Genert og akavet over for hende, jeg er forelsket i ...

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Jeg er en dreng på 14 år, som er rimelig forelsket i en pige fra min klasse. Snakker lidt med hende men ikke specielt meget, for er for nervøs.

Når vi snakker sammen, synes jeg altid, det ender meget akavet, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige; vil ikke sige noget dumt eller gøre noget dumt, for er bange for at ødelægge det hele.

Jeg har tit fået at vide, at jeg bare skal være mig selv, men jeg ved bare ikke helt, hvad der er mig selv ...

Hilsen N, 14 år


SVAR:

Hej N

Skønt at du er forelsket, tillykke med det! Du er begyndt at snuse lidt til en fantastisk gave, som vi har fået, nemlig at vi får lov til at opleve forelskelse og at give og modtage kærlighed fra et andet menneske. Når det så er sagt, kan jeg rigtig godt forstå din frustration og usikkerhed, for det er et nyt land for dig, og du føler, der er rigtig meget på spil.

Du får lige nogle konkrete tanker og råd, jeg håber, du kan bruge. Det bliver helt generelt, for jeg kender jo ikke dig og den relation, du står i. Jeg kan kun anbefale, at du også snakker om det med nogle voksne, som du har tillid til, og som kender dig.

  1. Du skal for det første finde ud af, om den her pige også er interesseret i dig. Ofte vil du kunne mærke det ved, at hun nogle gange kigger på dig eller søger hen til dig i frikvarterene. Du kan måske også snakke med nogle, der kender både hende og dig, om de ved, hvad hun føler for dig.
  2. Du skal endelig fortsætte med at arbejde på din relation til hende. Du kan måske finde ud af, hvad hun interesserer sig for. Ofte er det en god idé at spørge ind til hendes interesser, og på den måde har du også noget helt konkret at sige. Det er et godt trick at vise, at man interesserer sig for det, hun interesserer sig for og ikke sige eller vise, at det egentlig er hende, du er interesseret i :)
  3. Det er naturligt, du føler det akavet, men hvis du er forelsket i hende og vil videre, så er der kun en vej frem: Snak med hende og vær sammen med hende for at finde ud af, om hun også kan lide dig. Selvfølgelig er der den risiko, at du finder ud af, hun ikke er forelsket i dig, og så bliver du ked af det, men du skal nok komme oven på igen.
  4. Når du har fået det råd, at du skal “være dig selv”, så er det klart, det er svært, når du ikke ved, hvad der er dig selv. Du er en teenager på 14 år, og du er midt i at danne din egen identitet, så det er helt naturligt, du ikke har noget klart billede af, hvad “dig selv” er. Du kan tænke på, at du ikke skal foregive at være en anden fx ved at lade, som om du kan lide nogle ting, som du ikke kan lide, bare for at imponere, for det vil altid blive afsløret til sidst.

Til sidst vil jeg ønske dig held og lykke i kærlighedens fantastiske univers. Pas på dig selv, og skulle du gå hen og få dig en kæreste, så tjek lige nogle af alle de gode råd, der er givet herinde på AdamogEva.dk til, hvordan man er kærester, og hvordan man passer på sit forhold.

Måske kan du også få noget ud af at læse svar til en anden:
Hvordan gå fra nyforelskede til kærester – step by step?

Venlig hilsen
Claus


Claus Pihl

Skrevet af:

Claus Pihl

lærer

adamogeva.dk

Annoncer