Har panikangst - kan I give nogle gode råd?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva. Jeg er jeg kvinde på 20 år. Jeg har panik angst, jeg fik stillet dignosen som 15 årig. Jeg har det virkelig svært og ved ikke, hvordan jeg kan slippe af med den, selv om jeg prøver mit beste.

Jeg har fået piller imod det, dengang jeg var 18, men jeg fik det bare meget værre af dem, så jeg tager dem ikke mere. Jeg har også gået til pyskolog i 6 mrd. Det hjalp heller ikke. Jeg gik også på en skole mod angst i 4 mrd. Derfra har jeg lært en del med øvelser og mindfulness, som jeg bruger, når jeg får mine 5 store daglige anfald.

Jeg føler mig rastløs og ved ikke, havd jeg ellers kan gøre bedre. Nogle gange (faktisk tit) har jeg bare lyst til at forsvinde lang væk fra det hele og folk jeg kender. Det er ikke nogen rar følese at have det sådan, det ødelægger mit liv. Jeg kan mærke min angst konstant hver evig eneste dag og jeg er ved at være godt træt af det for at sige det lige ud. Jeg har læst på nettet om panik angst og hvordan man kan gøre den mindre, der står bla. om, at man skal snakke om det med nogen..

Jeg snakker engang imellem med min kæreste om det..men ikke så tit, for han har sit at tænke på. Min far snakker jeg ikke med og min mor vil ikke snakke om det, da hun selv har angst. Så ved ikke hvem jeg skal snakke med om det. Jeg har ikke noget arbejde, fordi jeg er bange for at få et panik anfald og det så ødelægger det arbejdmæssige for mig..da jeg nu også går her hjemme dagen lang, har jeg jo også masser af tid til at tænke over min panik angst i og få det værre af det.:( og det er jo noget skidt ved ellers ikke hvad, jeg skal gøre. Føler jeg er ved at blive sindssyg (det går mig meget på), men det er også en del af sygdommen. Det er meget svært at leve med.. Jeg vil høre, om I har nogle gode råd, jeg kan tage med mig og bruge..

Mvh den triste, 20 år


SVAR:

Kære Triste

Tak for brevet til AdamogEva. Jeg vil gerne dele nogle tanker med dig om panikangst og forsøge at komme med inputs til, hvad du kan gøre. Efter min opfattelse har du allerede prøvet mange forskellige tilbud, og jeg kan mærke din frustration og fortvivlelse i brevet. Det jeg skriver er nok ikke nyt for dig, men det kan være, at nogle af tankerne kan hjælpe dig lidt videre.

Opmærksomhed på symptomerne

Jeg forestiller mig, at du oplever symptomer som: rysten, sveden, hjertebanken, brystsmerter, svimmelhed, åndedrætsbesvær, kvalme eller ubehag i maven. Jeg tænker også, at du måske kan blive bange for at miste kontrollen over dig selv eller kan blive bange for at dø. Dette er alle symptomer, der indgår i beskrivelsen af panikangst.

Noget af det jeg finder væsentligt ift. panikangst er din evne til at mærke og sætte ord på disse symptomer. Du beskriver selv, at du benytter mindfulness, og jeg mener, at dette er en effektiv metode til at blive opmærksom på din krop og lære dine signaler at kende. Du fortæller også, at du har læst, at det er vigtigt at snakke med nogen. Det vil jeg give dig helt ret i. At få sat ord på dine fornemmelser, tanker og følelser kan hjælpe til, at du selv bliver mere klar på, hvordan du har det, og hvordan tingene hænger sammen.

Der er således forskellige faktorer, du kan være opmærksom på og øve dig i at lægge mærke til.

  1. Din evne til at genkende symptomer (kropslige fornemmelser, impulser, tanker og følelser),
  2. hvornår kommer symptomerne, er der et mønster – særlige situationer – og
  3. finde ud af hvorfor symptomerne kommer i netop disse situationer.

En måde at undersøge dette på kunne være at lave et skema over anfald og situationer, hvor du bliver angst og skrive ned hvorfor du mener, du bliver angst netop der. Dette kan være med til at skabe overblik og forståelse.

Angsten for angsten

På nuværende tidspunkt lyder angsten til at blive mere og mere styrende for din hverdag, og mit indtryk er, at den bliver stadig mere invaderende ift. de ting du gør og begiver dig ud i. Du forklarer, at du f.eks. ikke har lyst til at tage et job, fordi du er bange for at få et angstanfald. Som jeg ser det, har du udviklet en forventningsangst – altså en angst for angsten, hvor du er i gang med eller allerede har udviklet en undvigende adfærd. Dvs. du undgår steder, hvor du tidligere har haft angstanfald, hvor du frygter at få et anfald, frygter ikke at kunne få hjælp eller frygter steder, du ikke kan komme væk fra.

Et simplificeret eksempel kunne være, at når du går op af trapper oplever du åndedrætsbesvær. Åndedrætsbesvær er sammenligneligt med symptomet du oplever inden et angstanfald, og du kan automatisk komme til at reagere i tanke og handling, som om der er fare på færde. Med tiden vil du måske forsøge at undgå at gå på trapper, hvilket hjælper til at holde angstsymptomerne væk. Dvs. du gradvist tilpasser dig sygdommen ved at undgå flere og flere situationer. Hvis det er sådan, du har det, tror jeg du vil opleve, at du afskærer dig mere og mere fra omverdenen, og der bliver stadig flere aktiviteter du ikke kan deltage i.

Lidelsen kan komme til at begrænse dig, hvilket allerede er mit indtryk, at den i nogen grad gør. At blive klar over og opmærksom på at differentiere symptomer fra hinanden, deres risici og deres ophav, kan være til stor hjælp. F.eks. kan det siges, at åndedrætsbesværet i trappeeksemplet sandsynligvis ikke er tegn på en potentiel fare, men nok er forårsaget af, at du er fysisk aktiv.

Behandlingsmetoder

Som du måske er bekendt med, er de mest anvendte terapimetoder kognitiv adfærdsterapi og medicinsk behandling.

Kognitiv adfærdsterapi er en metode, hvor der fokuseres på tanker og forestillinger om selve angstanfaldet. Centralt for metoden er, at der bruges meget tid på at informere og undervise om lidelsen og dertilhørende symptomer samt hvordan de udvikles. Ideen er, at du har udviklet bestemte tanke- og handlingsmønstre, der er med til at udvikle panikangst og hvis reaktionsmønstre og tanker ændres, kan man lære at håndtere og undertrykke angsten. Desuden anvendes gradvis udsættelse for situationer, der medfører angst. Formålet hermed er, at du gradvist lærer at rumme og håndtere dine angstreaktioner.

Medicin er en anden mulighed. Du beskriver, at du har prøvet medicin, og at du blev meget syg af det. Det er derfor muligt, at dette ikke virker for dig. Det er også muligt, at du kan få en anden type medicin. Den mest effektive medicinering er SSRI, men man kan også anvende benzodiazepiner. Dette er altid efter aftale med læge.

Depression

Du fortæller, at du nogle gange – faktisk tit – har lyst til at forsvinde væk fra det hele. Panikangst kan ofte være ledsaget af depressive symptomer og selvmordstanker. Panikangst kan være tegn på en begyndende depression. Eftersom du har oplevet angstanfald de sidste fem år, går jeg ud fra, at du via læge, psykologer mm. er sikret, at det ikke drejer sig om en depression, men synes jeg vil nævne det, da en depression behandlingsmæssigt håndteres anderledes.

Hvad kan du gøre

Panikangst menes at være arveligt, og da du fortæller, at din mor også lider af angst, er en mulighed, at du har arvet en særlig disposition for at reagere med særlige angstreaktioner ved specielle belastninger. Din mor er muligvis en af dem, der kan forstå dig bedst, og hvis du har tillid til hende, tror jeg det kunne være godt for jer at dele oplevelser og bekymringer. Du forklarer dog, at du ikke oplever at have nogen tæt på, du har lyst til at snakke med. En mulighed er i stedet at benytte nogle af de mange rådgivningslinjer der findes. F.eks. AngstTelefonen (70279294). En rådgivningslinje er en anonym og uforpligtende samtale, hvor du taler med en der selv har oplevet angsten tæt på eller en der har ekspertise inden for området.

En anden mulighed er selvhjælpsbøger som: “Når angsten tager magten” af Per Staarup Søndergaard eller:

“Slip angsten” af Irene Henriette Oestrich. At læse er en måde at opnå større viden om symptomer og grunde til angst. Det kan ligeledes være befriende at læse om andre, der har haft det på samme måde som du selv.

Du skriver, at du er ved at være godt træt af det, og mit indtryk er en opgivende og magtesløs position, hvor du ikke ved, hvad du skal stille op, og ikke orker at have det, som du har det. Jeg kan kun gisne om, hvordan det må være for dig, og jeg kan forestille mig, at du efterhånden ikke tør tro på forandring, fordi du er bange for, at det ikke vil lykkes. Her kan jeg kun opfordre til at bevare troen og håbet på samt viljen til det bedre.

Jeg ønsker dig alt godt.

Venligst Stine


Stine Steen Høgenhaug

Skrevet af:

Stine Steen Høgenhaug

Psykolog

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK