Gravid og splittet - hvad vil I råde mig til?

For godt 3 måneder siden fandt jeg ud af, at jeg var gravid, men jeg er bare ikke helt glad. Vi mødte hinanden for 10 måneder siden, og der var en masse ballade med løgn og andet. Vi slog op, og jeg var godt igang med mit nye liv, savnede ham ikke og havde givet slip. En dag kontakter han mig og fortæller, han har skaffet os en lækker lejlighed. Det virker tillokkende, og jeg flytter ind hos ham. Han er tyrker og 15 år ældre, og vi er meget forskellige, og jeg har ikke de samme følelser for ham mere. Jeg er bange for, at det kun bliver værre, når jeg har det sådan nu, og det er ikke noget at tilbyde mit barn. (Kort resume ved redaktionen)

Læs hele spørgsmålet her:

Kære Brevkasse! For godt 3 måneder siden fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Det kom som et stort chok, og selvom det var meget ønsket fra både min og min kærestes side, er jeg bare ikke helt glad.

Vi mødte hinanden for 10 måneder siden, havde en hel masse ballade i starten, (Med at han stadig var gift!, løj om stort og småt - Noget han liiige havde glemt at informere mig om). Vi slog op. Og efter 2-3 måneder var jeg godt i gang med at gå "min egen vej", flytte til en ny by, starte studie osv. Det hele så lysere ud. Og efter al balladen (som bestemt ikke kan tåle dagens lys her på siden), savnede jeg ham ikke mere og havde følelsesmæssigt givet slip. Næsten.
MEN - Det havde min kæreste ikke. (Han havde, og jeg citerer, flere gange sagt; JEG SLIPPER DIG ALDRIG!) Ikke en udtalelse, der skulle tages med et gran salt.

En dag ringer han mig pludselig op og siger, at han har skaffet os en helt ny, lækker 4-værelses lejlighed. Jeg troede, det var en joke. Da han jo før havde vist sig som en storslået løgner. Men jeg tog fejl. Og tanken om at bo der virkede mere tillokkende end det projekt, jeg selv havde gang i. Så det endte med, at jeg flyttede ind hos ham. (Nok mest fordi jeg var dum, impulsiv og usikker på min egen situation fremover og havde et spinkelt håb, om at forholdet kunne reddes.) Min kæreste er tyrker og 15 år ældre end mig, og det kan efterhånden godt mærkes.

I starten syntes jeg, det var eksotisk med vores vidt forskellige baggrunde, men lidt efter lidt ramte realiteterne. Og gjorde det hårdt! Jeg fandt ud af, at han i forvejen havde to sønner fra sit tidligere ægteskab. Og at jeg i hans tyrkiske families øjne nu var "den anden kvinde", den, der havde smadret hans familie. Jeg har selv et meget dårligt forhold til min familie, bortset fra min mor, som jeg har det ambivalent med, men elsker højt. Så det er selvfølgelig et meget ømt punkt.
Men ikke desto mindre - Nu står vi så her. Vi skal have et barn sammen, og det er han glad for, men jeg bliver bare mere og mere slukøret. Ikke på grund af barnet, men den situation som jeg har sat mig selv i. Jeg har heller ikke de samme følelser for ham mere, har ikke lyst til kys og kram, og har egentlig mest lyst til at tage flugten. Men jeg ved jo heller ikke, hvad jeg går ud til.

Min kæreste er en sød og varm mand, og alle har fejl; det ved jeg om nogen. Det hele føles bare forkert. Jeg burde være vildt lykkelig over mit kommende barn, og at jeg bor så dejligt og har en sød kæreste, selvom han ikke er perfekt. Og jeg tænker, at det også kan have noget med graviteten at gøre, at jeg ser så sort på det hele, for jeg har været meget dårlig lige fra start.

Men min kæreste irriterer mig, og jeg kunne egentlig bedre lide det før, da vi ikke boede sammen. Jeg tror bare, mine følelser fra nu af bliver mere og mere grå og triste, men hvordan kan jeg tillade mig at være så utilfreds?! Jeg har det, som om der er noget, der ikke stemmer. Som om jeg er i det her forhold "bare fordi"... Det var den første løsning, der faldt mig ind, og fordi angsten for at være alene var for stor. Det føles ikke rigtigt, jeg har det, som om jeg skylder ham noget, og det tror jeg også, han synes.

Vi er også temmelig forskellige, og det bliver så meget mere tydeligt, når man går op ad hinanden 24-7. Han er mest interesseret i sport, og jeg er meget mere til musik, kunst og kultur. I starten var det ikke noget problem, og jeg lagde mest vægt på hans glade og optimistiske sindelag, men nu synes jeg, det bliver mere og mere tydeligt, at vi ikke rigtig passer sammen. Det er han dog helt uenig i. Jeg føler lidt, at jeg er ved at miste mig selv, mine værdier og de ting, der giver mig glæde i livet.

Så nu er mit spørgsmål, hvad skal jeg gøre med denne her "usikkerhed"? Eller min manglende sans for "retning" i mit liv. Skal jeg lytte til mig selv og gå, eller prøve at ignorere min frygt og give forholdet mere tid? Jeg er mest tilbøjelig til at tænke det sidste, for det viser sig jo altid at "Græsset IKKE er grønnere"! Mht. min kæreste, så har jeg prøvet at foreslå ham, at vi kunne flytte hver for sig, og at det måske ville lette presset på forholdet. Men den tanke er han ret - hvis ikke helt - lukket overfor, HAN ER JO TYRKER, OG SÅDAN GØR MAN IKKE I DERES KULTUR. Suk! Jeg havde desværre nok forventet, at han ikke var så farvet af den tyrkiske kultur, når det kom til stykket, for han har boet i Danmark i lang tid, før vi mødte hinanden.

Men jeg er bange for, at det kun bliver værre, når jeg har det sådan nu, og det er ikke noget at tilbyde mit barn, hvis det ender ud med, at han fik sin vilje, og jeg er en små-depri, bitter, ung mor. Det er trods alt mig, der har det største ansvar for barnets trivsel, hvilket i de første år er meget afhængig af min.

PLEASE hjælp. Jeg har brug for et ret konkret, velovervejet svar.

På forhånd tak.

Kærligst Gry, 23 år