Er det i orden at være croquismodel som kristen?

Vis spørgsmål

Hej. Jeg er en mand på 30 år, som tidligere har arbejdet som croquismodel. På daværende tidspunkt var jeg ikke kristen, hvilket jeg er blevet siden hen. Men jeg stoppede, fordi min kæreste (også kristen) ikke syntes, det var ok.
Vi er desværre ikke længere sammen, men ikke pga. ovenstående.

 

Mit spørgsmål er kort og godt. Er det i orden at være croquismodel som kristen? Er det syndigt eller forkert, for der er jo intet seksuelt eller noget af erotisk karakter. Folk tegner bare en nøgen model, altså mig uden tøj på.

 

M 30 år


SVAR:

Hej

Bibelen ikke konkret, men vejledende i spørgsmålet

Der står ikke noget direkte i Bibelen om denne situation – hverken for eller imod. Men det går som en rød tråd gennem Bibelen, at nøgenhed over for andre af det andet køn end ens ægtefælle er problematisk. I sin vejledning til sit folk, Israel, forbyder Gud, at andre af det andet køn end ægtefællen ser ens kønsorganer – selv nære familiemedlemmer. Vi ser det fx allerede i 1. Mosebog kp. 9 i beretningen om Noa, der bliver fuld og smider alt tøjet. Endda hans egne sønner skal nærme sig baglæns og tildække hans kønsdele – den søn, der i stedet for glor på sin nøgne far, får at vide, at det er forkert. Det intime skal værnes og gemmes til ægtefællen.

Principperne i vejledningen gælder stadig

Da Jesus kom, udtalte han sig ikke direkte om dette emne, så det er svært at vide, hvor meget af vejledningen til Israel den gang, der også gælder for os i dag. Men generelt er det sådan, at hvor Jesus ikke nævner nogle ændringer, må vi regne med, at principperne stadig er de samme, selv om de konkrete udslag kan skifte. Så kristne har op gennem hele historien værnet meget om ikke at udstille de intime dele for andre.

Vi påvirkes af "tiden"

Op gennem de seneste årtier har mange kristne ændret syn på dette. Det gælder fx, at det for mange af os er ok, at en læge af det andet køn ser mig nøgen. Begrundelsen er vel, at der ikke er noget som helst seksuelt eller andet relationelt i det, men kun noget rent fagligt. I hvert fald har vi oplevet en samfundsudvikling, hvor alle slags læger er af begge køn og har i hvert fald ikke vurderet, at vi ville gøre en sag ud af det.

Og det er vel samme begrundelse, du spørger, om man kan bruge, om det at være croquismodel.

Jeg har ikke noget sikkert svar på dette.

Den generelle vejledning er givet som en hjælp

Jeg tænker og føler, at der er en stor forskel på et lægebesøg og en croquis-session. Hos lægen er fokus på det rent faglige og man er der, fordi man har brug for hjælp. I croquis er fokus netop på kroppens ydre udtryk. Og helt fri for erotiske fornemmelser kan man nok næppe sige, at alle, der deltager i en croquis-session, er. Ved at være model deler man ud af noget, som jeg egentlig tror, Gud ønsker, man skal holde for sig selv og gemme til sin ægtefælle. Jeg forstår godt, at din kæreste ikke ville dele synet af dig med adskillige croquis-hold.

Så mit lidt forsigtige svar er, at jeg vel ikke sikkert kan sige, at Guds vejledning forbyder det. Men jeg synes helt sikkert, at det absolut stemmer bedst overens med hans generelle vejledning at lade være med at udstille sig på den måde.

vh Sprint 


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:

Sprint Aagaard Korsholm

undervisningskonsulent, præst

adamogeva.dk

Annoncer