Er jeg selv skyld i, at jeg stadig tænker på ham?

Vis spørgsmål

En gammel flamme bliver ved med at dukke op i mine tanker, og jeg er bange for, det vil aldrig stoppe.

Jeg vil sige, at jeg er kommet over ham, fordi jeg viser interesse for andre drenge og kan føle igen. Men når jeg ligger i min seng og skal til at sove, dukker han op i mine tanker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på ham og alt det, som er sket ...

Jeg kan desuden mærke, hvor meget jeg savner ham og har lyst til at skrive til ham. Hvad skal det her betyde? Er jeg selv skyld i, at jeg stadig tænker på ham?

S, 19 år


SVAR:

Kære S

Tak for din henvendelse. Du tager fat i noget spændende og meget relevant!

Følelser

Jeg kommer til at tænke på talemåden “Gammel kærlighed ruster ikke”. Om det er en endegyldig sandhed, tvivler jeg på, men der må være flere, der har oplevet det samme, siden der er opstået en talemåde om det. Mennesker, vi møder, rører noget i os – nogle mere end andre – og der sættes forskellige følelser i spil ved hvert møde. Ham, du tænker på, har rørt noget i dig, noget som du må forlige dig med. Du må altså først og fremmest bestemme dig for, hvilken rolle han skal have i dit liv. Når du har besluttet det, kan du arbejde med dine tanker.

Tanker

Tanker er en underlig størrelse. Vi har en vis kontrol over dem – og alligevel er det tankers natur at komme og gå – helt automatisk. Du skriver, du er bange for, at tankerne aldrig vil stoppe. Jeg skriver, tanker kommer automatisk. Det gør de, men vi kan til en vis grad styre dem. Hvis der kommer en tanke, er det dig der bestemmer, om du vil forfølge den og brede den ud, eller om du vil tvinge tankerne i en anden retning. Du kan ikke påvirke, at noget minder dig om ham, og at dine tanker ledes hen på noget, I havde sammen, men du kan stoppe tanken, hvis du vil.

Du kan med andre ord bestemme, hvilke tanker du vil tage dig af, og hvilke du vil lade passere forbi din opmærksomhed. Det kræver vilje og træning at styre tankerne, men først og fremmest en bevidsthed om, at det er muligt.

Dagens kærlige tilbageblik

Mange mennesker oplever, at de kommer til at tænke nogle uhensigtsmæssige tanker, når de har lagt sig til ro om aftenen. For at styre tankerne kan det være en idé bevidst at lave et kærligt tilbageblik.

Forestil dig, at du tænker tilbage på din dag set i Guds perspektiv. Den Gud, som har skabt dig og elsker dig. Gå en tur i tankerne sammen med ham og se på dig selv med kærlighedens øjne. Hvor havde du et særligt møde med et andet menneske i dag? Måske bare et smil eller et blik. Måske kan du spørge Gud, hvor han var, da du mødte udfordringer. Ideen er, at du ud fra et objektivt synspunkt ser på dig selv, som Gud ser dig. På den måde kan du undgå at blive fordømmende overfor dig selv, men i stedet fokusere på det positive.

Et andet fokusområde er tilgivelse. Vi har brug for Guds tilgivelse, men også brug for at tilgive os selv. Vi kan være vores egen værste kritiker. Gud har skabt dig og elsker dig – det er hans udgangspunkt.

Måske kan du få noget ud af at læse artiklen Du er meget værd!

Jeg håber, det giver mening for dig. Ellers er du velkommen til at kontakte AdamogEva.dk igen.

Kærlige hilsner
Helle Gottenborg


Helle Gottenborg

Skrevet af:

Helle Gottenborg

stresscoach og sygeplejerske

adamogeva.dk

Annoncer