Forvirrende signaler - skal jeg bare komme over ham?

Vis spørgsmål

Heii AogE!:-) Der er den her dreng i min klasse, jeg vildt godt kan lide. Vi har skrevet sammen i ca. 2 1/2 år. Han skriver tit, han kan lide mig, jeg er den sødeste pige osv.

Men i skolen opfører han sig meget anderledes, som om jeg ikke eksisterer. Jeg ved godt, at det kan have noget at gøre med, at han vil være "sej" over for de andre, eller det er flovt (min storebror er en af hans meget gode venner). Men han er typen, der ikke er bange for, hvad andre siger til det, han siger.

Forleden skrev han til mig, at jeg var hans skat, han kunne lide mig, og om vi skulle komme sammen. Men så efter skole næste dag, skrev han det bare var en joke. Vi er stadig ikke blevet helt venner endnu, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal gøre.

Han er jo så sød. Skal jeg bare komme over ham??

Knus Hanna, 7. klasse, 12 år

SVAR:

Kære Hanna.

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, når du får så modstridende meldinger! Det lyder som om, han selv er i tvivl om, hvad han egentlig vil. Måske bruger han din tillid til at ”lave forsøg” med det med at give komplimenter og lægge op til kæresteforhold?

At kalde spørgsmål om at komme sammen for en joke tyder på, at han enten er blevet usikker, fordi du ikke straks har givet ham et positivt svar, eller at han ikke tager dig rigtig alvorligt. Og et nødvendigt grundlag for et kæresteforhold er, at man kan stole på hinanden, at der er ærlighed og at man tager hinanden alvorligt - respekterer og passer på hinanden.

Det er meget sundt, at du reagerer på modstridende meldinger, og får en helt naturlig utryghed ved, hvad der foregår. Derfor tænker jeg, at du skal beskytte dig selv, og ikke for hurtigt gå videre i et forhold.

Kunne I blive venner?

Du beskriver et enten-eller. Enten er i kærester, eller også skal du komme over ham. Findes der ikke mellemveje? Kunne I udbygge et godt venskab? Komme til at kende hinanden meget bedre uden at sætte alt for meget på spil?

Du kunne også meget klart melde ud, at du ikke kan lide, at han skifter væremåde og holdning fra dag til dag. Så er det op til ham at overveje, hvad han vil.

Læs også disse artikler:

Gode venner

Pigevenner og drengevenner

Flirt - den vilde jagt efter en kæreste

Kærestepotentiale… eller en god ven?

Klikker du lidt rundt på siden, vil du se, at rigtig mange har været i lidt samme situation som dig

Kan han li´ mig eller ej?

Forvirret og håbløs forelsket – hvad gør jeg?

Mange hilsener fra Margit.

Annoncer