Er jeg lesbisk? Hvad gør jeg med alle min tanker og følelser?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 15 1/2, og jeg føler mig virkelig forvirret og fortabt. Næsten alle i min klasse har kærester eller flirter, mens jeg er en af de få, der ikke har noget som helst - jeg har nemlig aldrig prøvet at være forelsket eller følt nogen 'rigtig' tiltrækning til nogen.

Det har fået mig til at spekulere så forfærdelig meget over, om jeg slet ikke er til drenge og at det er derfor, at der ikke sker noget med mig. Problemt er, at jeg virkelig ikke har lyst til at være til piger (ikke at jeg har noget imod lesbiske -synes det er godt, at de tør stå fast ved dem selv- men jeg har bare ikke selv lyst til at skulle være til piger.)

Jeg har prøvet at få mig selv til bare at lade være med at tænke på det, men jeg kan ikke, da jeg hele tiden minder mig selv om det (f.eks. Hvad synes jeg om det her, sammenligner jeg den med den?), og hver gang bliver jeg nervøs og bange. Det gør det heller ikke bedre, at alle i klassen snakker om deres kærester hele tiden.

Det er også sket et par gange, at jeg måske har grebet mig i at tænke "hun er da lækker" eller noget i den stil, hvor jeg straks næsten flipper ud over mig selv. Ved godt at jeg måske overreagerer, fordi jeg er langsom i min udvikling (begyndte først at bløde for 1/2 år siden), men hvad skal jeg gøre ved alle mine skræmmende og uvelkomne tanker og følelser?

Den fortabte, 15½ år


SVAR:

Kære unge ven

Jeg kan forstå, at det er en meget svær situation, du er i. I din mail har du skrevet: fra den fortabte. Det er et stærkt udtryk for, hvordan du føler. Det er mit håb, at jeg kan hjælpe dig lidt på vej, så du kan gå fremtiden lidt mere frimodigt i møde.

Naturlig usikkerhed

Det første, der slår mig, når jeg læser din mail, er, at det er ulykkeligt, at I er så mange unge mennesker, der bliver ramt i jeres seksualitet, p.ga. den eksponering der sker af parforhold og sex i det offentlige rum. Det er som om, I ikke kan få lov til bare at være unge, der stille og roligt vokser ind i voksenverdenen. Din usikkerhed, i forhold til: Er jeg en almindelig pige, der en dag kan blive forelsket i en dreng, eller er jeg lesbisk? deler du med rigtig mange piger og drenge i din alder. Mange søger hjælp her i Brevkassen, andre kaster sig ud i tilfældige forhold, enten i et forsøg på at overbevise sig selv om, at det er, som det skal være, eller for at omgivelserne ikke skal opdage deres usikkerhed. Sagen er, at det er helt naturligt at føle, som du gør.

Tiltrækning

Interessen for eller tiltrækningen imod det modsatte køn udvikles meget forskelligt for os mennesker. Nogle unge oplever, at den har været der hele tiden, andre oplever først at den dukker op midt i eller sidst i tyverne. Der er ikke noget, der er mere normalt end andet. Vi er simpelt hen forskellige. Men det er så nærliggende for os som mennesker at sammenligne os med andre. Ved at sammenligne os med andre, kommer vi nemt til at sætte spørgsmålstegn ved vores egne oplevelser og følelser, og det gør livet meget smertefuldt. Når du så går i en kasse, hvor stort set alle flirter eller har kærester, og de taler om det hele tiden, kan du nemt opleve dig anderledes. Det betyder, at det almindelige pres, mange unge står i, forstærkes. Jeg tænker, det er derfor, du bruger ordet "den fortabte", om dig selv.

Når jeg læser din mail, er der ikke noget, i det du skriver om dig selv, som tyder på, at du er lesbisk. Det er helt normalt, at vi kan se beundrede på hinanden, også på vort eget køn. Der er ikke meget forskel på den tiltrækningen, der fører til dybe og gode venskaber, og den der fører til parforhold. Tiltrækningen er simpelt hen nødvendig, for at vi får øje på hinanden. Det gælder både for venskaber, rollemodeller i vores liv og kommende partnere. Så hvis du en anden gang tænker, "hun er lækker", så slap af, det er ok at tænke og føle sådan. I stedet for enten at skubbe det væk som forbudt eller tænke, du selv er lesbisk af den grund, så bliv lidt nysgerrig i stedet for. Hvad er det, du synes om? Hvad er det, du kan lide ved hende? De ting, du synes om hos hende, og de egenskaber du ser, hun har (F.eks. Lys, mørk, høj, sød, livlig, smilende, munter, tænksom, lyttende osv.), det kan meget nemt være egenskaber, som du selv har. Nogle af dem har du måske ikke opdaget endnu. Det er ofte sådan, at de egenskaber, vi har som mennesker, har vi brug for at se hos andre, før vi kan få øje på dem i vort eget liv. Så skub det ikke væk, men lad det, du tiltrækkes af, hjælpe dig til at se kvaliteten i dit eget liv. Lad det hjælpe dig til at lære dig selv at kende.

Reagere eller overreagere

Du tænker, at du overreagerer på grund af dine skræmmende og uvedkommende tanker. Jeg tænker ikke, du overreagere, jeg tænker, det er forståeligt, at du føler, som du gør, når det du ser er, at alle andre flirter og har kærester. Samtidig tænker jeg, at det er godt og vigtigt, at du reagere på det, du oplever, ved at bede om hjælp, så du kan komme ud af den fortabthed, som du føler.

Kære ven, slap af, giv dig selv lov til at bruge den tid, du har brug for, inden du tænker mere på flirt og kæresteforhold i dit eget liv. Brug tiden til at lære dig selv at kende, find ud af, hvad du vil med dit liv, hvad der er vigtigt for dig. Samtidig bliv lidt nysgerrig, mon ikke der er en enkelt anden i klassen, som heller ikke flirter. Hvis der er, er der måske et venskab, der kan bygges op. Endelig tænker jeg, at det kan være godt for dig, hvis du kan finde en, som du kan tale med om dine tanker. Det er vigtigt, at det er en, der får dig til at opleve, at du bliver hørt. Det kan fint være en, der er ældre end dig selv, gerne en voksen. Det er gennem samtaler, vi finder ud af, hvem vi selv er, og hvad vi vil med vore liv. Jeg ønsker dig alt det bedste, og tak for den tillid du viser ved at skrive til os.

Kærlig hilsen

Gunhild Aaen Madsen, Psykoterapeut MPF


Gunhild Aaen Madsen

Skrevet af:

Gunhild Aaen Madsen

Psykoterapeut

adamogeva.dk

Annoncer