Har seriøst kvajet mig - sex med veninde - hvad nu?

Vis spørgsmål

Hej AdamogEva.dk! Som så mange andre, lad mig da starte med at rose jeres fantastiske brevkasse. Det er bare super, at I gider hjælpe os, der har brug for hjælp og ikke mener, vi kan finde det andre steder.

Sagen er den, at jeg har en veninde, som jeg elsker højere end noget andet, og det har jeg gjort lige siden 6. klasse, da vi gik i folkeskole. Ønskede ikke en kæreste dengang, og det gør jeg stadigvæk ikke.

Det gør jeg ikke af den grund, at jeg intet har at tilbyde en evt. partner. Jeg er associal, IT-nørd, og et levende eksempel på begrebet af kedelig. Tag nu ikke fejl - jeg siger ikke dette pga. lavt selvværd, eller andre har fortalt mig, at det er sådan. Det er bare sådan. Jeg har også andre uheldige karaktertræk, bl.a. er jeg aldrig rigtigt glad og alt, der kommer ud af min mund, vil uden tvivl være negativt ladet. Mine forældre har igennem min opvækst prøvet at sende mig til flere psykologer (netop fordi de var bange for, at jeg var mobbeoffer), men ingen har været i stand til at finde ud af, hvad der er "galt" med mig.

Mine forældre og omgivelser er dog ved at acceptere, at det er den, jeg er, og at jeg åbenbart stod sidst i køen, da Gud uddelte smil og lykkepiller.

Lad os komme tilbage til sagen. Jeg har selvfølgelig talt ud med min veninde om mine følelser for hende, og hun har hjulpet mig rigtig meget med at bearbejde dem. Det er gået så godt, at vi den dag i dag er rigtig gode venner, og det fungerer utroligt nok godt, selvom mine følelser stadigvæk er der. Hun accepterer mig fuldt ud, som den jeg er, og det er kun sammen med hende, at jeg en sjælden gang viser et smil, ægte glæde og positivitet.

For ca. et år siden, blev hun kærester med en fra hendes gymnasium. Som hendes ven, blev jeg selvfølgelig glad på hendes vegne, men forventede også at opleve et strejf af jalousi og had til denne formodede "konkurrent".

Tvært imod. Da jeg så statusopdateringen på Facebook, fik jeg det største smil på, min krop blev fyldt med varme og glæde, og det skræmte mig. Helt seriøst.

Igår inviterede hun mig så med til en fest som hendes ledsager, da hendes kæreste skulle noget andet. Af grunde jeg ikke forstår, accepterede jeg invitationen, og det viste sig så også at være den dummeste beslutning, jeg har taget.

Grundet lidt for meget alkohol, og de følelser, vi åbenbart begge har for hinanden, gjorde, at vi den aften endte i hendes seng. Absolut ikke godt. Og jeg står nu i det dilemma, at jeg gerne selv vil fortælle hendes kæreste, hvad der er sket, da jeg mener, han fortjener at få det at vide. Men hun står på den anden side og vil ikke fortælle ham noget.

Hvad skal jeg gøre? Skal jeg lytte til mig selv, eller respektere hendes ønske?

Føler mig også selv lidt såret af situationen, fordi hun jo åbenbart i al den tid, jeg har været åben overfor hende, har holdt hendes følelser for mig hemmelige. Godt nok er jeg ikke helt normal, men jeg er ikke lavet af sten, så løgne gør lige så ondt på mig, som alle andre.

Håber I kan hjælpe mig.

Mvh

Sebastian, 20 år


SVAR:

Kære Sebastian

Tak for rosen til brevkassen.

Tak for dit spørgsmål. Jeg læser to problematikker i det. Dels det, at du er kommet i klemme i forhold til hendes kæreste og dels det, at hun viser dig følelser, som du egentlig ikke vidste, hun havde.

Allerførst vil jeg dog lige sige, at det lyder til at være en rigtig god veninde. At hun er den, der kan få dig til at være lidt positiv og glad.

Hvad gør du med hendes kæreste?

Jeg synes, du lyder til at være en sympatisk fyr på den måde, at du bekymrer dig for det, du har gjort, og vedkender dig, at du har overtrådt et rum, du ikke skulle træde ind i. Du vil gerne stå ved det og sige det, som det er, til hendes kæreste. Som sagt så synes jeg, det er en meget sympatisk tanke. Men jeg vil alligevel råde dig til at lade din veninde bestemme det. Det er hendes forhold, det er hende, der kommer til mest at stå med problemerne. Det er hendes ansvar, synes jeg, at hun finder ud af, hvordan hun vil stå til regnskab i hendes relation. Jeg kan godt lide, at du gerne vil stå ved, at du også er en del af problemet, jeg mener alligevel, det er hendes sag, at gøre rent bord i hendes forhold. Som jeg forstår dit brev, så har du ikke en relation til ham, det var selvfølgelig noget andet, hvis du var ven med ham. Jeg synes faktisk også, det hele kommer til at afhænge af din veninde.

Hvorfor gjorde hun det?

Som du selv spørger, så bliver du i tvivl om, hvad du egentlig skal tro og tænke nu om jeres venskab. Er hun i virkeligheden varm på dig? Hvis hun er, så har hun jo et nyt problem – idet hun har en anden kæreste. Hvis ikke hun er varm på dig, var det så bare, fordi I havde drukket for meget? Det, synes jeg, du skal tale med hende om, og I skal tale om, hvordan I nu kan være venner fortsat. Jeg synes, det hele afhænger af denne snak. Hvis din veninde ”bare” var fuld og ikke helt vidste, hvad hun gjorde, og nu i ædru tilstand tager afstand fra det, der skete og dermed undskylder sig, ja så må hun jo finde ud af, hvad hun gør i forhold til sin kæreste.

Hvis hun derimod fortæller dig, at hun har en forkert kæreste og hellere vil have dig, ja så skal hun jo finde ud af, hvad hun så gør med ham den anden og I skal finde ud af, hvad I vil sammen fortsat.

Læs også disse artikler om alkohol:

Alkohol så det rykker

Sex og alkohol

Håber mit svar giver dig klarhed over, hvordan jeg tænker, du kan gå frem.

Venlig Hilsen

Steen Kruse


Steen Kruse

Skrevet af:

Steen Kruse

Parterapeut, afdelingsleder på Center for Familieudvikling

adamogeva.dk

Annoncer