Har ikke lyst til at komme videre - burde jeg tale med eks igen?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en pige på næsten 17 år. I maj 2013 slog jeg op med min kæreste. Selv mener jeg, at jeg var forvirret over mine egne følelser og ville prøve noget andet eftersom vi næsten havde været kærester i 2 år.

Han blev ved at kontakte mig og mine venner, fordi han ikke kunne give slip. Jeg begyndte at ignorere ham og så en anden, som jeg også var seksuelt sammen med 4 gange. Allerede 1 gang, vi var sammen, kunne jeg mærke, det var forkert og savnede min eks.

3 måneder senere end min ekses og mit forhold er slut, savner jeg ham helt vildt. Vi ser hinanden nogle gange og han overvejer, om han vil have mig igen, men det ender med, at han afviser mig helt, eftersom han har billeder af mig og en anden, og det kunne han ikke klare.

I lang tid så jeg ham ikke og flygtede hver gang, jeg gjorde, for ikke hele tiden at blive mindet om ham. Men nu er det mere end et halvt år siden, at vi slog op og jeg sidder her stadig. Når jeg møder ham i byen, begynder jeg at ryste. Jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Værst af alt har jeg ikke lyst til at komme videre, jeg vil bare have ham, jeg tror så meget på ham og mig. Men han vil ikke snakke med mig, og jeg har på fornemmelsen, at han flirter med en anden.

Ville det nogensinde være muligt for mig at kunne genskabe de følelser mellem os, som der var? Burde jeg tale med ham, eller er det dumt?

Hilsen en ulykkelig ung pige

C, 16 år


SVAR:

Kære C

Jeg tænker ikke, at der er noget helt tydeligt svar at give dig, men her er de tanker, jeg har gjort mig. Jeg tror, det vil være fint, hvis du tager kontakt og at I får talt ud med hinanden, men jeg tror, at det er vigtigt, at du først forholder dig til nogle ting:

Drøm og virkelighed

Der er sket en del siden I var kærester sidst. Når du ønsker at kontakte ham og tror på ham og dig sammen, er det så fordi du savner HAM eller savner du mest af alt at have en kæreste? Prøv om du helt ærligt kan mærke efter, hvad det handler om. Du slog op fordi du var forvirret over dine følelser og ville prøve noget andet. Det tror jeg var et godt valg på det tidspunkt. Du trængte til at finde dig selv noget mere først og I havde været kærester siden du var 14. Nu er der gået noget tid – men har du fundet dig selv mere nu eller savner du mest en kæreste? Bygger du dine tanker på en drømmeforestilling om jer eller vil I kunne have det rigtig godt? Der var en grund til, at du i maj 2013 slog op med ham. Vil du hurtigt opleve det samme igen, eller har du selv taget nogle skridt, så du vil tænke og føle anderledes i forholdet nu?

At overskride egne grænser

Du fortæller, at du havde sex med en anden fyr 4 gange i perioden efter du havde slået op med eks-kæresten. Første gang mærkede du, at du ikke selv var med i det, og du savnede din eks-kæreste. Alligevel skete det igen. Jeg tænker, at det er så vigtigt, at du har dig selv med i det, du gør. Forhold dig derfor til om du er klar til at sætte en anden grænse, hvis du på et tidpunkt igen mærker, at du ikke har dig selv med. Vil du kunne sige fra? Noget af det der er kendetegnende for et sundt parforhold er, at du er i stand til at sige til og fra. Ved at sætte en grænse du mærker er god for dig selv, mærker du dig selv, passer på dig selv og ”finder” dig selv. At se sig selv i øjnene og sætte nogle grænser for, hvad man vil være med til kan også være med til, at man træffer nogle gode valg. Spring derfor ikke bare ud i et kæresteforhold eller i at dyrke sex. Sæt nogle grænser og pas på dig selv – og andre.

Forventninger

Du kan godt kontakte din eks-kæreste, men forvent ikke at det bare lige bliver det samme som da I sidst var kærester. Jeg tænker, at du i første omgang skal mødes med ham for at tale ud med ham og tale med ham om det, der skete. Det er helt afgørende, at I kan tale åbent sammen og kan være ærlige over for hinanden. Derfor vil det være godt, at I ikke i første omgang mødes for at skulle blive kærester igen, men for at finde ud af, om I taler godt sammen og kan bygge et forhold op med tillid. Prøv at vende det hele lidt om: Forestil dig, at det var ham, der havde slået op med dig i sin tid og at han derefter havde haft sex med en anden pige nogle gange. Ville du være samme sted som da I var kærester? Jeg kan godt forstå, hvis han synes det kan være svært at genoptage kontakten. Der er noget I skal have bygget op sammen igen for at forholdet kan blive godt. Hvis du er indstillet på at forholdet bliver noget lidt andet end tidligere og at du er indstillet på åbenhed og ærlighed, vil det være en god ide at kontakte ham. Du må give det noget tid at opbygge venskab og tillid i jeres forhold. Vil du ikke kunne være åben og ærlig over for ham, så synes jeg ikke du skal genoptage kontakten, men i stedet lægge ham på hylden og komme videre. Og husk: pas på dig selv – og andre.

Alt det bedste til dig fra

Lene Esmarch 


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK