Hvad kan jeg gøre, når min kæreste er i tvivl om "os"?

Vis spørgsmål

Min kæreste er i tvivl om, hvad han vil med "os"? Hvad kan jeg gøre? 

Den forvirrede pige, 19 år


SVAR:

Kære forvirrede pige

Det kan være rigtig hårdt, når den ene eller begge i et parforhold er i tvivl om, hvad han/hun vil med forholdet. Samtidig er det helt almindeligt, at der i perioder i et parforhold opstår tvivl på den ene eller anden måde. Du skriver ikke så meget om jeres relation, og hvordan du oplever jeres forhold. Derfor kan jeg kun svare dig helt overordnet og hjælpe dig til selv at tænke videre.

Hvorfor i tvivl?

Er du klar over, hvorfor han tvivler? Ellers spørg ham og prøv at få en snak om, om der er noget, han savner i jeres forhold. Savner han anerkendelse, humor eller at I overrasker hinanden? Tit kommer tvivlen ind i et forhold, fordi hverdagen er blevet lidt kedelig eller at man savner noget i forholdet, eller fordi man har svært ved at forstå hinanden.
Prøv at tale med hinanden om, hvordan I kan skabe et fantastisk forhold sammen. Det er rigtig vigtigt, at I taler med hinanden om det, så det ikke bliver en gætteleg. Nogle gange tror man, at man kan gætte, hvad den anden tænker og ønsker sig, men ofte er ønskerne nogle andre, fordi du og din kæreste er forskellige. Måske bliver han glad for nogle ting, du aldrig havde forestillet dig ville glæde ham.
Derfor: Spørg ham, hvad der gør ham glad, hvad der betyder noget for ham.

Vær dig selv

Det bedste, du kan gøre i forholdet, er at være dig selv. Hvil I at du er den allerbedste til at være dig!
Når tvivlen er i et forhold, kan man let komme til at føle, at man skal leve op til at være et eller andet for at være god nok. At man skal præstere. Gør derfor noget godt for dig selv. Fortæl dig selv, at du er fantastisk. At du er værd at elske. Hyg dig med dine veninder og gør de ting, du godt kan lide. Sæt dig ikke ned og vent på, at hans tvivl går over. Tænk også på hvad DU vil med jeres forhold og byd ind med det. I det lange løb er det helt afgørende, at I begge to er på banen med jeres tanker og ønsker.

Giv hinanden plads

Du er selv 19 år, men skriver ikke hvor gammel din kæreste er. Udfra din alder tænker jeg, at det er vigtigt, at I ikke binder hinanden for meget, men giver hinanden frihed til at være sammen med venner og veninder. I har brug for at udvikle jer hver for sig og sammen.

Hvis du har brug for et mere uddybende svar, er du velkommen til at vende tilbage og fortælle lidt mere om, hvad tvivlen består i, og hvordan du oplever jeres forhold. Sæt evt. ord på hvilke styrker og hvilke udfordringer I har som par.

Måske kan du have glæde af at læse mere under temaet: At finde den rigtige
Og af dette svar: Kæreste tvivler på os - ved han overreagerer - hvad gør jeg?

Her til sidst gentager jeg lige: Vær dig selv :-)

Mange hilsner fra Lene Esmarch


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer