Han hader mig åbenbart – er det min skyld og hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Jeg har flere gange skrevet til jer, og virkelig fået nogle råd, der har været nyttige. Jeg står nu i en håbløs situation. Jeg vil prøve at gøre det kort.

Da jeg var 19 år, mødte jeg en fyr, som jeg blev forelsket i, og han elskede mig, vi var sammen i knap et år. Vi boede begge hos hver vores forældre, hvilket gjorde det svært at være sammen Vi gik fra hinanden pga afstand. Han gik fra mig, jeg var fortabt, jeg brugte flere år på at komme videre. Men aldrig har jeg glemt ham. Efter bruddet blev han pludselig kold overfor mig og ignorerede mig. Hvilket jo er meget normalt. Men en dag kom han til min by og ville mødes i byen, vi talte og hyggede os meget, han ville ringe til mig i løbet af ugen, lovede han. Han ringede aldrig, da jeg så skrev til ham, at ham lovede at ringe, svarede han koldt " jeg lover så meget. " Efter den tilbagemelding kontaktede jeg ham aldrig igen før 5 år efter.

Vi skrev frem og tilbage, vi blev enige om at drikke kaffe sammen, det gik rigtig godt. Vi blev enige om at være venner. MEN så sker det, vi havde sex til karneval. Og efter det gav han mig skylden, for hvad der var sket. Jeg skrev til ham, om vi skulle glemme det og lægge det bag os, han svarede, at den vej kunne vi nok ikke gå, efter vi havde haft sex.

En uge efter samtalen, havde jeg ikke rigtig hørt fra ham. Jeg prøvede virkelig, for jeg savner ham så meget. Men jeg besluttede så at gå tilbage til min anden ex, som jeg havde været fra 1 måned, men gik for nylig fra igen.

Jeg troede jo ikke, han ville mig, når jeg ikke hørte fra ham. Derfra blev han sur som pesten, han ville slet ikke betjene mig, der hvor han arbejder, han ignorere mig fuldstændig, jeg har prøvet at tale med ham, han sagde " jeg har ikke noget behov for at tale med dig ". Han svare ikke på den ene sms, jeg har sent til ham. Nu tænker jeg: Hvorfor så sur? Fordi han måske ville mig alligevel? Jeg fandt sammen med min ex, fordi personen her ikke viste, han ville mig. Men hvorfor så blive så sur, efter jeg havde en anden?

Nu hvor jeg igen er alene, fordi jeg savner personen her, føler jeg noget må gøres. Jeg vil vide, hvorfor han hader mig, er det fordi han måske følte noget, eller er han bare ligeglad med mig? Jeg tænker, man da ikke opfører sig sådan overfor en person, man alligevel ikke vil have. Hvordan finder jeg bedst ud af det? Skal jeg fortælle ham om mine følelser, eller bare lade ham gå. Jeg vil så gerne ham. Men jeg troede jo ikke, han ville mig noget. Han mener, vi havde det sjovt den aften, vi var nære. Jeg er lost, håber dette giver lidt mening. Mit store spørgsmål er, hvorfor hader han mig, og i så fald hvis det er min skyld, hvordan får jeg ham til at lytte? Har overvejet at give ham en lille tekst over baren, hvor han arbejder, hvor der står noget ala, jeg savner dig/undskyld?

Melcle, 24 år


SVAR:

Kære Melcle

Du spørger, hvad du skal gøre og hvordan du kommer i kontakt med din tidligere kæreste, som nu ignorerer dig og har udtalt ”at han ikke har behov for at tale med dig”.

Jeg tænker, at I begge har forvirret hinanden og jer selv godt og grundigt. Det er tydeligt, at du ikke helt kan glemme ham, da du med mellemrum igen og igen har kontaktet ham. Vil du ham 100 % og vil han dig?

Hvad vil du/I?

I har begge sendt meget utydelige signaler. Han lovede på et tidspunkt, at han ville ringe til dig, men gjorde det aldrig. Senere skrev han: ”jeg lover så meget”. Med den kommentarer virker han absolut ikke til at være typen, du kan regne med. Du må gøre op med dig selv, om du ønsker at være sammen med en fyr, der lover dig forskelligt, men ikke holder det og ikke er til at regne med, fordi han ”lover så meget”…

Hvad kan han regne med?

Samtidig spørger jeg mig selv, hvad han kan regne med i forhold til dig. Du fortæller, at du på et tidspunkt savnede ham rigtig meget, men alligevel valgte at gå tilbage til en anden ex-kæreste, da du ikke troede, at din første ex ville dig. Var det fair over for din anden ex-kæreste, at du var sammen med ham, fordi ham du egentlig gerne ville have ikke længere var interesseret? Hvordan skal en fremtidig kæreste være sikker på, at du vil ham? Vil du ”skifte spor”, er det nødvendigt, at du gør op med dig selv, om du vil være til at regne med og at du gør op med dig selv, hvad du vil og ikke vil. HVEM vil du være kærester med? Går du ind i et forhold, må du satse 100 % på det. Hvis din ex-kæreste egentlig gerne ville dig, har han ikke været tydelig. Måske har han alligevel følt sig ”snydt”. Udefra ser det ud som, om han er blevet holdt for nar, idet du hurtigt gik tilbage til din anden ex-kæreste.

Sex skaber bånd

På et tidspunkt foreslår du ham, om I skal glemme det, der er sket, hvortil han svarer ”at den vej kunne vi nok ikke gå, efter vi havde haft sex”. Jeg ved ikke, om han tænker det samme som mig, men for mig er kommentaren et signal om, at sex binder to stærkt sammen. Sex er ikke for to, som bare ønsker at være venner. Det er ikke muligt at fortsætte et almindeligt venskab, når man har haft sex med hinanden. Det vil altid have en betydning for det forhold, at man har været så tæt på hinanden.

Hvad skal du gøre?

Jeg synes, du skal gøre op med dig selv, om du er indstillet på at gå ind i et forhold med din første ex-kæreste eller ej. Om du vil gå helhjertet ind i forholdet og spille med åbne kort. Er du interesseret, så giv ham en undskyldning i baren eller på en anden måde, men gør det også klart, at han må være tydelig. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke tolke, om han vil dig eller ej. Tager han ikke imod din undskyldning, så glem ham.

Virker han interesseret i dig, er det nødvendigt, at I får gjort op med tidligere ting i jeres forhold og bliver enige om, at I vil være til at regne med og vil arbejde på at sende tydelige signaler. Hvis I ikke kan tale om det og være ærlige over for hinanden, kan du lige så godt droppe jeres forhold. Kan I ikke tale om det, vil I altid være usikre på jer selv og hinanden og dermed altid have et forhold med en masse tvivlsspørgsmål og forvirring.

Jeg håber, du tør gøre op med dig selv, se dig selv i øjnene og tør prøve at springe ud i at være en person, der er til at stole på. Det er livet værd og det er du værd.

Jeg ønsker dig alt det bedste. Derfor mine lidt hårde og tydelige ord om at se dig selv i øjnene og gøre op med dig selv :-)

Kærlig hilsen

Lene Esmarch 


Lene Graugaard Esmarch

Skrevet af:

Lene Graugaard Esmarch

Efterskolelærer

adamogeva.dk

Annoncer