Hvad gør jeg, når han nægter at tale til mig?

Vis spørgsmål

Når vi har haft en diskussion - over ting som f.eks hvem der sagde hvad først - så bliver han enormt følelseskold, og jeg må ikke snakke til ham. Der går som regel 4-5 dage, før jeg må sige noget til ham igen. Hvis jeg kommer til at spørge om noget, så lægger han en dag mere oven i.

Jeg er et følelsesmenneske - typisk kvinde - og vil gerne have tingene ud af verden. Hvis jeg bliver ked af det og viser det, lægger han yderligere en dag oveni, inden jeg må spørge ham om noget. Jeg vil som sagt også gerne have det ud af verden og spørger, om vi ikke skal få det ud af verden. Det kan ikke lade sig gøre.

Han siger, det tager tid - tiden er uudholdelig for mig. Hvad gør jeg ??? Det er ikke så ofte igen, vi har en diskussion; men hvis det er engang om måneden, så lægger man lige 5 dage plus minus til....Hvad gør jeg ??? Hvad kan jeg som kvinde gøre for at styre mine følelser ??

Esma, 32 år


SVAR:

Kære Esma

Tak for dit brev. Det lyder ikke rart med så mange ”kolde” dage imellem jer. Du skriver, du er et følelsesmenneske. Jeg tænker, at det er han da vist også!

Bed om tid til en samtale med ham.

Jeg vil foreslå dig på et tidspunkt, hvor I har det godt sammen, og hvor der ikke er koldt imellem jer, at du tager emnet op.

Prøv at blive klogere på ham

Tag det op, sådan at du kan blive klogere på, hvorfor det er sådan for ham. Det lyder som om, det bare er en firkantet beslutning, han laver. Men jeg bliver nysgerrig på, hvorfor det er sådan.

Hvad mon han bruger så lang tid på?

Var hans mor eller far på samme måde?

Er han fra en kultur, hvor han ikke må blive modsagt?

Er han ærekær?

Er der et kulturdilemma?

Jeg kan se på dit navn, at det ikke er dansk, så jeg forestiller mig, at det måske handler om, at I er fra en kultur, hvor kvinden ikke må sige sin mand imod.

Det giver nogle helt særlige overvejelser, som skal tænkes ind i jeres kultur. Men ofte er det jo et problem, når man kommer til en anden kultur og begynder at tage nye samlivsformer til sig. Det er ikke altid let.

Prøv at få nogle ideer til, hvorfor det er så vigtigt for ham at straffe dig med tavshed. Du skriver, at du er et følelsesmenneske; men jeg synes også, han lyder til at være meget let at påvirke følelsesmæssigt.

Han må vise en vilje til at ville arbejde med dette

Jeg tænker, det allervigtigste er, at han vil tale om det. Dernæst tænker jeg, det er vigtigt, at han viser en vilje til at ville forandre sig. Ikke sådan at du ikke skal forandre noget, men ud fra det, du skriver, så ved du faktisk ikke rigtigt, hvad det er, der sker.

Det, han gør ved dig, er enormt magtfuldt. Han holder dig sådan set fast i et greb af tavshed, hvor du så kan få lov at gå rundt om ham i flere dage. Egentlig kan han jo på den måde true dig til at holde op med at have forventninger og stille krav. Du vil formodentlig gøre alt for at undgå disse episoder, og det kan du jo bedst ved helt at undgå at sige ham imod.

Mærk efter, hvad du kan leve med

Jeg ved ikke, om I har børn og bor sammen. Men i en dansk kultur vil de fleste nok synes, det ville være svært at leve med. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du kan gå op imod i jeres kultur, og om der er nogen, du kan bede om hjælp til, hvis det bliver nødvendigt.

Men prøv først det med at tale ordentligt med ham og få nogle ideer til, hvorfor han er sådan, og om han ikke vil være med til at forandre på det.

Læs evt. også

Konflikter i parforholdet

Hvordan får jeg min mand til at respektere mig?

Venlig Hilsen

Steen Kruse


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

Parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

Annoncer