Hvad mener I om homoseksualitet?

Vis spørgsmål

Hej! Det bliver mere og mere klart for mig som ny-homosexuel (har først lige fundet ud af det), at fordomme omkring netop homosexualitet vokser og vokser på hjemmesider som fx youtube.

Mange tager den kristne side af emnet op. Det har dog ikke, som jeg ellers ville have forventet, bragt meget godt med sig. Mange siger, at Gud er en dømmende gud, og at det er en synd at ikke bare at have sex med en anden mand, men også bare det at være homosexuel. Andre går så vidt og siger, man ryger i helvede for det at have sex med en anden mand.

Det gør mig rigtig ked af det at se det. Jeg følte mig pludselig blandt en gruppe, som var dømt fra fødslen. Det er nemlig min holdning, at man er født homosexuel. Hvad er ikke bare jeres, men også Bibelens holdning til dette?

Hvad gør jeg, hvis jeg lægger en film ud på youtube, hvor jeg siger, at jeg er homosexuel, og folk kommer med kommentarer som "Du ryger i Helvede"? Hvad kan man skrive tilbage, som kan få dem til at tænke sig om en ekstra gang?

Håber på et svar.

Anonym, 15 år


SVAR:

Kære anonyme 15-årige

Tak for dit spørgsmål til AdamogEva.dk. Det er en hjemmeside, som forsøger at tale med unge mennesker om seksualitet ud fra en kristen grundholdning. På AdamogEva.dk har vi tillid til, at Gud møder mennesker der, hvor de er, og hjælper dem til at leve med de livsvilkår, som nu engang er deres. Vi søger vejledning i Bibelen for at forstå, hvad Guds tanker er om mennesket og herunder også om seksualitet. Der findes et hav af hjemmesider, som tager udgangspunkt i alt muligt andet, og AdamogEva.dk er så et alternativ – sikkert det eneste i Danmark – som vælger at kombinere faglig indsigt i krop og køn med bibelsk vejledning om tingene.

Seksualiteten er foranderlig

Vi modtager mange breve – også fra helt unge som dig – som viser os, at man i disse år meget tidligere end nogensinde før tvinges til at tage stilling til, om man nu er til det ene eller det andet. Det gør kun, at vi synes, vores hjemmeside er endnu mere vigtig! Unge presses for tiden meget tidligt i livet til at tage stilling til sin egen seksualitet. Prøv at læse nogle af disse svar:
Kan jeg være homoseksuel og samtidig forelsket i en pige?
Kan I hjælpe mig med min forvirring omkring min seksualitet?
Jeg er tiltrukket af at se på andre drenge – er jeg homoseksuel?
Er jeg lesbisk?

Sex er Guds idé

Bibelen har en del vejledning om sex. En af grundtankerne er, at sex er så stor en kraft i mennesket, at den både kan være til stor velsignelse og til store frustrationer og smerte. Mennesket er et seksuelt væsen, så grundkraften i sig selv har Gud lagt ned i mennesket. Mennesker kan bruge sex på måder, som krænker andre, og som på mange måder også kan forvolde skade på menneskets egen kerne. Derfor sættes der beskyttende rammer op omkring det seksuelle – og derfor er der en del vejledning i Bibelen om, hvad en kristen kan gøre eller ikke skal gøre med sin seksualitet.
Hovedtanken er, at sex binder et menneske til et andet menneske på mange planer. I ægteskabet har Gud givet en ramme, som beskytter mennesket der, hvor det er mest sårbart, og som siger, at der er trofasthed omkring det seksuelle. Du kan læse mere om det i artiklerne:
Sex i Bibelen
Sex i Bibelen – på den gode måde
Sex i Bibelen – stærke sager

Vores seksualitet er påvirkelig

Når det handler om årsagerne til homoseksualitet, er jeg ikke sikker på, om teamet på AdamogEva.dk er helt enige om, hvordan homoseksualitet opstår. Jeg har selv arbejdet en del med spørgsmålet, og jeg er overbevist om, at homoseksualitet skyldes mange forskellige ting. Det er simpelthen for simpelt at sige, at “homoseksualitet er medfødt”, og det er der heller ikke megen forskning, som tyder på. Men derfor kan man godt tale om, at mange mennesker fødes med anlæg for homoseksualitet såvel som for heteroseksualitet, og at der så er en lang række forskellige faktorer, som kan tænde disse anlæg.

Vi vil hjælpe kristne til at leve med deres seksualitet

Hvad end årsagen er, erkender vi, at homoseksualitet er en virkelighed for et vist antal mennesker på jorden, og vi vil her forsøge at hjælpe kristne, som har homoseksuelle følelser til et liv, hvor man følges med Kristus i det, som er blevet ens livsvilkår.

Vi henviser også gerne til den kristne organisation Basis, som ønsker at være til støtte for mennesker, der oplever, at deres seksualitet er problemfyldt.

Bibelen og homoseksualitet

Når det handler om homoseksualitet, nævner Bibelen helt konkret emnet måske op til ni forskellige steder (de to steder er man lidt uenige, om der tænkes på homoseksualitet). Det er steder både i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Alle steder indikerer, at en homoseksuel livsstil ikke er det, Gud ønsker for et menneske. Den linje følger vi på AdamogEva.dk og skelner altså mellem det at have homoseksuelle følelser og det at leve homoseksualiteten ud i forhold til personer af samme køn. Vi kunne aldrig i vores vildeste fantasi finde på at sige, at selve det at have homoseksuelle følelser er forkert. Som med alle seksuelle impulser handler det om, hvad vi gør med dem, og hvordan vi lever dem ud.

Jeg er frustreret over at høre, at mennesker kan svare et andet menneske med ord som: “Du kommer i helvede.” Det er for mig meget ukærligt, og i øvrigt er det ikke os, der skal dømme noget menneske, men Gud selv. Det gør mig ked af det på dine vegne, hvis du har fået sådanne svar. Hvis du vil svare tilbage, kunne du jo svare: “Husk at tale med kærlighed, når du taler til et andet menneske.” eller “Det kan godt ske, og så vidt jeg husker, kommer man også under Guds dom, hvis man dømmer et andet menneske til helvede.”

Uden at jeg vil forsvare folk, der taler sådan, skyldes det sikkert ønsket om at fortælle andre, at Gud vil noget andet for det menneske – og at der er gerninger, som leder os væk fra Gud og os selv. Der er et par steder i Bibelen, hvor en lang række ting nævnes som synder, der ikke hører til i Guds Rige – og hvor aktive homoseksuelle handlinger nævnes som en af disse ting blandt mange andre, herunder ting omkring heteroseksualitet, fordømmelse af andre osv., og det er sandsynligvis de steder, folk henviser til.

Du kan læse meget mere om det i vores artikler:
Homoseksuel eller bare anderledes
Er jeg mærkelig?
Hvad er homoseksualitet?

Jeg ønsker dig alt godt, der hvor du er i dit liv. Og at Guds kærlige nærvær må være omkring dig med lys og sandhed i disse år, hvor du er på vej ind i voksenlivet.

Ole


Ole Backer Mogensen

Skrevet af:

Ole Backer Mogensen

sognepræst

adamogeva.dk

Annoncer