Er vores kæleri gået for vidt?

Vis spørgsmål

Hej! Jeg har haft kæreste i godt to år og vi ønsker at vente med sex til ægteskabet og det er også gået rigtig godt indtil nu. Problemet er bare at vi er begyndt at pirre hinanden så meget seksuelt når vi er sammen at jeg får orgasme af det. Første gang skete det lidt tilfældigt. Vi lå oven på hinanden og som noget af det mest naturlige begyndte vi at bevæge vores kønsdele mod hinanden og det endte i orgasme. Det var en virkelig fantastisk følelse, men nu sker det ofte og jeg kan ikke rigtig finde ud af om det er forkert.


SVAR:

Kære ven

Det lyder som om, I har et rigtig godt forhold, hvor I er trygge ved hinanden, kender hinandens værdier og har samme ønske om at vente med sex til ægteskabet. Det er en gave at have sådan et forhold og sådan en fællesskab. Så pas godt på det.

Nu er den seksuelle længsel bare ved at vokse sig for stærk for jer, og jeg fornemmer, at du oplever det grænseoverskridende, at jeres kæleri fører til en seksuel tilfredsstillelse, i hvert fald for dig, og du er heller ikke tryg og stolt ved det.

Vis vilje

Det der sker for jer nu, er en oplagt mulighed for at vise jeres vilje til at støtte hinanden i det, som er jeres fælles ønske. I ved hvor meget I længes efter hinanden, og derfor er det en meget stærk omsorgsfuld handling at sige stop i tide. Det er ikke udtryk for manglende lyst, men et udtryk for, at I støtter hinanden i at gemme det seksuelle samliv til ægteskabet. Lige nu oplever I , at jeres kæleri bliver mere og mere seksuelt, og du oplever også at det fører til orgasme, og opdager også at I tiere og tiere lader jeres kæleri tage den udvikling. Ja, så har I bevæget jer ind i det fællesskab som I egentlig ville vente med at udvikle til ægteskabet. Selvfølgelig er der en forskel på det I gør nu og et fuldbyrdet samleje. Men I er tæt på, og den stimulering I giver hinanden hører med til det vi normalt vil kalde et forspil til samleje. I varmer hinanden op i sådan en grad, at I får brug for udløsning.

Fremtiden

Nu ved jeg ikke så meget om jer, men sådan som jeres forhold er ved at udvikle sig, så må I også tale sammen om, hvad I hver i sær forestiller jer med hensyn til fremtiden. Hvad tænker I om ægteskabet? Hvornår vil I mon være klar til at binde jer til hinanden? Har du hørt din kæreste sige noget om det? Hvad tænker du selv? Hvor længe skal I indstille jer på, at leve afholdende? Hvordan får I mest ud af den tid? Og tænk så lige lidt i et større perspektiv. Hvis I har fremtiden sammen, så har I masse af tid foran jer, hvor I kan udvikle et trygt spændende og rigt sexliv.

Prøvetid

Jeres kærestetid er en prøvetid og en forberedelsestid, og I skal ikke gå ind i ægteskabet med usikkerheden om, hvor meget I vil det her. Det skal I give hinanden ro og rum til at finde ud af. Det handler kærestetiden også om. I kan ikke tage en fælles fremtid for givet. Det betyder samtidig, at så længe I ikke er gift, så er I ikke bundet til hinanden, og I skal behandle hinanden sådan, at der er frihed til at trække sig ud af forholdet. (hvor mærkeligt det end lyder i jeres ører). Men det er virkeligheden. Så selvom I forestiller jer, at I kommer til at dele fremtiden med hinanden, så ved I det ikke endnu. Den respekt skal I vise for hinanden.

Værd at overveje

Jeg vil gerne give jer nogle konkrete råd, hvad angår det at blive tændte og varme i hinandens arme. Det skal I have lov at glæde jer ved - det er jo en del af forelskelsen og tiltrækningen af hinanden. Jeres seksualitet er en del af jeres forhold, men lad det blive til en varm brusende glæde af forventning og ikke til en dårlig samvittighed og en usikkerhed på om I fører hinanden for vidt.. Hvilke grænser I skal tage og hvilke konsekvenser I skal overveje, det kan der siges en hel del om. Jeg vil anbefale jer disse artikler her, hvor andre står med den samme udfordring som I gør nu. Prøv at læs det sammen, og tal om, hvordan det kan give mening for jer, i jeres situation.

Kan vi tilfredsstille hinanden uden at have samleje?

Vi ønsker at vente med sex, har I konkrete råd?

Hvor går grænsen mellem kærtegn og sex?

Er kæleri med udløsning ok?

Læs også:

Værd at vente på

De bedste hilsner Benna


Skrevet af:

Benna Asmussen Hørlück

Journalist, tidligere redaktør på AdamogEva.dk

adamogeva.dk

Annoncer