Grænse overskredet, kan ikke glemme det - hvordan sige stop?

Vis spørgsmål

Min bedste ven har taget på mig. Han er altså en dreng, og han har suttet min penis, og nu har han fået mig til at onanere på hans penis. Hvordan siger man stop?

Kan ikke glemme det.... please hjælp!

Anonym, 15 år


SVAR:

Kære du

Tak for dit mod til at skrive til AdamogEva.dk om din oplevelse. Det er rigtig godt, du søger råd om det, som du ikke selv lige kan se en vej igennem.

Grænseoverskridende

"Hvordan siger man stop?" spørger du. Med det spørgsmål fornemmer jeg, at du er gået med til noget, som du inderst inde ikke ønskede at være med til. Det har overskredet dine grænser.

Det er tit, at vi først bagefter mærker, at det skete faktisk ikke var ok for mig. Nu mærker du, at du har det skidt med det, som er sket. Det er en sund reaktion på, at det skete har været grænseoverskridende på den dårlige måde.

Det er ikke unormalt, at man som teenager prøver noget forskelligt af rent seksuelt. Din seksualitet er ved at vågne, og mange ting virker spændende og dragende. Men gå ikke med til noget, som du ikke har lyst til.

Vigtigt at du mærker dine egne grænser

Nu har du mærket på din krop, hvordan det føles, når noget overskrider dine grænser. Det er ubehageligt og ikke spor rart. Derfor vil jeg opfordre dig til at mærke efter, hvor dine grænser går. Hvad vil du være med til, og hvad vil du ikke være med til? Det er dine grænser – og du bestemmer hvor grænsen går!

Prøv at mærke efter i dig selv, hvor du har dine grænser. Det er nemlig vigtigt i forhold til at kunne sige ”nej” og sige ”stop”. Både nu over for din ven og også hvis der opstår andre situationer i fremtiden. Det er dine grænser, du bestemmer, hvor de går. Der er ingen venner, der er så meget værd, at det skal gå ud over dine grænser, hvis du skal være sammen med dem. Og koster det venskabet at sige ”nej”, så er det bedre, end at du går med til noget, du ikke ønsker at være med til.

Hvad fik dig til at sige ”ja”?

Måske sagde du ikke direkte ”ja” men fik bare ikke sagt ”nej” eller ”stop”. Men jeg vil gerne udfordre dig til at tænke over, hvad det var, der gjorde, at du ikke fik sagt fra. Følte du dig presset af din bedste ven?

Snak med en om din oplevelse

Jeg vil gerne til sidst opfordre dig til at finde en at snakke med om din oplevelse, så du ikke selv skal gå med det. Er der en, du har tillid til, og som, du ved, vil tage dig seriøst? Dine forældre, en lærer eller…? Jeg ved godt, det kan være både svært og pinligt at skulle snakke om det. Du har vist stort mod ved at skrive til os om din oplevelse. Samme mod kan du bruge igen.
Vis vedkommende mit svar – og tag en snak ud fra det.

De bedste hilsner, Steen


Steen Møller Laursen

Skrevet af:

Steen Møller Laursen

Landsleder for Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK