og nu ønsker jeg for dig, at du vil læse det her rigtig grundigt og så tænke dig godt om. Du skal selv skal tage ansvar for dit liv – og derfor er du nødt til at lytte godt efter, og finde ud af, hvad du kan bruge det her råd til.

Jeg håber, at du og din kæreste kan få det sjovt, hyggeligt og fortroligt sammen uden at prøve jer frem med sex. I har livet for jer. Nyd det og pas på det.

Med venlig hilsen

Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

Annoncer