Frustrerende fravær af følelser for min kæreste

Vis spørgsmål

Hej

 

Jeg er en dreng i starten af 20'erne og er i et kæresteforhold, der har varet ca. 1½ år.

Der er ikke noget, jeg hellere vil end at elske hende, men jeg føler, det er svært for tiden og har været det i noget tid. Hun rummer ALT, jeg ønsker; jeg kan bare ikke glæde mig over kærligheden, og følelserne føles fraværende.

Kan man gøre noget for at elske igen? Eller bør man ikke jagte kærligheden og i stedet se tiden an og følge hjertet og mavefornemmelsen ift. om det skal være hende?

R, 21 år


SVAR:

Kære R

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg tror, mange kan genkende din frustration, og jeg vil gerne give dig et svar på dine spørgsmål.

Meget almindeligt

Når man som I har været kærester i over et år, begynder det at blive lidt hverdagsagtigt. Den første stormende forelskelse er der ikke så ofte og så tydeligt som i starten, og der er ikke meget mere, der er nyt og spændende ved kæresten. Man kender hendes styrker og svagheder, og man er blevet en del af hinandens familie og vennekreds.
Det er meget normalt at have det på den måde med sin kæreste. Man kan ikke blive ved med at være forelsket lige intenst, og man mærker ikke følelserne så stærkt, som de var før. For nogle begynder der også at komme konflikter; ting, som man ikke har set før, begynder at blive belastende, og de vaner, man indtil nu har kunnet bære over med, begynder at blive irriterende.
Jeg ved ikke, om du kan genkende noget af billedet, men pointen er, at det er helt forståeligt, at du har det, som du har det – mange par oplever det samme.

Du kan læse lidt mere om det i artiklerne Sådan kan I få et bedre kæresteforhold og Den eneste ene.

Andre grunde

Samtidig kan der også være andre grunde til, at du lige nu ikke kan glæde dig over din kæreste. Derfor er det nu tid til at tænke over, hvad jeres forhold indeholder, og om det er, som du gerne vil have det. Det er vigtigt, du bruger anledningen til at reflektere over, hvad der gør, at du mister glæden over jeres forhold. Er det måden, I er sammen på; det I gør sammen; måden I kommunikerer på; føler du dig set og forstået, når I snakker sammen; er der bestemte situationer, hvor du mister glæden eller er det generelt? Du beskriver, at din kæreste er alt det, du gerne vil have, og det er jo fantastisk, men ofte kan pigen ikke leve op til drømmene, og måske var det alligevel noget andet eller mere, du gerne ville have.

Mavefornemmelse

Jeg tror altid, det er godt at følge sin mavefornemmelse og hjertet. Når du som nu står ved en skillevej, hvor du ikke helt ved, hvad du vil, er det ikke så meget følelserne lige nu, der spiller ind, men din tro på fremtiden med din kæreste, og om du vælger at være sammen med hende, også selv om den første forelskelse er klinget af. Først og fremmest synes jeg, du selv skal reflektere over de spørgsmål, men derefter er det en god idé at snakke med din kæreste om, hvordan du har det. En af grundpillerne i et forhold er åbenhed og ærlighed, og når du ikke kan mærke dine følelser for hende, kan hun helt sikkert heller ikke mærke dem, og det er bedst at tale om det, så I ikke begge to kommer til at skulle gå og “lade som om”.

Kan man elske igen?

Du spørger, om man kan elske igen, og det er jeg sikker på, du kan. Det er vigtigt, at I lige nu bruger tid til at tale sammen om, hvordan I har det hver især. Det er i de dybe samtaler, I sammen kommer et spadestik dybere og måske ser på hinanden på en anden måde. Det kan være godt at læse en bog om kærligheden sammen, fx Kærlighedens 5 sprog som er en bog om, hvilke ting der gør, at jeres kærlighed bliver bedst mødt af den anden.
Samtidig er det godt at gøre ting sammen, som bryder den dagligdag, I nu oplever. Tag pænt tøj på og gå ud at spise sammen eller i biografen. Måske er det for jer en tur i skoven eller på museum – kun fantasien sætter grænser. Det handler mest om at gøre noget, som I ikke så ofte gør, og som bryder kedsomheden.

Kærligheden er værd at kæmpe for, og det gør du med dit brev til brevkassen. Jeg tror, det første skridt til at genskabe følelserne er at erkende, hvordan jeg har det, og gøre noget ved det – så respekt for, at du har gjort det!

Du kan også læse et svar til en, der spørger om næsten det samme som dig: Hvorfor kan jeg ofte ikke mærke, at jeg elsker min kæreste?

Håber du har fået svar på dit spørgsmål, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Mvh
Kirsten Kirk Christensen


Kirsten Kirk Christensen

Skrevet af:

Kirsten Kirk Christensen

sygeplejerske, familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer