Hvad kan vi lave som kærester?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 16 år, og jeg har en kæreste. Vi har kommet sammen i to måneder nu, og jeg holder virkelig meget af ham!

- Men vi har et problem; vi er rigtig dårlige til at være alene sammen, for så snart lejligheden byder sig, begynder vi at kysse! Vi har snakket om, at det er et problem, at det er det eneste, vi laver, når vi er alene sammen. Men det er, som om snakken ikke rigtig hjælper os videre.

Vi mangler lidt en løsning. Skal det være, at vi ikke kan være alene sammen? For det er alligevel også ret trist ...


SVAR:

Hej forelskede!

Hvor er det da dejligt, at I er forelskede og har lyst til at kysse hinanden. Men det er nok også rigtigt, at det er let at blive så optaget af det dejlige ved at røre ved hinanden, kysse og være fysisk tæt, at man glemmer, at der er så mange andre måder at komme tæt på hinanden og nyde hinandens fællesskab.

Kærestetiden – en prøvetid

Jeres kærestetid skal I bruge til at finde ud af, om I passer sammen. I skal lære mere om hinanden og finde ud af, om I kan grine sammen, være jer selv sammen, om I har nogle fælles interesser og kan snakke sammen og føle jer inspireret af hinanden. Det er ikke alt i et kæresteforhold, som kommer lige nemt – det betyder ikke nødvendigvis, at I så ikke passer sammen. Men I skal virkelig gå på opdagelse i hinanden og finde ud af at give hinanden plads til at være, som I nu er – på den måde kommer I begge til at trives bedst.

Der er måske nogle ting, I ikke giver samme opmærksomhed eller har samme interesse i, men det skal I ikke tage fra hinanden. I stedet skal I på en eller anden måde sørge for, at det bliver ved at få en plads, så I begge har mulighed for at gøre nogle af de ting, der har betydning for jer. I kan ikke opfylde alle hinandens behov, så I har også brug for andre relationer og samværsformer. Men hvis I skal være gode for hinanden, så skal I føle jer oplivet og inspireret af hinanden – kysseri er ikke nok i længden.

Jeg tror, der er to ting, som er vigtige for at lære hinanden bedre at kende:

  • at lave noget sammen
  • at snakke sammen

Jeg har nogle konkrete forslag til, hvordan I kan komme i gang med det. Så er det er op til jer at finde jeres måde at gøre det på. Det er vigtigt, at I begge vil det og hjælper hinanden.

At lave noget sammen

I kan skiftes til at bestemme, hvad I skal lave, når I er sammen. Du kan fx foreslå, at I på tirsdag går en tur og køber en is. Så kan din kæreste foreslå, at I på torsdag tager ud og spiller minigolf (eller noget helt andet). På den måde kommer I i gang med at lave noget og lærer hinanden bedre at kende. Du finder fx ud af, om din kæreste er en dårlig taber, og om han kan lide lakrids-is. Det behøver ikke være den store udflugt hver gang. Din cykel trænger måske til at blive lappet, og hans værelse skal males. På den måde vil I stille og roligt finde ud af, om I har fælles interesser, og hvad der er sjovt at lave sammen.

Det er også en rigtig god idé at være sammen med jeres venner, så I finder ud af, hvordan I er sammen med andre. Nogle gange har kærestepar hver deres flok af venner, og det kan være meget godt at bruge lidt tid på at lære hinandens venner at kende. På den måde lærer I også mere om hinanden.

At snakke sammen

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad man lige skal snakke om. Der er forskel på, hvad drenge og piger bruger samtalen til – men udnyt mulighederne til at få snakket om løst og fast, når I laver noget sammen. På gåturen kan I spørge hinanden om, hvordan dagen er gået, og hvad I tænker om dagens fodboldresultater. Eller fortæl om det nye musik, du lige har fået. I skal stille og roligt blive fortrolige og trygge ved hinanden, så I kan dele jeres tanker og drømme med hinanden.

Snak fx om

  • hvilke tre ting, I gerne vil have gjort, inden I bliver 60 år
  • hvis I helt selv kunne bestemme, hvilket arbejde ville I så have
  • hvis I vandt en million, hvad vil I så bruge den til

Nogle gange har I måske slet ikke overvejet det, den anden spørger om, men så sætter spørgsmålene måske tankerne i gang, og så kan I fortsætte snakken næste gang, I er sammen.
I har sikkert noget, I ved en del om: bilmotorer, ridning, YouTube eller andet, så spørg ind til det. Det er rigtigt at rart at fortælle om noget, som man synes, er interessant. På den måde vil det blive mere og mere naturligt at snakke sammen om alt muligt.

Når I lærer hinanden bedre at kende, så har I også lyst til at lave andet end at kysse, når I er alene – for der er sikkert andet, I også gerne vil nå at lave sammen og snakke om.

Her kan I læse flere gode forslag til jeres forhold:

Hvordan undgår vi, at vores forhold kun bygger på sex?

Har I nogle idéer til udendørs aktiviteter med kæresten?

Jeg håber, forslagene kan være lidt til hjælp, og at I vil opleve det skønne i at lære hinanden bedre at kende.

God fornøjelse med det.

Kærlig hilsen Camilla


Camilla Gaarsdahl Bak

Skrevet af:

Camilla Gaarsdahl Bak

Undervisende sygeplejerske

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK