Er dildo en god idé?

Vis spørgsmål

Jeg er enlig, og synes det er svært at håndtere den Gud-givne seksualitet. Onani kan være en hjælp til at leve med et uopfyldt behov, men er det ok at bruge hjælpemidler i form af f.eks. dildo, hvis blot man ikke knytter det sammen med fantasier og begær?


SVAR:

Kære spørger!

Dit spørgsmål er meget aktuelt for mange mennesker. Så selvom jeg egentlig kan svare meget kort, vil jeg gerne give dig (og mange andre) +lidt mere hjælp.

Tryg - men ikke helt tilfreds

Umiddelbart forstår jeg på dit spørgsmål, at du onanerer og er tryg ved det. Samtidig fornemmer jeg, at du er nået til et punkt i dit liv, hvor du har brug for forandring. Du kan have svært ved at tilfredsstille dig selv, og oplever det er blevet slidsomt eller kedeligt, eller du kan have en oplevelse af, at du bliver snydt, og vil prøve om du kan få noget mere ud af det med nogle hjælpemidler. Helt hvad der er årsag til, at du har brug for hjælpemidler ved jeg ikke, men jeg håber det her kan hjælpe dig.

Det korte svar

Når du spørg om det er ok, med en dildo eller andre hjælpemidler, opfatter jeg det som om du vil vide, om det er forkert i forhold til Guds tanker for os og vores seksualitet. Det hurtige svar er, at det er ok, det er ikke forkert eller synd, for den sags skyld. Det vigtige er ikke, hvordan og med hvad du skaffer dig selv udløsning. En dildo er et redskab, hvormed du kan skaffe dig selv udløsning, ligesom en hammer er et redskab, hvormed du slår et søm i et bræt. Så ukompliceret kan det være.

Fantasi og begær – på godt og ondt

Det vigtige er ikke, hvad du bruger, men hvilken grund, du har til at ønske at bruge hjælpemidler. Nu må du mærke godt efter i dig selv, for jeg kan ikke vide, hvor du står. Men jeg vil prøve at forklare, hvordan jeg opfatter Guds vejledning i det her, for jeg forstår dit spørgsmål, som om det er det, du spørg efter. Du siger: ”hvis blot man ikke knytter det sammen med fantasier og begær?” Jeg vil først sige lidt om det sidste ord ”Begær”. Slår vi ordet op ser vi, at det betyder længsel, drift, libido, behov for, attrå, lyst; begær efter livsfornødenheder som fx mad, drikke, seksualitet. Jeg har en fornemmelse af, at du taler om, at det er vigtigt ikke at knytte det sammen med begær, fordi du har en kristen livsholdning. Når Bibelen taler om ”begær” (som f.eks. i 2. Mosebog 20,17 eller Galaterbrevet. 5,17), taler direkte om, at du ikke må begære noget, der tilhører en anden, eller noget der kan ødelægge dit eget liv, dit fællesskab med mennesker eller med Gud. Der er altså ikke noget i vejen med at begære, at ønske sig eller længes efter noget. Det er først når du begærer noget bestemt, der ikke er dit, der opstår et problem. Det samme er tilfældet med ordet ”fantasier”. Fantasi betyder forestillingsevne, skabende tankevirksomhed; livfuldhed i forestillings- og tankevirksomhed. Fantasi er altså noget stort og flot, en helt unik gave, der er givet os mennesker til at skabe nyt.

Når du siger, at man ikke skal knytte onani sammen med fantasier, forestiller jeg mig, at du tænker på, at man ikke skal fantaserer over pornografiske billeder, eller lave seksuelle fantasibilleder i tankerne. Hvis det er det, du tænker på, har du ret. Det er vigtigt, at du holder dig fri af begær og fantasier, der stræber efter noget, der ikke er dit eget. Men samtidig vil jeg understrege, at onani næsten altid optræder sammen med både begær og fantasier. For det er begæret, længslen der går forud for handlingen. Og det er din fantasi der inspirerer dig til, hvordan du kan opnå det, du begærer eller ønsker. Spørgsmålet er ikke, om du har fantasier eller begær, spørgsmålet er, hvilken natur dit begær og dine fantasier har. Gør de dig ensom eller bygger de dig op på en positiv måde.

Vigtige spørgsmål du selv må svare på

Ofte er vi ikke helt bevidste i forhold til motiverne bag vore handlinger, tanker eller følelser. Jeg forstår på dit spørgsmål, at du ønsker at have et sundt og godt sexliv med tryghed i at være på Guds vej. Et sundt og godt seksualliv er et liv, hvor seksualiteten er grundlæggende for fællesskabet med andre mennesker. Jeg vil derfor opfordre dig til at søge svar på et par spørgsmål jeg har til dig:

Har du behov for at onanere når du er glad og har et godt fællesskab med andre?

Har du behov for at onanere når du keder dig, er ensom eller har oplevet skuffelser?

Hvad tænkte du lige før du fik lyst til at anskaffe en dildo?

Hvilke tanker har du, når du onanerer?

Prøv en gang at skrive dine svar eller tanker ned. Vær lidt nysgerrig på, hvad du selv tænker og føler. Onanerer du ofte når du er ensom, eller føler du dig ensom efter, at du har onaneret. Da vil jeg råde dig til at tænke dig godt om, inden du går nye veje.

Din vej frem

Det er vigtigt, at du er ærlig over for dig selv. Det er ikke redskabet, der er problemet, det det handler om er, om dine handlinger fører dig derhen, hvor du selv ønsker at komme. En ny erkendelse af begær og fantasier gør dig bedre i stand til at vælge. Den giver dig mulighed for at overveje dit motiv til at ønske at bruge et redskab. Jeg ønsker for dig, at du må vælge det, der er ret for dig, at du må finde stor glæde og tryghed ved din seksualitet, også selv om du lever som single. Der er ingen enkle svar på dit spørgsmål og har mine ord til dig skabt nye spørgsmål, da er du meget velkommen til at spørge igen.

De bedste hilsner fra

Gunhild


Gunhild Aaen Madsen

Skrevet af:

Gunhild Aaen Madsen

Psykoterapeut

adamogeva.dk

adamogeva.dk bruger cookies. Læs mere OK