Blev jeg gravid af at få finger?

Vis spørgsmål

Hej, jeg er en pige på 17 år, som går og er meget bange! Jeg har en kæreste, og vi er meget glade for hinanden. Vi er begge kristne, så derfor er det et kæmpe chok for os, at vi er kommet lidt langt ud. Vi har ikke været i seng sammen, men vi har ligget nøgne sammen, hvor der så er sket nogle ting.

Jeg har læst rundt omkring for at finde nogle svar på den måde, men jeg tænker hele tiden, at mit er vist lidt vildere, eller hvad man skal sige? Men for at komme til det, jeg vil spørge om: Vi lå der, og han gav mig finger, og jeg gav ham handjob. Efter det lagde han sig ovenpå mig. Det skal lige siges, at han havde underbukser på, og jeg havde ingenting på. Og så ved jeg ikke, om han kom ovenpå mig, eller hvad der skete ...

Men vi har snakket meget om det, og jeg er gået over min menstruation i hele seks dage nu. Er det psykisk, fordi jeg går og er bange? Hvad skal jeg gøre? Jeg er virkelig bange! Kan jeg være gravid, eller er det indbildning? Håber meget, I vil svare.

Hilsen O, 17 år


SVAR:

Kære O

Jeg kan godt forstå, at du er bange, og jeg er ked af, at jeg ikke har kunnet svare dig hurtigere!

Graviditet eller ej

Risikoen for, at du er blevet gravid, er meget, meget lille. Sædceller er gode svømmere, men der skal være noget for dem at svømme i. De kan derfor ikke finde vej hen over tør hud eller gennem et par underbukser. Så længe der ikke er kommet sæd op i din skede, er det ikke muligt, du er gravid.

Grunden til, at du er gået over din menstruation, kan sagtens være, fordi du er nervøs. Hvis det kan hjælpe dig til at finde ro, kan du købe en graviditetstest på nettet, i mange dagligvareforretninger eller på apoteket. Graviditetstests er oftest positive omkring 14 dage efter befrugtningen, altså omkring den tid, hvor næste menstruation skulle begynde. Det vil altså sige, at hvis du var gravid, så ville en graviditetstest ret sikkert være positiv nu, hvor du er gået små to uger over din menstruation.

Orgasme eller ej

Du skriver, du er i tvivl, om din kæreste kom, da han lå ovenpå dig. Når en mand får orgasme, mærker han et sus af velvære i hele kroppen, og der kommer samtidig en portion sæd ud af penis. Bagefter er han helt afslappet.

For en kvindes vedkommende er det stort set det samme – bortset fra sæden selvfølgelig :-)

Hvornår er man “ét kød”?

Du skriver, at I begge er kristne, og at det er lidt et chok for jer, at I er kommet “så langt ud”. Det læser jeg, som om I gerne vil vente med at “blive ét kød”, til I er blevet gift. I så fald vil jeg gerne opfordre jer til at snakke sammen om, hvad det så vil sige at blive “ét kød”. Det kan nemlig være rigtig svært at finde ud af.

For mig at se er der to grænser

  1. Den grænse, hvor man bliver ét kød, og dermed overskrider, hvad Gud har tilladt inden ægteskabet
  2. Den grænse, hvor man er nødt til at stoppe for ikke at blive fristet over evne til at overskride den første grænse.

Med hensyn til den første grænse, er jeg personligt nået frem til at mene, at grænsen går ved orgasmen og samlejet. Her skal jeg måske lige pointere, at det jo selvfølgelig er muligt at have samleje uden orgasme og at give hinanden orgasme på andre måder end ved samleje. Ingen af delene hører efter min mening til før ægteskabet.

Grunden er, at jeg ikke tror, man skal dele det smukke og meget fine, som Gud har skabt i orgasmen og samlejet med andre end sin ægtefælle. Den helt særlige nærhed og det bånd, der bliver knyttet, når man tilfredsstiller og glæder hinanden på den måde, er så intimt, at det kun skal deles med én person.

Derudover er orgasmen også stærkt vanedannende – på den gode måde! Derfor tror jeg, det kan komme til at fjerne fokus fra det, kærestetiden egentlig handler om – nemlig at finde ud af, om man elsker hinanden og vil dele resten af livet sammen eller ej.

Den anden grænse er meget mere individuel. Her kræver det virkelig meget selverkendelse at nå frem til, hvor grænsen er for netop dig og din kæreste! Det handler om at erkende, at der er fristelser, I ikke kan modstå. Derfor må I være ærlige overfor jer selv og sætte grænsen der, hvor I hver især kan tåle at gå til. Det handler også meget om at være gode til at passe på hinanden og hjælpe hinanden til at overholde grænserne – det er en kærlighedserklæring, hver gang I stopper den anden i at overskride en grænse!!

Læs mere her på siden og tal om, hvad I ønsker med jeres kærestetid og sexliv. I kan begynde her: Vi ønsker at vente med sex, har I konkrete råd?

Håber, I kan bruge mit svar til at komme videre. Jeg ved, der er mange andre unge kristne, der sidder med præcis de samme udfordringer, som I gør, så I skal på ingen måde føle jer alene i det her! Skriv endelig igen, hvis vi kan hjælp med mere.

Kærligst
Lotte


Lotte Høeg Hansen

Skrevet af:

Lotte Høeg Hansen

Læge

adamogeva.dk

Annoncer