Forvirring omkring onani

Vis spørgsmål

Kære Adam og Eva

Tak for en super god hjemmeside!

Jeg er en pige på 19 år, der først som 18-årig onanerede for første gang og har derfor ikke så mange erfaringer med det. I starten synes jeg at jeg var “afhængig” af det og havde lyst til det hele tiden. Det er heldigvis blevet bedre nu, efter at jeg har bedt Gud om at hjælpe mig med at have det på et passende niveau.

Jeg har søgt rigtig meget rundt på jeres side på alt, hvad der har med onani at gøre, men jeg er dog stadig forvirret omkring en del ting.

Jeg synes ikke, jeg kan finde ud af, hvornår onani bliver for meget?
Og om det er okay at onanere som single?
Og om det er okay at tænke på/læse erotik, mens man gør det?
Onanerer jeg for meget, hvis jeg gør det cirka hver 2.-3. dag?
Er det en synd at onanere?

Jeg håber, I kan svare mig på mine spørgsmål.

Venlig hilsen mig 


SVAR:

Kære dig!

Det er gode spørgsmål, du stiller, og som du selv fremhæver, kan det være svært at finde en balance i det at onanere. Der er ikke en konkret bibelsk vejledning, som fortæller hvor meget, hvordan osv. Dog er der et bibelsk menneskesyn, som kan guide os i, hvad der er godt for os.

Først vil jeg lige skrive, at der på INGEN måde er noget unaturligt i “først” at onanere som 18-årig. Det er et medieskabt billede, at det er noget alle “selvfølgelig” gør, men sådan er det ikke nødvendigvis.

Onani i bibelsk perspektiv

Bibelen fortæller os ikke noget om, at det ikke er okay at onanere som single, og derfor er onani i sig selv ikke en synd. “Du er dyrebar i mine øjne, højt agtet og jeg elsker dig”, sådan siger Gud til os – om dig. Du er altså dyrebar, og alle andre mennesker er også dyrebare. Det betyder, at vi skal behandle andre mennesker dyrebart, og her er det, at tanker om andre mennesker i seksuelle sammenhænge bliver til synd – altså når vi ikke ærer det menneske, som Gud har skabt. Der er ikke noget unormalt i at blive tændt af at se et lækkert menneske. Sådan reagerer vores kroppe med den seksualitet, vi er skabt med. Spørgsmålet er bare, hvad vi gør med disse tanker. Når de kommer, kan det være nemt at blive fristet til at tilfredsstille sig selv ved at tænke seksuelt om andre, og her bliver det en synd, for det er ikke at ære andre mennesker.

Du kan læse svar på et lignende spørgsmål her: Er onani en synd eller er det ifølge Gud ok at onanere?

Hvor meget vil du, at onani skal fylde?

Du skriver, det kan være svært at finde ud af, om onani er blevet for meget for dig. Her vil jeg gerne vende spørgsmålet om og spørge: Synes du, at onani fylder for meget i din hverdag? Hvor tit tænker du på at onanere? Måske stiller du spørgsmålet, fordi du synes, onani fylder for meget. Og mange kan opleve en følelse af tomhed efter, de har onaneret.

Man kan blive afhængig af at onanere, og det kan derfor let komme til at fylde meget. Der er ikke noget galt i at nyde den krop, som Gud har skabt dig med, og der er ikke noget galt i at lære den at kende bl.a. ved onani. Det kan derfor være, at du skal onanere mindre. Tag styringen over onanien i stedet for, at det er den, der styrer dig.

Fortsæt endelig med at bede Gud om at vise dig, hvordan og hvor meget onani skal fylde i din hverdag.

Venlig hilsen
Malene


Malene Futtrup Fibiger

Skrevet af:

Malene Futtrup Fibiger

Stud.pæd.ant.

adamogeva.dk

Annoncer