Er det ok at være single i en alder af 25?

Vis spørgsmål

Hej, Jeg er blevet single igen efter et kort forhold. Det, der nager mig lidt, er, at der var min første kæreste, efter at have gået som single i 25 år.

Mit spørgsmål er så, om det er ok at være single i min alder. Jeg har mange venner der enten har kæreste, eller er gift, og nogle er yngre end mig. Det ligger mig på sinde meget af tiden. Nogle gange føler jeg, det er uretfærdigt, at jeg skal gå alene, mens andre har en at dele hverdagen med.

Anonym 25 år


SVAR:

Kære anonym

Det er så fint, du skriver her til brevkassen, da det lyder til, at din situation fylder meget hos dig. Jeg vil forsøge at give dig lidt input i de næste linier.

Fri af tidligere forhold

Jeg kan forstå på dig, at du lige er gået ud af et forhold, et kort forhold. Det er altid godt at få et forhold afsluttet ordentligt, dvs. at du i dine følelser er helt fri af denne person, inden du overvejer at gå ind i et nyt. Jeg hørte engang en sige, at det er nemmere at åbne en ny dør, når den anden er ordentligt lukket. Det kan vi godt tolke på den måde, at skal der være plads til en evt. ny kæreste, så er det af stor vigtighed at det gamle forhold er helt afsluttet. Prøv at tænke på om den tidl. kæreste fylder hos dig, har du stadig hans nummer på din telefon, osv. Det er altid godt, der er tid til at finde dig selv igen efter dit tidl. forhold. En tid, som du også kan bruge til at tænke over, hvad gik galt? - har jeg svært ved at binde mig, var der for stor aldersforskel, havde vi ikke samme værdier?

Relationer

Du spørger, om det er ok at være single i din alder. Dertil kan jeg svare, at du er helt ok. Det er der ikke noget ualmindeligt i. Der er rigtig mange på din alder, der ikke har en kæreste. Når det ligger dig meget på sinde, kunne du jo tænke lidt over, hvad grunden er til, du ikke har en kæreste. Hvordan har du det f.eks med relationer? Har du oplevet noget, som gør, at du har svært ved at binde dig til nogen?

Det kunne være en mulighed for dig at tale med en, der er lidt ældre end dig, en du har tillid til og få tingene snakket igennem. Måske handler det om, at du skal tro noget mere på dig selv og da kan det også være gavnligt at tale med en professionel.

Singleliv

For øjeblikket er du så single og da tænker jeg, at det handler om at se de muligheder, der er i det. Der er mange ting, du kan gøre, som dine jævnaldrende veninder, der enten har en kæreste eller er gift, ikke kan gøre.

Du kunne f.eks tage ud at rejse, flytte til en anden landsdel, arbejde i udlandet, osv. Rundt om i Danmark er der mange såkaldte singleklubber af forskellig art. Nogle er grundlagt ud fra interesser, f.eks. dans eller motion andre er grundlagt på den kristne tro. Går du ind og søger på nettet, vil du helt sikkert finde noget i nærheden af, hvor du bor. I en sådan singleklub vil du møde mennesker, der er i samme situation som dig og I vil kunne støtte og opmuntre hinanden.

Der er et par gode artikler her på hjemmesiden om singleliv, dem vil jeg anbefale dig at læse.

Singleliv

Ridderen på den hvide hest

Hvis du klikker ind på ordet single i leksikon, finder du spørgsmål fra flere, som er i samme situation som dig. Her er et par eksempler:

Skal jeg leve med smerten over at være single?

Jeg er single, hvordan kommer jeg fri af ensomhed og mindreværd?

At finde en kæreste

Du nævner, at du føler, det er uretfærdigt, at du skal gå alene, mens andre har en at dele hverdagen med.

Dertil vil jeg sige, at der er kun en, der kan ændre på den situation og det er DIG.

Går du og drømmer om en kæreste så vær opsøgende. Du skal ikke forvente, at han kommer og ringer på din dør. Det er i hvert fald i meget få tilfælde, at det går til på den måde.

Prøv også at tænke på, hvordan du virker på mænd? Nogle mænd bliver ligefrem afskrækket, hvis en pige er alt for opsat på at ville komme sammen med ham. Du kan jo f.eks. spørge en af dine bedste veninder, hvordan hun vurderer dig i forhold til den måde, du virker på mænd.

Meld dig til en interesse eller i en forening, der er der også mulighed for at møde en mand, som du kan lære at kende. Et godt grundlag for et kæreste-forhold er jo et godt venskab.

Er du ikke en pige, der har nemt ved at gå ud og være opsøgende, ja, så er der jo også utallige muligheder på nettet for dating.

Dertil vil jeg så sige til dig, at du skal være opmærksom og passe på dig selv. Mange kvinder er kommet i kontakt med en mand, som når de lærer ham at kende er en helt anden end han har givet udtryk for.

At leve i nuet

Lige i nuet er du single. Lev med de muligheder, det giver dig og forsøg at rette dit fokus mod andre ting. Nogle gange er det sådan, at når vi giver slip på de ting, der fylder meget – ja så sker der noget.

Jeg vil ønske dig en god og meningsfuld fremtid.

Kærlig hilsen

Lisbeth Vestergaard


Lisbeth Vestergaard

Skrevet af:

Lisbeth Vestergaard

Familieterapeut

adamogeva.dk

Annoncer