17 år og aldrig kæreste eller sex – er det ikke ok?

Vis spørgsmål

Hej Adamogeva.dk. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med dette indlæg, men håber I forstår mig og måske kan hjælpe mig.

Jeg er en pige på 17 år, som endnu ikke har haft en kæreste. Det skal lige siges, at jeg ikke er desperat, men jeg går alligevel med tanken om, hvornår det mon sker. Jeg var meget tidligt udviklet, og min vennekreds har altid været ældre end mig. Jeg har skrevet med drenge, siden jeg var 11-12 år gammel, og har også kysset med flere. Men der stopper det så også. På den ene side vil jeg vildt gerne have en kæreste, men da han faktisk stod foran mig, blev jeg lidt skræmt af følelsen af at "binde" mig.

Mine veninder, både jævnaldrende og de ældre begyndte allerede at dyrke sex, da de var omkring 12 år, og jeg hader virkelig, når vi kommer ind på den snak. “Er du egentlig jomfru", hvortil jeg faktisk måtte lyve, og sige nej. Dumt, I know. Men det er heller ikke ligefrem fedt, når de så siger: “Ej det havde jeg aldrig gættet, skat! Jeg troede, du var jomfru, haha,” hvad skal det betyde? Men ja, jeg er jomfru. Men føler mig helt klar, og sådan har jeg følt det, siden jeg var 13 år.

Men jeg er simpelthen den største kontrolfreak, så tanken om sex, skræmmer mig faktisk lidt – i den forstand at jeg gerne vil have styr på alting, og det kan jeg ikke, når jeg aldrig har prøvet det.

Folks opfattelse af mig går mig også meget på. Når jeg møder nye mennesker igennem mine veninder, har jeg altid fået den der: “Du ser bare helt vildt snobbet ud, men du er lige det modsatte! Du er faktisk helt vildt sød, når man lærer dig at kende.” I min familie og i min nære vennekreds ser de mig som den generte, og jeg føler mig SLET ikke genert. Jeg kan godt lide at tage pis på folk, er ikke så højtidelig, kan godt snakke helt vildt meget, men har en tendens til at være lidt passiv, fordi jeg hellere kan lide at observere. Lol. Og når de begynder at snakke om sex, så kommer den der genert-kommentar igen, men jeg gider ærligt talt bare ikke høre om mine veninders/forældres og alle andres sexliv. Jeg er en lidt privat person; jeg synes bare ikke sådan noget rager folk.

Håber jeg kan få svar på lidt af hvert og måske nogle råd med på vejen.

Hilsen Maja, 17 år


SVAR:

Kære Maja

Tak for dit brev, som jeg synes er ærligt. Det er dejligt, at du skriver til AdamogEva.dk, og jeg tror, mange piger kan genkende sig i dit problem.

Lyt til dine grænser – det er ok at sex er en privat sag

Først vil jeg sige til dig, at der ikke er noget som helst forkert i, at du ikke har været i seng med en dreng endnu. Vi lever i en kultur, hvor sex bliver klistret op på vægge, stolper og i medierne. Du er i din ret til at ønske, at det er en privat sag. At andre omkring dig taler om det, mens du hører på det, lyder til at være grænseoverskridende for dig. Du er virkelig i din ret til at sige, at du ikke har lyst til at høre på det eller tale om dit sexliv. Du har ret til at lade det være en privat sag.

Sex før 15 år er ikke normalt for alle – og heller ikke lovligt

Jeg kan forstå, at det i din vennekreds er normalt, at man har sex med drenge fra 12-års alderen. Nu er det jo ikke sikkert, alle er helt ærlige om det, det kunne også tænkes, at nogle siger det, fordi de oplever et gruppepres; det er ikke helt ualmindeligt. Jeg er nødt til at fortælle dig, at der findes en lov, som siger, at det er ulovligt at have samleje med en person under 15 år. Så måske er du ikke så unormal. I de kredse, jeg kommer, er det ikke normalt, at man har sex fra 12-års alderen. Læs mere her: Er sex først lovligt, når man er fyldt 15?

Sex, kærlighed og tryghed hænger sammen

Jeg vil ønske for dig, at du kan se det, som sker for dig, som noget fint. Du får pga. din “generthed” og forsigtighed mulighed for at vente med at have sex, til du virkelig finder én, du holder af, og som du måske gerne vil giftes med. På den måde bevarer du det dyrebareste og fineste som en gave til den, som du måske skal leve sammen med resten af livet – tænk en gave at have med dig!

Jeg vil virkelig ønske for dig, at du kan se det seksuelle som noget, der hænger sammen med kærligheden. Hvis dit fokus kan flytte sig fra, om du har været i seng med en, til ønsket om at finde en sød kæreste og med tiden kunne glæde dig til sex med ham, så vil du finde en masse ro.

Læs også nedenstående artikler og svar:

Pas godt på dit sexliv

Sex og følelser

Schyy ... jeg er jomfru!

14 år og aldrig kysset – er det underligt?

Vær ærlig overfor vennerne

Du skriver, at du lyver for dine venner og siger, at du har haft sex. Jeg vil forslå dig at stoppe den løgn. Du er både med til at sætte et falsk rygte op om, at “man skal have sex tidligt for at være normal”, og du ødelægger også dit forhold til dine veninder ved ikke at tale sandt. Et godt venskab bygger jo på ærlighed. Måske ville det være en befrielse for nogle af dine veninder, hvis de hørte sandheden. Måske er der også flere af dem, som lyver. Det er en rigtig dårlig spiral at komme ind i. Mit råd til dig er at være stolt over ikke at have givet den gave som sex er til nogen endnu. Fortæl dine veninder ærligt, at du faktisk er meget privat omkring seksualitet og gerne vil beholde det for dig selv. Måske når du har fået en kæreste, og I vælger at gifte jer, kan den smukke blomst, som sex er, folde sig ud. Det er slet ikke for sent!

Læs mere om venskaber her: Pigevenner og drengevenner

Kærlig hilsen
Lise Berggren Smidt


Lise Berggren Smidt

Skrevet af:

Lise Berggren Smidt

krops- og psykoterapeut, lærer

adamogeva.dk

Annoncer