Er jeg endelig blevet gravid?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg har ventet på min menstruation i nu syv dage. Jeg skulle have haft den d. 7. el 8. i denne måned, da det er en af de datoer, jeg plejer at få den. Jeg fik mens-smerter i en mild grad på de dage, jeg forventede min mens, og derefter forsatte det i seks dage. Nu har jeg ingen smerter og ingen tegn på mens, men jeg har lidt udflåd og lidt ømme bryster. Jeg har taget en test d. 9., og den var negativ.

Men er der nogle, som har oplevet det samme og så alligevel været gravid? Vi har prøvet at blive gravide i et års tid uden held, og for en måned siden begyndte jeg at tage vitaminpillerne “Livol gravid”, fiskeolie og hemojern; kan det have sat skub i tingene?

Mvh L, 20 år 


SVAR:

Kære L

Desværre kan jeg hverken be- eller afkræfte dit håb om at være blevet gravid.

Tag en ny graviditetstest

I stedet vil jeg råde dig til at tage endnu en graviditetstest, hvis du stadig ikke har fået din menstruation. En graviditetstest måler graviditetshormonet HCG i urinen og vil være positiv, hvis niveauet er tilstrækkeligt højt. HCG hormonniveauet stiger i takt med, at ægget udvikler sig og sætter sig fast i livmoderen. Derfor vil det blive højere og højere gennem den første del af graviditeten. Hvor hurtigt niveauet stiger og dermed også, hvor hurtigt man vil kunne se en positiv graviditetstest, varierer fra kvinde til kvinde. Derfor kan du muligvis godt være gravid, selvom graviditetstesten var negativ 1-2 dage efter, du forventede at få din menstruation. Men graviditetstestene er efterhånden blevet så gode og reagerer på ret små mængder i urinen, så hvis du er gravid, vil du få en positiv test nu.

Prøv at læse lidt mere om graviditet i artiklen Menstruationen udebliver – mulige årsager og svaret Ikke gravid efter 8 måneder – kan der være noget galt?

Pas godt på dit kommende barn

Det glæder mig at høre, at du allerede er begyndt at tage de anbefalede kosttilskud. Bliv endelig ved med at tage fiskeolie og hemojern og især vitaminpillen, da den jo netop indeholder folinsyre. Folinsyren er utroligt vigtig for det ny-undfangede barn og er med til at forebygge tidlig abort og andre uønskede hændelser.

Held og lykke.

Med venlig hilsen
Birthe Marie Rasmussen


Birthe Marie Rasmussen

Skrevet af:

Birthe Marie Rasmussen

Jordemoder, kandidat i folkesundhed

adamogeva.dk

Annoncer