Hun svarer ikke – hvad skal jeg gøre?

Vis spørgsmål

Hej

Jeg har i efterhånden seks måneder snakket ret løst med en kvinde via mit studie. I starten tog jeg mest kontakten, men som tiden gik, valgte jeg at se, om hun ville tage kontakten, hvis jeg nu stoppede lidt. Det gjorde hun så igennem et stykke tid. Smilede til mig og henvendte sig til mig, selv når jeg ikke lige havde set, hun var i nærheden.

 

Det fik mig til at spørge hende om at gå ud med mig, da jeg var ret sikker på, der var interesse.

 

Jeg skriver til hende, og der går en uge, før hun svarer mig. Det bliver heldigvis et ja til at gå ud og drikke noget kaffe.

Nogle dage efter skriver jeg til hende for at finde en dag, hvor vi kan gå ud, og det er nu fjorten dage siden og intet svar.

 

Det virker ret ulogisk for mig. På fjorten dage må hun have set beskeden, og da hun har tilkendegivet, at hun gerne vil, er jeg noget i tvivl, om jeg skal skrive til hende endnu engang.

 

Hvad synes I?

A, 25 år


SVAR:

Hej A

Mange tak for din henvendelse til AdamogEva.dk Ja, det kan virkelig være frustrerende, når man skal vente så lang tid på et svar. Det er meget forståeligt, at det skaber mange tanker og spørgsmål.

Hun kan være optaget af andre ting

Hvorfor svarer hun ikke kort efter, du har skrevet? Det er et spørgsmål, vi kun kan gøre os nogle tanker omkring, men ikke give et entydigt svar på, for svaret er der kun én, der kender, og det er den kvinde, du har skrevet til. Måske er hun en kvinde, der har gang i mange ting, og hun har været optaget af noget andet, der krævede hendes opmærksomhed. Måske er hun meget i tvivl om, hvad hun skal svare, og derfor er det svært for hende at få skrevet igen. Det kunne også handle om, at hun ikke havde samme oplevelse, som du har haft af jeres møde, og på den baggrund ikke ønsker at mødes igen. Måske er hun genert, og der skal stor overvindelse til for at henvende sig til dig.
Hverken du eller jeg ved det. Så længe der ikke er sat ord på, kan vores tanker lave de utroligste slutninger, og måske er der ikke hold i noget af det. Hun er den eneste, der kender svaret!!

Spørg hende eller send en ny sms

Min umiddelbare tanke er, at når du ser hende på studiet, kunne du prøve at henvende dig til hende. Spørg hende, om hun har fået din sms, og hvad hun siger til at mødes med dig igen? En anden mulighed er også at sende hende en ny sms eller mail, hvor du igen spørger, om hun vil mødes med dig. Samtidig kan du skrive, at hvis hun ikke ønsker, I skal mødes igen, ville du sætte pris på at få det at vide, så du vidste, hvad du skulle forholde dig til.
Det er jo altid et valg, om man magter at leve i uvisheden og samtidig også håbet, eller om man vælger at være mere direkte og samtidig risikere, at hun siger nej. At du får en afvisning. Det kan være svært i sig selv at få at vide, men det kan give en afklaring på, om der er grobund for et begyndende venskab eller ej. Tilmed er muligheden for et positivt svar jo også tilstede ...

Du må tage initiativet

Jeg tænker, hvis du vil hende, måske som ven, eller måske har du følelser for hende og tænker, at hende vil jeg gerne have mere ind i mit liv som kæreste, ja, så må du være aktiv – være den, der tager initiativet. Så vil det efterhånden vise sig, om det bliver jer.

Jeg håber meget, ovenstående kan bidrage til, at du kan se dit næste træk, så du har fået en idé om, hvad du kan gøre.

Mvh Dennis


Dennis Hansen

Skrevet af:

Dennis Hansen

Pædagog/diakon og psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer