Fortid med kæreste irriterer og fylder- hvordan kommer jeg fri?

Vis spørgsmål

Mit problem er, at jeg var sammen med en fyr i 6 måneder. Han har altid givet udtryk for, at var forelsket i mig og han blev meget afhængig af mig med tiden. Når vi kom op og skændes og det blev for meget, græd han så meget og sagde: Nej, du må ikke gøre det, mens han truede, med at han ville skade sig selv. Men for 2 måneder siden slå han op med mig over en SMS, hvilket jeg synes er virkeligt lavt gjort. Jeg prøvede at ringe til ham, men han tog ikke mobilen og jeg lod ham være 1 dag og han kom hjem til mig, græd i 2 timer og ville have mig tilbage.

 

Jeg sagde så til ham, at jeg ville give til fredagen, da det var en onsdag, vi snakkede, men vi vidste vist begge to godt, at tingene omkring os ville ændres, så han skrev lørdag til mig, at han ikke kunne alligevel.

 

Der har været en pige i vores forhold, som har prøvet at skrive non stop til ham, hvor han har svinet hende til og sagt, hun er klam og skulle skride. Men han ringede på lørdag med hende, de var begge stive. Jeg blev ikke jaloux for jeg vidste godt, de så havde sex sammen? Men i den første måned gik jeg meget og tænkte på, hvordan han havde det, så jeg skriv til ham, at godt nok har han været en rigtig idiot, men jeg gjorde det for mig selv . Han svarede rimelig hurtigt og sagde, han kunne komme forbi, pga jeg havde hans ting. Vi aftalte at ses en fredag og torsdag aften skrev vi sammen. Vi kom ind på noget, som havde med vores tidligere forhold at gøre og jeg skrev noget i retningen: Jeg håber, du er glad for din beslutning? Han svarede: Er du glad for min beslutning? Uden at svare på mit spørgsmål. Jeg svarede så ja, men til tider savnede jeg ham.

 

Senere har jeg fundet ud af, at det ikke var HAM, men minderne jeg savnede. Men han skrev så: Nå okay, så længe du er glad? Forstod jeg ikke en meter af, nå men så mødes vi og han er helt oppe at køre. Han ryger uafbrudt , hvilket han ikke gjorde, da han var med mig. Og man kan se, det gør ondt på ham. Han har sex med alle mulige piger, skriver til alle piger for at glemme og komme videre.. Og fortalte også at han er ond mod sig selv og at når han tænker på tingene, lukker han af. Vi aftalte at være venner, men jeg har ikke brug for ham. Så skrev til ham, at han ikke skal være en del af mit liv længere, hvor han spurgt,e hvorfor og svarede ikke.

 

Ved det er noget af en roman, men nu kommer det: Jeg savner ikke min eks, jeg har vænnet mig til, at han ikke kommer længere eller at vi ikke snakker eller ser hinanden længere, jeg er blevet utrolig glad og kan kende mig selv, hvilket alle mine veninder og venner også kan. Jeg vil ikke gå tilbage til ham. Men jeg tænker konstant på ham og drømmer om ham hver nat næsten, der er gået 2 måneder. Men det tager livet af mig at tænke på ham, når jeg har det, som jeg har..

 

Pige, 20 år


SVAR:

Kære dig

Tak for dit spørgsmål, ja det er godt nok en lang smøre, men det lyder også som om, du har været i et kompliceret forhold til din fyr, og at han har haft nogle problemer, som er blevet en del af jeres forhold.

Vigtigt, at du igen er mere dig selv

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det er rigtig fint, at du er kommet dertil, hvor du er nu, at du er kommet ud af forholdet og kan mærke, at du er blevet mere dig selv, så også dine venner kan kende dig igen. Det siger meget om jeres forhold, at du i den periode har måttet ændre dig for at passe ind og for at kunne være i det, men godt at du alligevel har bevaret så meget af dig selv, at du har kunnet finde tilbage til ”dig” igen, så tillykke med det.

Du blev trukket med ind i hans usunde verden

Som du beskriver jeres forhold, er der for mig ikke tvivl om, at din kæreste har haft nogle svære problemer med sig selv. Jeg ved ikke, om det har at gøre med misbrug eller psykiske problemer, men under alle omstændigheder er du blevet trukket med ind i hans verden, hvor du skulle forholde dig til, at han ville gøre skade på sig selv, eller græd meget, hvis tingene gik ham imod.

....og du fik ikke passet på dig selv

Der kommer i alle forhold problemer af en eller anden art, med ting vi er uenige om, eller at vi vil forskellige ting, og i jeres forhold har det, som du beskriver det, ført til, at han trak sig væk eller græd, og så har din eneste mulighed for at løse det været, at du gemte noget af dig væk, og lod være med at skændes eller gå fra ham. På den måde har du stille og rolig mistet noget af dig selv, og har indrettet dig sådan, at du hele tiden har passet på ham, og glemt at passe på dig selv.

Vi har alle brug for at blive mødt med respekt

Som jeg læser dit brev, har du gjort dit aller bedste for at få forholdet til at fungere, og alligevel har han ikke respekteret dig, men slår op i en sms, og kontakter dig, når han er sammen med en anden, det er grænseoverskridende, og som du selv skriver meget lavt, det kan jeg godt forstå, du er blevet ked af.

Det tager tid at læges

Når du så alligevel stadig bliver ved med at tænke på ham konstant og drømmer om ham om natten, hænger det lige præcis sammen med det, nemlig at når ens grænser bliver overtrådt, og man ikke bliver respekteret, for hvem man er, så sætter det sig sport i krop og sjæl, og bliver ved med at nage og fylde. Det kan måske sammenlignes med, at hvis man har forstrakt en muskel, så kan det blive ved med at gøre ondt i lang tid, selvom det ikke kan ses. Dine følelser og det, der er dig, er blevet forstrakt i lang tid, og det tager tid at læges, også selvom belastningen er fjernet.

Der er brug for ro

Hvis man har en forstrækning i benet, skal benet have ro for at kunne læges igen, og på sammen måde er det vigtig,t at du lige nu giver dig selv ro fra ham i dine følelser. Det betyder, at du skal afskære dig selv fra al kontakt med ham, ingen sms, ikke mødes med ham eller snakke med ham. Du kan ikke forhindre, at han skriver eller ringer, men du skal ikke læse hans beskeder eller skrive tilbage, som du beskriver det i dit brev får du nemlig ingen svar af ham, og han giver dig hele ansvaret hver gang, det er med til at han stadig bor i dig og fylder for meget.

Der er brug for nogen, der lytter og forstår

Du har gjort det helt rigtige ved at skrive til os her i brevkassen, det er nemlig rigtig godt at beskrive situationen, og få den afleveret et sted, hvor nogen tager den alvorlig og giver dig noget hjælp til det. På samme måde er det vigtigt, at du finder ud af, hvem af dine venner, der tager dig alvorligt og kan forstå dig og din situation. Der er stor forskel på venner på den måde, men det er vigtigt at vælge, hvem du betror dig til, og hvem der giver dig den hjælp, du kan bruge.

Det er tid for genopbygning

Det er samtidig vigtigt, at du nu bruger tid på at bygge dig selv op igen, så du kan få smidt ham ud af dit system, og sat dig selv ind i stedet. Det betyder, at du kan arbejde med, at mærke hvor dine grænser er, og hvad det er, der er dig. Det kan du gøre ved at du aktivt tænker på dig selv og hvad der gør dig glad eller ked af det, så du mere og mere kan fylde dit live med de mennesker og ting, som gør dig glad, og som styrker dig, så der ikke er plads til det, der gør ondt og gør dig ked af det.

Man kan desværre ikke selv styre sine drømme, så det er svært at gøre noget ved, men du kan forsøge at gøre noget aktivt for at styre dine tanker om ham, først og fremmest ved at klappe dig selv på skulderen, over at du har gjort det godt og gjort dit bedste. Så kan du gøre noget for at smide ham ud af dine tanker ved at tænke på noget andet, eller foretage dig noget, så de ikke får så meget plads, måske ved at læse en god bog, se film, dyrke sport, eller hvad der nu passer dig bedst.

Jeg har her sat et par links ind der måske også kan hjælpe dig.

Hvad er jeg værd?

Hvem er jeg?

Hvorfor vender jeg det indad, når problemet lå hos ham?

Forvirret efter kærestebrud - skal jeg glemme eller kæmpe?

Jeg håber, du kan bruge svaret, ellers er du velkommen til at skrive igen.

De bedste hilsener Kirsten Kirk Christensen 


Kirsten Kirk Christensen

Skrevet af:

Kirsten Kirk Christensen

sygeplejerske, familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer