Er han forelsket i mig, eller er jeg bare dum?

Vis spørgsmål

Hej.

Jeg er en pige på 14 år, som rigtig godt kan lide en dreng fra klassen. Når jeg kigger på ham i timen, kigger han allerede på mig, men jeg ved ikke, om det bare er noget, han gør. For nogle gange, når jeg kigger på ham, kigger han et andet sted hen, som muligvis godt kunne være på en af de andre piger. Han driller mig lidt nogle gange, og han er også ret sjov, når jeg er i nærheden, men jeg ved ikke, om han bare er sådan normalt.

Hans bror ved, hvem jeg er, og jeg ved ikke hvorfor, måske har han fortalt ham om mig. Han siger, jeg er kæreste med en fra parallelklassen og driller mig lidt med det. Derfor er jeg lidt i tvivl, om han kan lide mig. Han driller også to af de andre piger i klassen, men det er han først lige begyndt på. Jeg har en masse drengevenner i klassen, som jeg har det rigtig sjovt med, og han har set, at jeg griner meget med dem, så jeg tror, han prøver at gøre det samme, men ved stadig ikke.

Håber I kan hjælpe!!!!! 

L


SVAR:

Kære L

Mange tak for dit brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være svært at tyde, om han er vild med dig. Jeg kan sige helt fra starten af, at det tror jeg, han er. Men jeg tror også, han har svært ved at finde ud af, om du er forelsket i ham.

Du skriver, du godt kan lide ham, men er det det samme som at være forelsket i ham? Har du lyst til, at I skal være kærester, eller ville det være bedre, I bare var venner?

Tegn

Drenge, der er forelsket i en pige, kan have forskellige måder at vise det på. Det er ikke sikkert, at de tegn, jeg beskriver, lige passer på ham i din klasse.

Forelskede drenge
• bliver røde i hovedet, når de ser eller snakker med en pige, de godt kan lide
• retter på deres hår eller tager hånden op i håret helt ubevidst
• kommer til at kigge på den, de er forelsket i og bliver røde i ansigtet, hvis vedkommende opdager det
• opholder sig i nærheden og prøver at være smarte
• fjoller, griner og prøver at være interessante eller interesseret

Du kan spørge ham

Der findes sikkert mange flere tegn end dem, jeg lige har beskrevet. Nogle gange er den bedste måde at finde ud af det på at spørge ham direkte. Men inden du gør det, ville det være godt, at du selv er helt afklaret med, hvordan du har det. Hvis han nu siger, han er forelsket, hvad vil du så gerne, der skal ske? Hvis han siger: “Det er jeg ikke!” – hvad så? Jeg tror ikke, han vil gøre det sidste, men hvis han gjorde, ville det være godt lige at have tænkt tankerne igennem.

Måske kan disse to artikler også hjælpe dig lidt på vej: Flirt – den vilde jagt efter en kæreste og Kærestepotentiale … eller en god ven?

Du er velkommen til at skrive tilbage, hvis der er noget, du gerne vil have uddybet, eller du mangler svar på noget.

Kærlig hilsen
Lene


Lene Rønne Pedersen

Skrevet af:

Lene Rønne Pedersen

Familie- og musikkonsulent i Indre Mission

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK