Forvirret og forelsket i en genert dreng - hvad gør jeg?

Vis spørgsmål

Hej, Det er en lidt lang historie, men håber du/I kan hjælpe mig. Spurgte engang for sjov min veninde en dag, om hun vidste, om der var nogen, der kunne lide mig. Hun svarede ja, men måtte ikke sige noget. Jeg remsede nogle navne op, og der var et, hun ikke sagde noget (nej) til.

Nu er det ca. et år siden jeg fandt ud af det. Min veninde snakker med ham. Han tør ikke at snakke med mig, da han er vildt genert, hvilket jeg også er. Jeg har skrevet med ham tre gange, i håb om at han måske tør at skrive en anden gang. Det er ikke sket. Min veninde sagde nemlig, at jeg jo kunne prøve at starte.

Jeg går i klasse med en, jeg siden børnehaveklasse er blevet "sat sammen med". Og jeg tror lidt, han godt kan lide mig nu, for han hænger meget op af mig. Min veninde har sagt, at ham drengen har hentydet til det engang, at det er derfor, han ikke tør spørge.

Jeg er bare lidt forivret, jeg er forelsket i ham, og han ville virkelig være den perfekte, hvis det bliver til noget. Han har en virkelig god personlighed, og jeg synes virkelig, vi matcher. Jeg ved bare ikke, om jeg bare skal lade den ligge her og ikke gøre mere eller prøve på at gøre noget mere?

Sofie, 16 år


SVAR:

Hej

Tak for dit ærlige spørgsmål, jeg vil gerne hjælpe dig så godt jeg kan!

At overvinde genertheden

Det er noget helt fundamentalt at finde en at dele livet med. Du fornemmer, at der er en dreng i klassen, der kan lide dig. Alligevel oplever du modstridende signaler, fordi han ikke har svaret de tre gange, du har skrevet til ham. Jeg ved ikke, hvordan du har skrevet (sms, facebook, mail eller noget andet), men han har i alt fald ikke skrevet tilbage. Det kan være udtryk for flere ting. Det kan være, han føler sig overrasket eller måske overrumplet. Det kan godt få ham til at trække følehornene til sig. Det kan også være at han ikke har lyst til at svare på det, du har skrevet. Hvis han er en meget genert type, kan det være et stort spring at besvare dine beskeder. Det behøver ikke være et udtryk for, at han ikke kan lide dig. Det kan, som du selv er inde på, skyldes generthed.

Begynd med venskab

Jeg tænker, om du kunne prøve at snakke med ham i stedet for? Jeg vil anbefale dig at udvikle et venskab med ham. Et venskab med et andet menneske en uvurderlig gave. Et kæresteforhold, der er bygget på venskab, er stærkt og det rummer en dybde fra starten. Nogle kærester går fra hinanden, fordi de finder ud af, at de ikke kan blive venner. Har du derimod en ven, så har du et udgangspunkt, hvor du kan slappe mere af. Det giver en større frihed, hvor du ikke føler dg så akavet med den anden, som hvis du lægger et "vi-skal-være-kærester"-pres ned over det. Der er en god artikel, som forklarer venskab og det med kærester:

Kærestepotentiale… eller en god ven?

Hvis din klassekammerat bliver din ven, så har du en ven. Hvis, han ikke ser dig som en fremtidig kæreste - så får du det afklaret uden at få dine følelser i klemme. Hvis han bliver din kæreste, så kan I bygge det på et godt venskab, og det kan kun blive godt.

Held og lykke med projektet!

Mvh Morten 


Morten Kühnrich

Skrevet af:

Morten Kühnrich

ph.d. i datalogi

adamogeva.dk

Annoncer