Er min mand afhængig af den digitale verden?

Vis spørgsmål

Hej adamogeva

Måske kan I hjælpe mig med et problem. Jeg har spurgt lidt rundt omkring men ikke fået et egentligt svar endnu.

Det handler om mig og min ægtemand; vi giftede os hurtigt, efter vi blev kærester, og jeg synes, vi har det så dejligt sammen. Men jeg ved ikke, om han skjuler noget for mig, da han altid er på nettet og hele tiden tjekker sin mobil. Jeg føler, at han svigter mig og det, vi har sammen – ved altid at skulle være online med hele verden. Jeg har prøvet at sige til ham, at han er afhængig, og at det ikke er sundt, men det virker ikke til, at det siver ind.

Jeg vil gerne bruge noget mere tid sammen med min dejlige ægtemand, for jeg elsker ham, og jeg ved, at han også elsker mig. Men hvordan får jeg ham fri fra den digitale verden og mere ind i min og vores verden? For jeg er bange for, at jeg til sidst ikke kan kende ham igen.

Hvad skal jeg gøre? Tak for svar!

Mvh. B, 21 år 


SVAR:

Kære B!

Tak for dit spørgsmål. Og tak fordi du deler din frustration over noget, som jeg tror mange kan nikke genkendende til.

Jeg kan desværre ikke give dig et direkte svar på dine spørgsmål, men jeg vil prøve at komme med nogle tanker. Jeg tror, det drejer sig om jeres kommunikation, om kærlighedssprog og om blive valgt til.

Kommunikation

I ægteskabet er kommunikation enormt vigtigt. Og for at der er god kommunikation imellem jer, er det også vigtigt, at der er tillid. Tilliden imellem jer skabes, når I taler sammen og deler følelser og oplevelser med hinanden. Ægteskabet er den ramme, som skal give jer den tryghed, I har brug for, så kommunikationen kan blive bedre, tilliden kan vokse, og I kan lære hinanden bedre og bedre at kende.
Du kan læse mere om kærligheden i hverdagen i svaret Forsvinder følelserne i dagligvarer og tryghed?

Du skriver, at du har forsøgt at sige noget til ham. Men spørgsmålet er: Hvad har han hørt? Har han hørt det, du har ment? Nemlig, at du er bange for at miste ham og savner hans nærvær og kærlighed. Eller har han måske hørt det som en mors anklage eller som et angreb på hans frihed? Det er ikke altid, vi hører det, der egentlig bliver sagt. Nogle gange kan den ene sige én ting, men den anden hører noget helt andet. Det har noget at gøre med, at vi har forskellig baggrund, og derfor hører vi nogle gange noget andet end det, afsenderen har sagt. Måske kan det give dig noget at læse artiklen Konflikter i parforholdet.

De ting, som vi ikke siger, har også stor betydning for kommunikationen. Du siger noget uden at bruge ord, og det non-verbale har ofte lige så stor eller større betydning end de ord, vi bruger i en samtale.

I forhold til kommunikation kan det være godt at få nogle redskaber til at kommunikere godt. I kunne fx vælge at deltage i et PREP-kursus, som flere kommuner giver tilskud til at være med på netop som en hjælp til at kommunikere godt i ægteskabet.

Kærlighedssprog

Noget andet kan være, hvilke forventninger vi har til hinanden i et ægteskab, og hvad vi har brug for, så vi oplever os elsket. Man kan sige det på den måde, at vi har hver vores sprog til at vise og modtage kærlighed, og det er sjældent det samme sprog. Måske har du brug for at få vist kærlighed på én måde, og din mand har det på en anden måde.

Det kan give meget at læse om kærlighedssprogene, som parrådgiveren Gary Chapman har skrevet en hel bog om: Kærlighedens 5 sprog. Du kan også læse om dem i artiklen Kærlighed i praksis. Jeg tror, det er vigtigt, I får talt med hinanden om, hvordan I viser kærlighed til hinanden. Om hvordan I hver især giver og modtager kærlighed.

Om at blive valgt til

Vi har alle brug for at blive valgt til, og jeg forstår dit brev sådan, at det føler du ikke, du bliver, når han er online hele tiden. Du føler dig fravalgt. Ved han det? Har du sagt det til ham? Måske skal I sammen sætte nogle rammer for, hvornår han er online, og hvornår I har koncentreret tid med hinanden.

Afhængighed og usunde vaner

At spille computerspil eller være online på nettet er ikke i sig selv noget problem. Det kan for nogle være en måde at stresse af efter en lang dag, eller det kan være med til at vedligeholde venskaber. Jeg ved ikke, om din mand er afhængig, men det er fint, hvis I også kan tale om din bekymring for det. Du kan fx vise ham dit spørgsmål og mit svar, så I har noget at tage udgangspunkt i.

Ifølge misbrugsportalen.dk er der følgende advarselssignaler, som kan vise, at der er en afhængighed på vej i forhold til spil på nettet eller computeren:
• Du mister kontrollen, tidsbegreb og magter ikke at slutte. Får abstinenser, bliver utilpas, rastløs og frustreret, når du ikke spiller.
• Du magter ikke at overholde regler om at afslutte spillet/pc-en til givet tidspunkt; du kan ikke rive dig løs for at spise middag med familien.
• Du isolerer dig og ophører med alle andre aktiviteter og omgås ikke længere venner udenfor netverdenen, samt benægter at det er noget problem.

Jeg håber, du kan bruge svaret, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen!

Med venlig hilsen
Jakob Søvndal


Jakob Søvndal

Skrevet af:

Jakob Søvndal

Præst

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK