Forstår ham ikke – er mænd og kvinder så forskellige – skal jeg tage hjem?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er startet i et forhold i august, efter at have været single i et års tid. Jeg har haft depression og haft sidste samtale for 1 mdr. siden. Han sagde, at jeg nu kun havde almindelige problemer som alle andre.

Nu er jeg flyttet sammen med min kæreste i Sverige, hvor han arbejder. Jeg er super glad for ham og vi sagde, at vi elsker hinanden ret hurtigt. I starten var alting bare rigtig godt, jeg følte virkeligt, at vi havde samme planer og de samme holdninger. Han er 9 år ældre end mig. Jeg har været i Sverige 1 uge og vi har allerede haft småskænderier og nu et ret stort et. Vi har ikke snakket sammen endnu sådan rigtigt. Jeg synes virkelig, han bruger kvindelist, for når jeg synes, at der ikke er mere at sige, så kommer han med mini kommentarer som "ja, men så er jeg jo bare den onde”.

Diskussionen kom af, at jeg gerne ville have ham til at skrive nogle guitar tabs ned, så jeg kunne øve mig, og så blev der sagt, jeg skulle sige noget, jeg havde lyst til at lære, for ellers gav det ingen mening. Han skulle selv til at spille, så jeg sagde, det var lige meget så, men alligevel fandt han nogle måder, man kunne tage forskellige toner på, men det skulle printes, og jeg troede, at det ville blive et bøvl at sætte den til, så jeg sagde, det var ligegyldigt... Jeg forklarede ham, at jeg blev lidt i irriteret, fordi jeg følte, han talte til mig, som om jeg var 5 år. Og han sagde, at så måtte jeg ændre min måde at forstå ham på. Så sagde jeg, at jeg bare gerne ville lære noget af det grundlæggende først, for jeg mente, man skulle kravle, før man kunne gå. Og så perfekt som han er, ja så sagde han, at han kravlede en dag og så gik han. Mit svar: Nå. og så kom det "det er åbenbart forkert at kunne noget" og så hidsede jeg mig op, for ja det kan godt være han kan alting meget bedre end mig, men det havde ikke noget med det at gøre, jeg var bare træt af, han ikke kunne sætte sig ind i min situation...

Jeg ved, han tænker, at det er fordi, jeg skal have min periode, for det er altid det argument, han bruger.... Er vi kvinder bare ulidelige, når vi skal have menstruation, er det hele min skyld, skal jeg bare tale ham efter munden, når jeg føler noget andet indeni? Kan han overhovedet lide mig mere? I starten ville vi begge gerne have børn og i starten var jeg ikke på p-piller og jeg sagde, han skulle ikke komme op i mig, og han var sådan, hvis "vi" bliver gravide, så er det sådan. Han har 2 børn med to forskellige kvinder og den første har taget barnet fra ham og den anden forsøger. Han siger, han ikke stoler på kvinder og der er intet, jeg kan sige, der gør, at han tror på, at jeg ville dele barnet, hvis vi gik fra hinanden. I går sagde han nemlig, at han vidste ikke, om han ville have børn.

Han ved ikke, om jeg er den rette og sådan var han ikke i starten, nej der var det: vi skal giftes, have børn og alt det som jeg ønsker mig. Jeg har et stort behov for min egen familie og nej, jeg vil ikke være gravid lige nu, men jeg vil gerne have de samme planer som min kæreste og han ved åbenbart ingenting længere. Er det et tegn på, at han er ved at fortryde? Skal jeg tage hjem? Er det mig, der ikke kan se, hvad han gør af gode ting? Er jeg stadig i en gråzone, som gør, at jeg er nød til at følge ham, i stedet for at følge mig selv? Ja, jeg ved bare ikke, hvad der sker, går forelskelsen over så hurtigt? Fra at vi havde sex hver dag, til at der gik 4 dage, før vi havde sex igen, er det normalt? Er jeg ikke spændende mere? Var det bare spændende for ham, fordi vi boede så langt fra hinanden i starten?

Når mænd og kvinder er så forskellige, som de er, kan man så finde en, man passer sammen med 100% og hvorfor holder vi op med at være sammen, når man først er blevet gift? Jeg forstår hverken kvinder eller mænd, jeg forstår ikke, at vi ikke prøver at gøre det så godt som overhovedet muligt for hinanden? (forkortet af redaktionen)

Mvh.Den heartbroken - Main, 25 år

SVAR:

Kære Main

Tak for din mail til Adamogeva. Jeg kan se, at det er nogle ret vanskelige udfordringer, du står i. Jeg vil forsøge at give dig lidt indspil i forhold til de problematikker, du beskriver. Men jeg tænker også, at det er nogle store og svære spørgsmål, du stiller, som det kan være vanskeligt at give tilstrækkeligt svar på her i en enkelt mail.

Forelskelse gør blind – kærlighed gør seende

Det lyder til, at I har levet i forelskelsen i den første tid, I har kendt hinanden. Det er meget velkendt. Forelskelsen gør os blinde. Dermed ser vi ikke den anden helt, som den anden er. Og forelskelsen gør også, at vi selv opfører os anderledes. Derfor kan vi i forelskelsen opleve, at mange ting går op i en højere enhed. Han er der for mig og bekræfter mig. Og jeg er der for ham og bekræfter ham. Vi oplever, at vore drømme og ønsker går op i en højere enhed. Og alt synes bare fantastisk.

Når så forelskelsen klinger lidt af efter nogle måneder, så bliver vi pludselig seende og så er vores forskellighed pludselig skræmmende tydelig. Så bliver vi pludselig udfordret på den ægte kærlighed. For kærlighed gør nemlig seende. Men den ægte kærlighed er kendetegnet ved, at den elsker, selvom jeg ser alle de fejl og mangler, som den anden har.

Derfor er der brug for rigtig god tid i parforholdet til, at kærligheden kan udvikle sig stærk og holdbar. Der er brug for rigtig god tid til at lære hinanden at kende og derigennem langsomt finde ud af, om kærligheden virkelig bærer. Det kræver tid, samvær, samtaler og mange oplevelser sammen, hvor det er muligt at blive mere kendt med hinanden, og blive afklaret i om kærligheden er stærk og ægte nok til at bære forholdet videre frem i livet. Det er i denne kærestetid, at I kan blive afklaret i, om I er i stand til at kommunikere, at løse konflikter sammen, at være empatiske i forhold til hinanden, dvs om I kan anerkende hinandens følelser og smerter og tage dem alvorligt. Det er også her, I kan få afklaret, om I kan vise hinanden omsorg og hjælpe hinanden med jeres behov. Og ligeledes afklare om I kan tilsidesætte egne behov for at gøre noget for den anden. Alt dette er ofte let i forelskelsen, og svært når forelskelsen damper af. Kærlighed er noget, der skal læres, og det kræver tid.

Dine grænser er vigtige

Det er vigtig for mig at understrege, at dine grænser er vigtige. Det er rigtigt vigtigt, at du lytter godt og grundigt til de signaler, som din krop og dine følelser giver dig. Når du mærker, at noget er over dine grænser eller mærker noget, som krænker dig eller dine følelser, så er det uhyre vigtigt, at du reagerer på det. Jeg synes, det er flot, at du skriver her til Adamogeva og forsøger derved at tage dig selv, dine følelser og dine grænser alvorligt.

Det lyder for mig til, at du bliver presset på dine grænser. Og derfor er det vigtigt, at du mærker godt efter, og overfor din kæreste viser, hvor dine grænser går.

Det er rigtigt, at nogle kvinder kan reagere mere følelsesmæssigt i tiden op til menstruation, men det er ikke ensbetydende med, at kvinden ikke skal tages alvorligt, og det er heller ikke ensbetydende med, at hun så bare skal tænke dårligt om sig selv. Derfor skal du heller ikke bare tale ham efter munden og overhøre dine egne grænser. Men samtidig skal du naturligvis hele tiden reflektere over, hvordan din adfærd og dine reaktioner påvirker ham.

Måske er der også behov for en tid, hvor I er fra hinanden, så I kan blive lidt mere afklaret med jer selv og dermed også give forholdet lidt roligere betingelser. Det er ret hurtigt, at I har indledt et seksuelt forhold og er flyttet sammen. Det virker for mig at se til, at det er gået så hurtigt med jeres forhold, at der ikke har været tid og ro nok til at den ægte kærlighed har kunnet udvikle sig nok til at kunne bære den tryghed og sikkerhed, som et seksuelt forhold og det at bo sammen kræver. Det er naturligvis dig, der skal afklare det, men jeg vil gerne opfordre dig til at mærke godt efter på dette punkt. De fleste kvinder har brug for vide sig elsket og vide sig sikker på mandens kærlighed, før hun åbner sig for sex. Derfor tror vi her på adamogeva også på, at der er noget godt og trygt i at vente med sexliv og fælles bopæl, indtil begge er indstillet på at forpligte sig i et ægteskab.

Overvej en god rådgiver

Jeg tænker, at det er så vigtige og alvorlige spørgsmål, du går med omkring dette parforhold at jeg vil anbefale, at du søger mere konkret hjælp til at håndtere det. Jeg vil foreslå dig at finde en god parrådgiver, som du kan dele dine tanker, følelser, overvejelser, osv med. Dermed står du ikke alene og dermed får du mulighed for at sidde direkte overfor en person, som kan hjælpe og støtte dig gennem processen. Det kan sagtens være, at I kan få forholdet til at fungere. Men det vigtigste for mig at se lige nu, er at du lytter godt efter, hvad dine følelser og din krop fortæller dig, og at du handler på det. Om det så indebærer, at du skal flytte til DK for en tid, kan jeg ikke afgøre, men jeg tænker, at det kan blive en mulig strategi i en periode, så I får bedre tid til at lære hinanden at kende, uden at I skal kunne klare at leve som et ægtepar.

Med venlig hilsen

Ole Rabjerg, psykolog

Annoncer